The Darkness

Ærlighed varer længst, så jeg kan vel lige så godt sige det med det samme: Jeg har aldrig læst en {The Darkness}-tegneserie. Jeg er heller ikke særligt bange for mørke. Jeg har et godt laset eksemplar af Witchblade, hvor han og hans små psykopatiske håndlangere optræder, men ellers kender jeg ikke noget til ham. Simpel uvidenhed skal dog ikke afholde mig fra at tage turen til Windsor, hvor spillet bliver vist frem for spiljournalister fra nær og fjern.

Denby Grace, spillets producer, står klar til at orientere: "Jeg er ikke klar over hvem der har set hvad," siger han og svinger entusiastisk med et 360-joypad. "Derfor begynder jeg fra en ende af." Præsentationen skulle ellers kun dække spillets multiplayer-del, men Denby viser alligevel glad singleplayer-delen frem. "Historien", fortæller han, "er skrevet af Paul Jenkins, der også står for tegneserien. Den fortæller, hvad der bare blev antydet i tegneserierne. Vi viser eksempelvis The Otherworld." The Otherworld er en helvedesagtig dimension, hvor Første Verdenskrig så at sige kører på repeat. Onde mennesker bliver tvunget til at gennemleve krigens rædsler igen og igen og igen.

Spillet begynder med Jackie Estacado på bagsædet i en bil. Jackie, spillets og tegneseriens hovedperson, er ved at blive kørt væk fra katastrofal kriminel aktivitet. Helt præcis hvad det går ud på, er ikke tydeligt, men det har i hvert fald gjort Jackies onkel Paulie godt gal i skralden. Derfor går der ikke mange minutter før bitre bygningsarbejdere, stålsatte strømere og mugne mafiafolk er efter Jackie. Denne introduktion bliver en gang imellem afbrudt af flimrende lys og en diabolsk stemme, der taler til Jackie. "Det er The Darkness der taler til Jackie. Vi har fået Mike Patton til at spille The Darkness", siger Denby glad. Mike Patton er formentlig ikke det kendteste navn på vores breddegader, men hans talent fornægter sig ikke. I rollen som The Darkness lyder han mægtig uhyggelig.

Et element, Denby gerne udpeger, er en teknik kaldet "vo-cap". Den går ganske enkelt ud på at skuespillere spiller alle mellemsekvenser, og informationerne bliver oversat til data. Resultatet er mellemsekvenser, der ser meget livagtige ud.

Hvor spændende spillets singleplayerdel end ser ud, er det multiplayer, præsentationen handler om. Den byder på tre forskellige muligheder, nemlig Capture the Flag, Deathmatch og King of the Hill. Hverken King of the Hill eller Capture the Flag var dog i en stand som vi kunne bruge, derfor vil præsentationen koncentrere sig om Deathmatch. Foruden de forskellige baner, hvoraf der bliver vist tre frem, vil der også være et centralt valg, når der skal spilles.

Hvad skal man være? Der er tre muligheder, nemlig Mafioso, Darkling eller Shapeshifter. Mafioso siger sig selv. Det er mafiafolkene der jager Jackie. De kan bruge håndvåben og er menneskelige hele vejen igennem. Darklings er de skyggeagtige undersåtter Jackie kan fremmane. De er små, bidske og sindssyge som chihuahua i en spejlbutik. De kan kravle på vægge og lofter, er hurtige og adrætte og har et potent nærkampsangreb. Shapeshifter er kombinationen af de to ovenstående. Her starter man som mafioso, men kan ved et enkelt tryk på venstre bumper forvandle sig til en Darkling. Processen virker også den anden vej.

Vi bliver placeret i et spil med Shapeshifters. Det er alle mod alle, men det første stykke tid bliver brugt i ren forvirring. Personer, der er som limet til asfalten, ustabil kode, underlige glitches og frem for alt et kontrolskema, der lige skal læres, gør første bane til en prøvelse frem for en fornøjelse. Snart har alle dog lært at løbe på vægge og skifte til og fra Darkling-formen. Derfor bliver næste bane hurtigt smidt på maskinen. Sceneskiftet er alt andet end voldsomt. Mens første bane var en tom og dyster gade med masser af beton, asfalt og mursten, er anden bane en baggård med masser af beton, asfalt og mursten. I samme åndedrag kan jeg fortælle, at skiftet mellem anden og tredje bane heller ikke er synderlig imponerende. Her bliver beton, asfalt og mursten skiftet ud med beton, mursten, nogle fliser og endnu mere beton. Tredje bane foregår nemlig kun indenfor og kan derfor ikke blære sig med mere digital asfalt.

At være Shapeshifter er en noget blandet fornøjelse. Godt nok nyder menneskene godt af håndvåben af forskellig art, men takket være et noget pirreligt sigtekorn, kræver det sin mand at dræbe noget som helst. Det finder vi da også hurtigt ud af, og trods udviklerens intention om, at Darklings bliver brugt til transport og mafiosoerne til kamp, bliver mafiafolkene slemt forsømt. Takket være Darklings hastighed og edderkoppeagtige færdigheder bliver de hurtigt som 'the weapon of choice'. Snart er kampene degenereret til et mylder af Darklings af forskellig art, der bare slår til hinanden. Takket være Darklings styrke kræver det kun to slag før modstanderen, eller en selv, dør. Selvom det gør Darklings voldsomt ubalanceret, er tempoet i spillet dog så højt at det bliver afhjulpet noget. En fjende kan faktisk nå væk i det tidsrum der går fra, at man trykker på knappen til handlingen bliver udført.

"Desuden bliver der hele tiden justeret i balancen," siger Denby. Og justeres skal multiplayerdelen. Ser man bort fra de, tidspunktet taget i betragtning, forståelige bugs og glitches, har både mafiafolkene og Darklings brug for en overhaling. Mafiafolkene virker en smule ubrugelige, mens Darklings er uhyre kraftfulde. Fintuningen af styringen virker ikke som et uoverkommeligt problem. Desuden kan Denby fortælle at Starbreeze overvejer at implementere et system fra singleplayerdelen, kaldet Auto Execution. Dette system bruges når en fjende er kommet helt tæt på Jackie. Næste angreb fra Jackies side ender automatisk livet på fjenden. Oftest på en visuel lækker måde. Det er let at se, hvordan det system ville gøre mafiafolkene lidt mere brugbare.

I sidste ende forlader jeg præsentationen med blandede følelser. Med Starbreezes ekspertise, hvilket The Chronicles of Riddick er et strålende eksempel på, er der ingen tvivl om singleplayerdelen bliver strålende. Det jeg lige har set til det, burde i hvert fald ikke skuffe. Multiplayer er en lidt anden sag. Det vil dog ikke komme bag på mig, hvis Starbreeze bruger den resterende tid til at balancere multiplayerdelen til nær perfektion. Det bliver med garanti ikke en {Halo 2}/{Gears of War}-agtig oplevelse, men det er vel heller ikke nødvendigt for at more sig.