Carmageddon: Rogue Shift

Carmageddon (Stainless Games, 1997) lever stadig i bedste velgående i hukommelsen hos mange takket være sin brutale action og forskruede humor. Gennem årene er der gjort adskillige forsøg på at genoplive denne unikke form for bil-baseret kaos, men ingen har formået at genskabe originalens magi. Der er gået næsten et årti siden det sidste forsøg på et reboot, og nu melder 34BigThings sig på banen med Carmageddon: Rogue Shift.

Spillets salgstaler nævner en zombie-apokalypse og en dødbringende motorsport, men i praksis består den "historie" blot af en håndfuld tegneserie-paneler, der viser biler ræse gennem en ørken. Hovedpræmien er en billet til et rumskib, der skal evakuere folk fra en døende jord. I Rogue Shift bliver du smidt bag rattet uden nogen form for ceremoni. Spillet er bygget op omkring selvstændige løb, hvor du skal slutte i top tre for at komme videre. Senere kræves der en regulær sejr, og boss-opgør giver dig en tidsfrist til at destruere hovedmålet. Der er kun en lille håndfuld lineære baner til rådighed, med enkelte genveje spredt udover, og de genbruges desværre alt for aggressivt på tværs af løb og udfordringer.

Ræsene foregår fra et løst tredjepersonsperspektiv. Du har speeder, brems, håndbremse og en lejlighedsvis nitro-boost. Udover blot at vinde er det en stor del af oplevelsen at smadre dine modstandere. Til det formål er du udstyret med skydevåben og et sidelæns "ramme-angreb" til nærkamp. Ammunition og reparationssæt er en mangelvare, så du må samle dem op fra forsyningskasser spredt rundt på banen. Miljøet lader dig også aktivere fælder for at sabotere rivaler, selvom verdenen lige så ofte saboterer dig med zombiehorder og enorme monstre, der vader ind på din rute.

Kørefysikken befinder sig solidt i "billig-arcade"-territoriet. Bilerne glider rundt, som om de kører på is, og det er svært at vurdere, hvornår du har overstyret, før du pludselig spinner rundt. Den løse styring bliver kun værre af en aggressivt tydelig "rubber-banding" AI. Brager du ind i en væg, er feltet trivielt nemt at indhente; prøver du derimod at trække fra, klistrer de til din kofanger som lim. Selv med perfekte linjer og konstant nitro suser modstandere forbi, som om tyngdekraften ikke gælder for dem. Indimellem popper nogle af dem endda bare op lige foran dig, hvilket i bedste fald er mærkeligt og i værste fald utroligt frustrerende.

Carmageddon: Rogue Shift er bevidst straffende. Tro mod roguelite-strukturen forventer spillet, at du fejler, så progressions-loopet kan træde i kraft. Misser du et mål eller får din bil ødelagt, er det helt forfra. Den eneste trøst er, at hvert "run" indtjener valuta, som du kan bruge på nye biler, våben og opgraderinger (perks) for at forbedre dine odds næste gang. Loopet bliver hurtigt frustrerende, især når du har brugt en time på et run kun for at miste alt. Det forgrenede rutesystem lader dig vælge mellem et par forskellige begivenhedstyper, men med så få baner i rotation indtræffer gentagelsen hurtigt.

Visuelt læner spillet sig op ad en tegneserieagtig, toon-shaded æstetik. Det kontrastrige og skarpe look passer godt til det hektiske tempo, og miljøerne er detaljerede nok til at føles levende. Lyseffekter bruges flittigt, hvilket gør det til en skam, at spillet ikke understøtter HDR - det er præcis den type titel, der ville have gavn af det. Når man tænker på, at det originale Carmageddons identitet var bygget op omkring dets ødelæggelsesfysik, er det næsten pinligt, hvor fladt Rogue Shift føles i sammenligning. Fysikken er minimal og vægtløs. Det tydeligste eksempel er, når man pløjer gennem zombie-mængder: De sænker ikke bilen, de kaster dig ikke rundt, og de føles knap nok som andet end papfigurer, der splatter mod forruden. De ligner faktisk også papfigurer... På den lyse side er selve bilmodellerne detaljerede, og spillet kører flydende på Xbox Series X med minimale indlæsningstider.

Lyden er funktionel, men generisk: motorbrøl, metalklang og et passende kaotisk lydbillede til dødsræs i zombie-land. Soundtracket består mest af larmende heavy metal, hvilket passer til temaet, men det gør det ikke mere behageligt - især ikke når de samme numre kører i ring sammen med de samme genbrugte baner.

Som jeg frygtede, ender Carmageddon: Rogue Shift som et letvægts, forglemmeligt racerspil, der har meget lidt til fælles med originalen udover navnet. Menneskelige fodgængere og - ja, selv de ikoniske køer - er væk, erstattet af zombier, der knap nok påvirker gameplayet. Roguelite-strukturen tvinger dig til at spille de samme få baner igen og igen, hvilket dræner den smule glæde, det hjerneløse kaos ellers kunne have budt på. At låse op for og opgradere nye køretøjer giver et kortvarigt glimt af interesse, men den samlede pakke bliver brugt op alt for hurtigt. Fans af det originale Carmageddon bør i hvert fald styre langt udenom.