God Hand

En ung mand med en magisk arm, en homoseksuel danser og en pink chihuahua kommer ind på en bar. Bartenderen Elvis, en cigarrygende overvægtig dæmon med spansk accent, kigger på de nyankommende og siger: "I'm getting somefing to eat, eh pendejo?". Det lyder som begyndelsen til en ualmindelig dum og plat vittighed, og det er det på et plan også. Personerne optræder nemlig alle i spillet God Hand, der måske er spilverdenens største vittighed.

Det lyder ondt, når jeg beskriver det på den måde. Jeg mener det dog på bedste vis. God Hand virker nemlig som en vittighed fra den hedengangne udvikler Clover Studio. Man har fornemmelsen af at Clover på et udviklermøde har tænkt noget i stil med: "Skal vi ikke lave et spil, og så se hvor langt vi kan gå?". Men jeg er allerede kommet for langt frem igen. Lad os begynde med handlingen:

Den unge mand Gene kommer i besiddelse af en arm kaldet God Hand. Denne arm er i besiddelse af selveste Guds kræfter, hvilket gør den til et eftertragtet relikvie. Af samme grund jagter en gruppe dæmoner da også Gene. Derfor er der da heller ikke andet at gøre end at give dem nogle velfortjente tæv. Indtil videre lyder plottet om end ikke dybt, så som standardplottet i et fighting-spil. Der, hvor plottet går op i hat og briller, er når der blandt modstanderne dukker mænd i abedragter, bidske chihuahuaer og dværge op. Snart støder Gene på alle mulige (og umulige) former for ondskab, der alle skal have klaps.

Og selve afklapsningsdelen af spillet fungerer glimrende. Efterhånden som spillet skrider frem, optjener Gene flere og flere manøvrer sammen. Disse kan mere eller mindre valgfrit kombineres, selv under en kamp, således at man har de mest potente bevægelser oppe i ærmet hele tiden. Det bedste er, at lige meget, hvor mange tæv man får i en given situation, så ved man at det med 90% sandsynlighed er ens egen skyld. Man var enten overmodig eller direkte uforsigtig.

Det sagt, så straffes man ikke for at dø. Checkpoints er blevet spredt liberalt rundt om på banerne, hvilket gør det mindre pinefuldt at få sin bagdel sparket. Selv ikke kampsystemet kan dog løbe fra spillets gennemgående humoristiske sans. Den første indikation er navnene på de forskellige manøvrer. Navne i stil med Pimp Hand vil øjenbryn højst sandsynligt blive løftet, når spillet ruller over skærmene rundt omkring. Værre, eller bedre, bliver det, når de forskellige manøvrer eksekveres. De kvindelige modstandere risikerer at blive lagt over Genes knæ og få en endefuld, mens de mandlige modstandere kan blive nedlagt ved et gement spark i skridtet. Det er på ingen måde højkulturelt eller lignende, men når førnævnte spark akkompagneres af lyden af en klokke og dåselatter, kan man ikke undgå at smile.

Apropos dåselatter, så er lydsiden i spillet formentlig det stærkeste element efter kampsystemet. Musikken spænder vidt, fra gyngende surf/western til dance og funk, og leverer uden problemer rytmer, der passer glimrende til, hvad der sker på skærmen. Stemmeskuespillet giver associationer om alt fra {South Park} til {Devil May Cry}. Faktisk er replikkerne i spillet ofte så fladpandede, at de får Devil May Cry til at minde om et Shakespeare-stykke, hvilket jo faktisk er ganske imponerende. Men det er netop takket være de fladpandede kommentarer og machoagtige bemærkninger, at God Hand er så underholdende.

Det er dog ikke lutter lagkage og solskinsvejr. Den største anke mod God Hand er uden tvivl grafikken. Helhedsindtrykket hæver sig aldrig over mudret og brunt. Kameraet er placeret lige over Genes skulder, præcis som i {Resident Evil 4}, hvilket ikke er hensigtsmæssigt med mange fjender i nærheden. Problemet bliver afhjulpet lidt af spillets radar, men det er stadig meget let at blive overvældet. Desuden har kameraet en fæl tendens til at gå gennem vægge og vise, hvad der sker i andre rum. Ganske vist kan man glæde sig over, at man aldrig mister Gene af syne på grund af dette, men det er ligesom at glæde sig over al den dejlige varme, når ens eget hus brænder ned.

Grafik og andre skønhedsfejl formår dog ikke at ændre på God Hands charme. Et solidt kampsystem, en god lydside og en herlig sans for humor, der smager af både Benny Hill og fald-på-halen komedie. I samme åndedrag finder vi også God Hands svageste element; hvis man ikke bryder sig om spilgenren eller den form for humor, vil God Hand ikke være besværet værd. Alle andre vil formentlig more sig strålende.