Tropico

Tropico kunne meget vel være svaret på Sim City-fans inderligste drømme. Omfattende management kombineret med en tyk stemning fra varmere himmelstrøg, utallige tilgængelige bygninger, udfordrende scenarier og et mikromanagement-aspekt ß la The Sims, komplet med et hav af statistikker og social interaktion beboerne imellem. Til trods for et fængslende gameplay, en række muligheder og en udmærket grafisk præsentation falder Tropico imidlertid lidt igennem ved simpelthen ikke at være nuanceret nok. Udviklerne hos PopTop har unægtelig udviklet en seriøs konkurrent til management-tronen, og havde spillet blot kunne bestemme sig for enten at fokusere på et mere lettilgængeligt eller hardcore gameplay, kunne spillet endda være blevet et forkromet ideal for fremtidens spiludviklere.

En idyllisk caribisk østat
I bedste Majesty-stil er det i Tropico ikke muligt at styre beboerne manuelt. Da du starter hvert spil med at være nyindsat El Presidente på en caribisk ø, skal du i stedet forsøge at influere indbyggerne ved at sænke/forhøje lønnen for forskellige arbejdsopgaver, introducere dem for potentielle ægtefæller, afholde diverse Bacchus-fester og lignende interessante virkemidler. Allerede indledningsvis skal du foretage en række valg med hensyn til dit diktatoriske alterego, hvoriblandt det mest interessante unægtelig er valget af henholdsvis styrker og svagheder. Alt afhængigt af hvilken personlighed du opbygger, vil det nemlig blive tilsvarende let eller svært at vinde indpas hos de forskellige fraktioner på øen (kommunister, kapitalister, intellektuelle, religiøse fanatikere, anarkister m.v.), samt de to supermagter USA og Rusland. Her kommer spillets subtile (nej, ikke infantile!) humor imidlertid igen tydeligt til udtryk via de forskellige tilgængelige baggrundsmønstre, du som diktator kan have. Du kan være indsat af CIA, eller være KGB-agent, fordrukken ludoman, en kapitalistisk løgner og meget andet, men fælles for alle disse variationsmuligheder er den dybe humor, der ligger bag, samt en reel indvirkning på spillet.

Byggesten og savsmuld
Ved ethvert spils start er den idylliske østat uden hverken betydelige indtægtskilder eller de helt store begivenheder. I takt med konstruktionen af diverse landbrug, miner og så videre, begynder de inkarnerede proletarer hurtigt at øge statens BNP markant, hvilket medfører, at konstruktionen af diverse luksusbygninger (kasinoer og stadions med videre) bliver muliggjort, samtidig med, at immigrationsraten stiger (hvilket giver flere veluddannede indbyggere), og turismen blomstrer. Sideløbende med at du gør alt for at holde indbyggerne tilfredse, skal du imidlertid ikke helt forsømme din schweiziske bankkonto, som selvfølgelig kan få indskud gennem diverse lyssky aftaler. Her træder spillets store dybde og flotte sammenvævede gameplay imidlertid igen i karakter, da sådanne aftaler hurtigt vækker skepsisen hos den intellektuelle fraktion på din ø.

Mer´ vil ha´ mer´!
Selve byggeprocessen kombinerer det visuelle overblik fra Railroad Tycoon II med kompleksiteten fra deciderede byggesimulatorer. Landbrugene og minerne bør placeres hvor de pågældende afgrøder bedst kan gro, og flest mineraler kan findes, og samtidig skal beboerne også bo tilstrækkeligt tæt på arbejdet. Med tiden stiger indbyggernes krav imidlertid, og snart lyder kravene på alt muligt, lige fra luksuriøse villaer, kasinoer og kraftværker til storslåede katedraler og tv-stationer - fælles for alle disse bebyggelser er dog, at de på en eller anden front naturligvis vil betyde en øget kapital, og derved også større procenter til dig selv. Alt i alt tilbyder Tropico over 60 forskellige bygninger, og med et hav af forskellige indstillingsvarianter og udvidelsesmuligheder skal selv den mest hærdede Kurt Thorsen-aspirant nok få sin byggesult stillet.

Copa Cabana
Visuelt har PopTop software benyttet en forbedret version af S3D-grafiksystemet fra Railroad Tycoon II, og denne grafiske overhaling bærer spillet tydeligt præg af. Det er nu muligt at zoome helt tæt ind på begivenhederne og eventuelle yndlinge eller problemskabere iblandt befolkningen, og derved opleve den social interaktion, som bliver levendegjort via en række letforståelige tegninger. Den tropiske stemning understøttes samtidig flot af de smukke, realistiske bygninger, flotte animationer af indbyggere og det sprøde lydspor (traditionel afslappende, sydamerikansk muzak), programmørerne har integreret.

Underholdning for alle cigarerne
Til trods for ovennævnte ubeskårede skamros er Tropico imidlertid ikke perfekt. Spillet har problemer med at finde sin sande målgruppe, og samtidig har gameplayet en tendens til at blive lidt monotont med tiden. Når alt kommer til alt er dette dog marginaler, og er man inkarneret tilhænger af denne genre, er PopTops seneste genistreg helt klart et nærmere kig værd, hvis ikke for andet så for den tykke stemning og de komplekse bygningsmuligheder.