Exit 8

Hvis du kender mig, så ved du at jeg elsker gyserfilm, og tildels også gyserspil. Igennem denne dobbelte kærlighed til genren på tværs af den interaktive skillelinje prøvede jeg faktisk The Exit 8 helt tilbage i sin spædeste begyndelse, mest af alt fordi den her specifikke setting appellerede til den del af min hjerne der spillede Kojimas P.T. om og om igen, og som begræd tabet af det spil det måske kunne være blevet til.

Er du ikke bekendt med The Exit 8, så er præmissen simpel; en person tager metroen, præcis som enhver anden dag, men i stedet for at den traditionelle rute nede fra og op af munder ud i en trappegang, så... looper den rundt. Pludselig er du fanget, fanget i en cirkulær knude, og ikke nok med det; du er, på en måde, ikke alene i disse ellers kliniske hvide metro-vægge.

Her finder vi vores hovedperson, "The Lost Man", der febrilsk forsøger at holde nerverne i ro imens denne tydeligt paranormale oplevelse udfolder sig, men samtidig, ligesom en spiller i den interaktive udgave, så handler det om at forhold sig roligt, pragmatisk og konsekvent til opgaven, som står penslet så direkte ved indgangen til hvert loop - spot uregelmæssigheder, og hvis du finder en, så vend om. Hvis ikke, så fortsæt ligeud.

Det er så legende let, hvis man altså kan spotte dem, og filmen præsenterer den her dobbelthed imellem relativt klinisk at udføre den her opgave på linje med vores i stigende grad stressede hovedperson, samtidig med at man undres, og skræmmes over at det her overhovedet... ja, sker.

Instruktør og manuskriptforfatter Genki Kawamura har tydeligvis ønsket sig at lade spillets interaktive, strukturelle mål være filmens narrative nerve, og i stedet for at forære denne enigmatiske men dragende præmis lidt kontekst, så fokuserer han helt og holdent på spillets enlige, direkte præmis - you guessed it, "spot uregelmæssigheder, og hvis du finder"... du ved, hvad jeg mener.

Det er lidt af et tveægget svær, for selvom The Exit 8 så sandelig ikke er synderligt uhyggelig (det er spillet på den måde heller ikke), så sidder man tilbage med fornemmelsen at den kunne have været mere effektiv, hvis den havde turde at tage lidt chancer med sit kildemateriale. Måske en lille skygge her, et par stirrende øjne der, lidt mere suspense-opbygning imellem de her systematiske gennemgange af den klinisk hvide metro-gang.

Men samtidig må man give Kawamura, at han er trofast, og at han stoler blindt på at den innovative præmis, og den enkeltstående locations æstetiske profil og formsprog er nok på egen hånd, og det er tildele også rigtigt. Filmen er velspillet, bundsolidt sat op og koreograferet, og der er, som du sikkert kan fornemme, ikke et gram ekstra at skære fra. Det her er minimalistisk filmmageri, også selvom det i enkelte passager kan være lidt kedeligt.

The Exit 8 placerer sig dog i slipstrømmen af en række andre stærke filmatiseringer af spil, der ikke bare respekterer kildematerialet, men direkte stoler på at det alene kan vinde seeren over. Det er ret sejt, også selvom jeg godt kunne tænke mig at den havde turde at være lidt mere end det.