Mercy

Det her er en af de mærkeligere oplevelser. Der er få film, der fremkalder samme række af nysgerrige følelser og tanker, som Mercy sendte mig igennem i løbet af dens cirka 100 minutter lange spilletid. Det er et bizart projekt, fordi det stiller spørgsmål ved den kunstige intelligens' stadig mere dominerende tilstedeværelse i samfundet, men fremsætter argumenterne i et filmformat, der næsten føles som en TikTok-video i spillefilmslængde. Der er meget her, der irriterer mig, og alligevel er Mercy på en eller anden måde en ret underholdende film.

Plottet tager os med til en semi-futuristisk verden præget af kriminalitet og uro - nærmere betegnet et Los Angeles, hvor retssystemet har besluttet at eliminere behovet for et nævningeting. I stedet får en anklaget person 90 minutter til at overbevise en AI om "rimelig tvivl" ved at agere som en kombination af detektiv og tiltalt. Hvis de får skyldsspørgsmålet ned under 92,5 %, før de 90 minutter er gået, får de en ny chance i livet. Fejler de, bliver de henrettet direkte i den stol, der i øjeblikket holder dem fanget.

Rent narrativt er der substans og potentiale her, som nok skal holde på din opmærksomhed. Historien er bygget op i realtid i stil med serien 24 timer, hvor de 90 minutter tikker afsted i samme tempo for både seeren og Chris Pratts karakter, efterforskeren Chris Raven. Det gør underværker for det intense tempo. Men et plot som dette åbner også døren for moralsk tvetydighed, hvor man som beskuer bliver distraheret af selve præmissen: Hvorfor i alverden mente nogen, at det her var en god idé? Og hvorfor får AI-dommeren Maddox (spillet af Rebecca Ferguson) fuldstændig magt til at hacke sig ind i hvad som helst og tilgå alle data i jagten på sandheden? Skal vi bryde alle love og krydse alle grænser i retfærdighedens navn? Det er det spørgsmål, filmen efterlod mig med, selvom det egentlig ikke virker til at være historiens hovedfokus.

På trods af ujævne idéer og småfejl undervejs er her tale om et ret engagerende og friskt plot. Det er ingen Oscar-vinder eller et litterært mesterværk, men den har mere stil og substans end mange moderne action-eposser. De største problemer ligger i selve den filmiske konstruktion. Mercy er filmet på en næsten TikTok-agtig facon, der flimrer mellem klip, bodycam-optagelser og videoopkald, mens Pratt sparker og skriger, hver gang noget går ham imod, og Ferguson viser absolut ingen følelser i rollen som livløs AI. Den bedste måde at beskrive Mercy på er som en spillefilmsudgave af en "Braindance" fra Cyberpunk 2077, hvor vi skal analysere gerningssteder, læse krypterede beskeder og evaluere data i jagten på sandheden. Det er et bizart setup, der får det til at føles som om, filmen er skabt af en AI med hang til filmskabelse.

Selvom plottets præmis er filmens stærkeste kort, begår den en skuffende fejl ved netop at nå til de store moralske spørgsmål, for så blot at lade rulleteksterne køre. Det efterlader en med en flad smag i munden, især når man tager de markante plot-twists i finalen i betragtning. Det hele føles som en film, der er kastet utrolig hurtigt sammen, hvilket er ærgerligt, da der er et stort potentiale for at udforske både verdensopbygningen og moralen i dybden.

Derfor efterlader Mercy mig en smule forvirret. Det er ikke en total togulykke i stil med den seneste TikTok-agtige War of the Worlds-film, men den er heller ikke god. Der er momenter af kvalitet, en historie med potentiale og et stramt tempo, der holder dig fanget, men der er også så meget i klipningen, skuespillet og den kreative vision, der halter. Det er endnu en film, man sagtens kan springe over - selvom dem, der ser den, nok alligevel ikke vil hade den... på en eller anden måde.