Anachronox
Du mangler penge, mafiaen er efter dig, og så er universet ved at gå under. Nej, det er ikke let at være intergalaktisk snushane i Anachronox - men det er sjovt!
Jeg antager mange skikkelser. Den ene dag er jeg en ensom soldat fanget bag fjendens linjer, den næste dag er jeg en kold og kynisk lejemorder. I øjeblikket er jeg intergalaktisk snushane. Navnet er Boots, Sylvester Boots - men mine venner kalder mig Sly. Hæng ud med mig, og jeg skal præsentere dig for en spændende verden af adventure og rollespil, som du sikkert aldrig vil væk fra igen. Må jeg byde velkommen til Anachronox.
Hjem kære hjem!
Anachronox er mit hjem. En stor rumby, der svæver hvilløst rundt i en stor sfære kaldet Sender One. Begge dele blev bygget for lang tid siden af ukendte rumvæsner, som herefter pludselig forsvandt, muligvis udraderet af en uhyggelig virus. Nu tjener Anachronox som tilflugtssted for universets udskud. Det er blevet et sted, som man rejser til for at gemme sig. Jeg ville også gerne gemme mig, men det er svært når man skylder penge til den lokale gangsterboss.
Derfor begyndte jeg at lede efter noget arbejde, hvilket bragte mig lige i armene på Grumpos Matavastros, en gammel sur gnavpotte, der har viet hele sit liv til at studere MysTech, nogle mystiske genstande, der menes at stamme fra Anachronox' grundlæggere. Grumpos skulle bruge hjælp til at finde mere MysTech, et simpelt job, men med mit sædvanlige held er jeg nu pludselig havnet i et kapløb med tiden, for at finde ud af hvem eller hvad, der pønser på at ødelægge universet som vi kender det.
Another day at the office
Min dag startede ellers blødt ud med at jeg bliv smidt ud af vinduet fra mit kontor over Rowdy's bar. Smerten fra mine trykkede ribben og knuste stolthed blev kvalt med stærk drink inden min assistent, den labre Fatima, sendte mig ud for at lede efter arbejde. Fatima døde egentlig for en del år siden, men jeg har fået kodet hende ind i min LifeCursor. Her bor hun og det er også herfra hun hjælper mig ved at holde styr på vigtige spor, foretage diverse informationssøgninger på SenderNet og sparke mig i gang, når det går lidt skidt med efterforskningen.
Knap nok havde jeg forladt baren for at lede efter noget arbejde, da en grim bølle gennembankede den sidste stolthed ud af mit i forvejen forslåede korpus. Med megen møje og besvær, fik jeg slæbt mig hen til den lokale boksehal. Her kunne jeg lære lidt selvforsvar. Det skader aldrig, og desuden får jeg brug for at kunne slå fra mig, hvis jeg vil gøre mig håb om at overleve i spillet. Groft sagt kan gameplayet i Anachronox opdeles i to centrale dele - en adventuredel og en kampdel, med en slet skelen til Final Fantasy-serien.
Kampene i Anachronox er turbaserede. Hver figur har en såkaldt Battletimer, der tikker afsted. Når den bliver grøn kan man foretage en manøvre. Enten kan man angribe med sit våben, bruge sin særlige evne eller man kan flytte sig. Det lyder måske simpelt, men efterhånden som spillet skrider frem, bliver det mere og mere hektisk. Der kommer flere våben til, nye evner opdages og fjenderne bliver mere og mere udspekulerede.
Bla-bla-bla
Adventure delen foregår, som man vil forvente det. Jeg bevæger mig rundt i en 3D-verden, hvor jeg kan manipulere med objekter og snakke med folk. Ofte bruger jeg min tid på at tale med folk. Samtalerne er mange, men man lærer hurtigt at skelne skidt fra kanel og de samtaler der ikke er vigtige, kan man hurtigt klikke sig væk fra. Man skylder dog sig selv at afsætte lidt tid til at gå rundt og snakke med de forskellige beboere i spillets univers. De giver figurerne personlighed og liv, og ofte kommer de med et værdifuldt hint, der kan give lidt ekstra skejser eller udstyr til min færd.
Gamereactor Danmark