Årets Spil 2006

Så er det på tide, vi atter sprænger proppen på en dyr flaske champagne og kigger tilbage på spilåret 2006. Et år, der ligesom så mange andre har budt på fantastiske spiloplevelser, store overraskelser og ikke mindst skuffende og bare ekstremt dårlige spil. Men 2006 er ikke et år ligesom alle andre. 2006 var året, hvor vi for alvor trådte ind i næste generation. Starten på spilåret markerede den sidste afsked til forrige generation, med en række prominente spiltitler som blandt andre Black, der lige fik suget de sidste kræfter ud af konsollen, og {Psychonauts}, der beviste, at den gode og spøjse fortælling stadig havde en plads i verden. For slet ikke at glemme det fortrinlige {Shadow of the Colossus}, der gjorde den aldrende PS2 stor ære.

Derudover har 2006 ellers stået i den næstegenerations tegn. Mens vi har ventet på både Nintendo Wii og PlayStation 3, så har Xbox 360 fået indsamlet en hel del momentum og startede året stærkt ud med spil som {Ghost Recon: Advanced Warfighter} og det majestætiske rollespil, {The Elder Scrolls IV: Oblivion}. Der har ligeledes huseret et par af årets største skuffelser, ikke mindst den legendariske Mizuguchi’s {Ninety-Nine Nights}, som slet ikke kunne leve op til hans ry. Alligevel skulle der næsten gå 365 dage, før årets højdepunkt blev lagt til rette. Den karismatiske Cliffy B og resten af holdet hos Epic, kunne i november endelig smide det længe ventede {Gears of War} på gaden, og vi var øjeblikkeligt solgte. Spillet var en action-drevet tour de force, og markerede sammen med den oversøiske lancering af PS3 og Wii, den sande indgang til næste generation.

Den intense konsolkrig på det håndholdte marked tog ligeledes fat, og både Nintendo DS og PSP spyttede nogle fremragende spil på gaden. Et originalt Super Mario Bros. så for første gang i femten år dagens lys, mens Sony indtog alle gameres hjerter med deres små nuttede LocoRoco’er. Efter at have gennemrodet alle vores spilminder, har vi fundet creme de la creme for spilåret 2006, og med endnu flere fremragende spil i sigte, er der kun ét at sige: Vi ses i 2007!

Årets Spil

Gears of War er og bliver årets spil. Smukt, hæsblæsende og ekstremt opslugende.

1. Gears of War
Hype er en underlig ting, en uhåndgribelig definition af et eller andet, der snakkes meget om, og som på et eller andet tidspunkt når kvalmegrænsen. Er Gears of War hypet? I så fald skal det være de godt 30 screenshots, der er udsendt i løbet af de sidste to og et halvt år, der har gjort udslaget. Epic Games har nemlig gennem hele processen holdt kortene tæt ind til kroppen. Ingen demoer over Xbox Live Marketplace, fremvisningerne har været holdt til et minimum, og besøgene hos den amerikanske udvikler har været få og langt imellem. Hvis Gears of War har været unødvendigt hypet, så er det læserne verden over, og ikke Microsoft eller Epic Games, der har gjort det.

Men alle spekulationer om, hvorvidt spillet bare var tom, overproduceret luft, forsvandt så snart skiven blev lagt i maskinen, og Fenix’ liv som COG-soldat begyndte. Gears of War er et af de mest ambitiøse spil i mange år, et amerikansk superprodukt, der stinker af diesel, svælger i opsvulmede muskelbundter og leverer non-stop action fra det øjeblik, du reddes ud af fængslet af din ven Dominic til det tidspunkt, hvor du står ansigt til ansigt med RAAM. Styringen er stram, intuitiv og har alligevel nok spændevidde til at lade dig spille på din egen facon. Våbnene, hvoraf Fenix’ Lancer, komplet med brummende motorsav, nok er et af spilhistoriens mest givende våben, ligger godt i hånden og er strålende i både single- og multiplayerdelen.

Sammen med en teknisk side, der overgår alt andet set på konsollerne, og som samtidig sætter mange andre udviklere i skammekrogen, er det svært ikke at blive smaskforelsket i Gears of War. Det hele glider flydende, planeten Sera ser strålende ud i en kombination af det gamle Rom og nutidens Prag, mens animationerne af både Marcus, Dom og Locust-horden er fremragende realiseret. Ligeså fantastisk bliver det, når du lader geværet brøle og musikken summe ud gennem surround-anlægget. Epic kan noget med lydchippen i X360, som ingen andre har opdaget, og det giver pote. Gears of War er uden tvivl årets bedste, mest hæsblæsende og flotte spil.

2. The Elder Scrolls IV: Oblivion
For nogle var Oblivion kedeligt, ensformigt og bygget op omkring en række træge A-B opgaver. For andre, heriblandt det meste af redaktionen, var spillet en åbenbaring, en eventyrlig og middelalderlig legeplads, hvor pladsen var uendelig og mulighederne overvældende. At ride ud i Bethesdas smukke verden, kun bevæbnet med et sværd og et skjold, i jagten på eventyr, var intet mindre end fantastisk. Med knejsende bjerge, bundløse søer, enorme byer, mystiske huler, hjemsøgte skibe og ældgamle ruiner, var der nok at tage fat på. Vi stjal heste, mødte raslende skeletter og slibrige orker, blev usynlige, rejste gennem de blodrøde Oblivion-porte, nedkæmpede horder af dæmoner og forsøgte at redde kejserdømmet fra total ruin. Grafik er ikke alt, men i Oblivion har Bethesdas sans for detaljer givet pote. Tusindvis af smukke steder, fyldt til randen med skatte, kæmpestore byer fyldt til randen med liv, gør Oblivion til enhelt ufattelig overvældende og uforglemmelig oplevelse. Selv hvis du starter forfra og laver et nyt spilavatar, er oplevelsen ikke helt den samme. The Elder Scrolls IV: Oblivion er rollespillenes Grand Theft Auto, et spil, der vil have stor indflydelse på fremtidens mange eventyr og som vil blive kopieret i uendelighed.

