Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
UEFA Challenge

UEFA Challenge

PS2-ejerne er ikke blevet overøst med imponerende fodboldtitler indtil nu. Kan UEFA Challenge ændre det faktum?

PS2-ejerne er ikke blevet overøst med imponerende fodboldtitler indtil nu. FIFA-serien, som ellers var med til at åbne ballet sidste år, var slet ikke så god, som man havde tilladt sig at håbe - og derfor bliver Infogrames´ UEFA Challenge modtaget med lidt større forventninger, end så mange andre titler.

Den ægte vare?
I introduktionen til UEFA Challenge skriver programmørerne om, hvordan de har talt med ni af Europas førende fodboldspillere, og derefter genskabt deres oplevelser og følelser fra fodboldbaner verden over i deres programmering. Det er ganske normalt på den måde at skabe en personlig forbindelse fra spil til nogle af de stjerner, man som sofaspiller ofte støder på i de forskellige tv-transmissioner. Hidtil har det dog været svært at fornemme, hvor den præcise indflydelse fra de specifikke spillere lå - udover på spillets cover - og det vil være løgn at indrømme, at man føler sig specielt Figo´sk, når man dribler med bolden i UEFA Challenge. Den bombastiske udmelding ligner mest af alt et reklamestunt, og selve spillet tikker snarere ind på niveau med nogle af de andre "stjerne"-spillere, der har stillet deres ekspertise til rådighed - og hvem har egentlig det store kendskab til navne som Stephane Delmat og Lionel Letizi?

Ganske almindeligt
UEFA Challenge er af struktur et helt regulært fodboldspil - man har adgang til de væsentligste europæiske klubber og kan spille med dem i forskellige typer turneringer. Åbningsskærmens store udbud af forskellige flag får et øjeblik tankerne til at vende sig mod de mere talprægede managerspil, men det dækker blot over, at UEFA Challenge kommer i en lang række nationalt tilpassede versioner - hvor både menuer og kommentatorerne er tilpasset de enkelte sprog. Desværre er dansk ikke blandt de udvalgte, men det havde også været et lige lovlig optimistisk håb.

Hurtig eller grundig
Club Challenge åbner mulighed for liga- og cup-kampe over flere sæsoner. Her kan hjemmespillere med masser af tid more sig med at få deres yndlingshold til at avancere i rækkerne eller det modsatte - alt efter evner. Der er også 3 fastlagte turneringer, hvor man kan få sin lyst stillet i mindre doser. De er hurtigere gennemspillet, men bestemt også underholdende. Med varierende opbygning bliver man udsat for både "Vind eller forsvind"-turneringer, gruppebaserede slutspil og geografisk opdelte ligaer. Endelig er Season Mode og Tournament Mode de frieste variationer, hvor man selv får lov at sammensætte ligaer eller turneringer efter eget valg.

Træning, træning og træning
Men inden kampen om de forskellige trofæer kan indledes, er det en rigtig god idé at bruge lidt tid på træningsbanen. Der er nemlig et stort udvalg af funktioner og smarte tastekombinationer, som er essentielle, hvis spillet skal blive til andet end en gang uinspirerende losseri. Når man første gang kaster et blik på siden med genvejene til total boldkontrol, bliver man lidt chokeret, men koncentreret træning af de enkelte manøvrer sikrer ret hurtigt et bredt kendskab. I længden er det rart at have instinktiv adgang til de lækre finter, og man havde sikkert bedre kunnet leve med den lange indlæringsperiode, hvis selve spillet var en langtidsholdbar fornøjelse. Men sådan forholder det sig desværre ikke.

Den nødvendige licens
Med den officielle UEFA-licens er omgivelserne ellers blevet gearet til et godt fodboldspil. For de største klubber (og her taler vi virkelig kun om de helt store) er stadions og spillere gengivet ret præcist, men et sted på vejen ned gennem rækkerne begynder det at kikse lidt; dog ikke så grelt som i de andre titler, der helt bevidst har sparet på pengene til den dyre licens. Og generer det for meget kan man naturligvis selv gå i gang med at ændre navnene. Grafisk er spillet velfungerende med lækre flydende og elegante animationer. Især når man får åbnet for godteposen og finder de frække driblinger frem, bliver der god brug for replay-funktionen, så man kan få det hele med.

For store udsving
Men alligevel savner man noget, når først fløjten har lydt og spillet flyder hen over grønsværen. A.I.´en både hos egne og modstanderens spillere er ret svingende - og man bliver ofte frustreret over medspillernes uforudsigelige og ikke helt logiske bevægelsesmønstre. Det er altså bittert at spilde den helt store Laudrup-aflevering på en bolddum samling bytes, der småforvirret løber den modsatte vej. I defensiven har modstanderen en underlig fordel ved tacklinger - i hvert fald er det frustrerende svært at få bolden pillet helt lovligt fra den, og man kan sagtens mærke forskellen, når de to midterforsvarere er sendt tidligt i bad. Men omvendt har spillet også øjeblikke af stor spilleglæde, hvor alt lykkes: spillerne bevæger sig rigtigt, afleveringerne ligger som slået med en lineal og målene ryger direkte i den store klassikerbog - og det er de øjeblikke, der gør det svært at være helt utilfreds med UEFA Challenge.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Det komplekse gameplay, når alle finter er lært, animationen af spillerne
-
De forvirrede spillere, den meget ujævne programmering

UEFA Challenge