3. Shadow of the Colossus
Shadow of the Colossus kom ikke snigende i skyggen som dens sjælelige forgænger ICO fire år tidligere. Den var ventet, og det med spænding. Anmeldelserne skuffede da heller ikke i historien om Wander, der måtte besejre 16 Colossi for at give livet tilbage til sin udkårne. Og mens resten af året, for en stor dels vedkommende stod i næste generations tegn, har Shadow fået sin helt specielle plads på ranglisten og henvist adskillige teknisk overlegne titler til sekundære pladser, på grund af sin sanselighed og sjæl. For mens grafikken var i højsædet hos de overlegne konsoller, blev PS2-maskinen brugt til at levere en fortælling, der emmede af atmosfære og personlige skæbner. Hvor Alice i Eventyrland og Palle alene i verden dominerede i ICO, var det som i konsollernes kamp David mod Goliath i Shadow of the Colossus. Shadow viste vejen i en eventyrlig fortælling.

Årets Teknik:

Gears of War trækker virkelig på kræfterne i Microsofts Xbox 360.

1. Gears of War
Det sker kun en sjælden gang, at et spil tager så stort et kvantespring inden for teknisk kunnen, at selv spil et år væk blegner i forhold til. Med Gears of War gjorde Epic det umulige og stadfæstede tidens tekniske vidunder, som med rette markerer Xbox 360, som en næstegenerationskonsol. For at bruge et tilbagevendende udtryk, så er Gears of War blødende smukt på alle punkter - taler vi de stemningsskabende dynamiske lys og skygger, enormt detaljede omgivelser og karakterer eller smukke animationer. Teknisk set overgår Gears of War alt, hvad man hidtil troede, var muligt, og selvom vi ved enhver fremvisning gang på gang har tabt kæben, så havde vi stadig svært ved at tro vores øjne, da vi selv fik mulighed for at kæmpe os igennem Locust-horderne. Gears of War beviser, at grafik i et spil, ikke kun er ubrugelig pynt, men kan bruges til at skabe en medrivende cinematisk stemning, der suger spilleren ind i et storslået univers.

2. Black
Når de fleste udviklere vender snuden mod fremtiden, er der nogle som går imod strømmen og leverer en præstation, som overskrider de tekniske muligheder. I PS2’ens efterår beviste Criterion, at den aldrende maskine, stadig havde en masse muskler at spille med. Tårnhøje bygninger faldt fra hinanden som et andet Legosæt og luften fyldtes med skud, støv og resterne fra de sønderrevne huse. Black er et spil, som gjorde - og i en vis grad stadig gør - en del næste-generationstitler til skamme, og markerer sig som den største tekniske præstation i sidste generation.

3. Daxter
Jak’s behårede ven fik endelig sin debut som solo-figur i et af årets bedste PSP-udgivelser, der samtidig beviste, at Sony’s håndholdte sagtens kunne måle sig med de flotteste PS2-spil. Naughty Dog-flygtningene fra Ready at Dawn lavede en tro kopi af Haven City, som vi bedst kender det, og lod sig ikke holde tilbage af konsollens begrænsninger. De enorme baner blandet med et stort antal karakterer og flydende animationer, gjorde Daxter til en sand fornøjelse at sidde med i hånden, og har samtidig lagt den grafiske standard for fremtidige spil på PSP.

Årets Design:

Sonys stemningsfyldte spil er en vaskeægte designperle. Ekstrem smukt og dragende.

1. Shadow of the Colossus
Sand, sten, klipper og indimellem tåge, vandfald, oliekilder og, nåja, de rå og imponerende kæmper, som får det til at runge for hvert skridt de tager. Shadow of the Colossus virker ved første øjekast som et grafisk skrabet spil, men det bliver hurtigt klart, at spillet ligesom ICO har sin egen stil. De gigantiske landskaber er stemningsmættede og længselsskabende, og når en collosi omsider overtager scenen virker området pludselig meget mindre. Man føler en- og tosomheden i det glemte land, når eftermiddagssolen skinner på de store vidder, eller når en kæmpe i det fjerne hastigt nærmer sig; SOTCs design er dybt, simpelt og overdådigt. Præcis som spillets 16 egentlige hovedpersoner er designet stort og smukt.

2. {Loco Roco}
Nogle gange er mindre mere og i tilfældet med Loco Roco er orange klatter, et irgrønt græstæppe og en smuk, nærmest uendelig blå himmel, alt der skal til. Fra det øjeblik vi så de første screenshots til det tidspunkt, hvor de små Loco Roco’er trillede hen over widescreen-skærmen, var der ingen tvivl: Loco Roco har et ekstrem begavet, universelt og indbydende design. Børn såvel som voksne falder direkte for de små klatter, og uanset om du finder selve ideen om at skulle vippe en tegneserieverden frem og tilbage indbydende, så kan du ikke lade være med at spille, ganske enkelt fordi Loco Roco er fabelagtigt kreeret.

3. Gears of War
Det hele startede hos svenske John Wallin, en koncepttegner, der også har haft fingrene nede i designet til Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay. Med et designdokument fra Cliff Bleszinski i hånden og en række billeder fra nogle af de smukkeste byer i verden, startede Wallin Photoshop op og skabte ægte spilmagi. Planeten Sera får helt nyt liv med Wallins ideer som grundstammen i et spil, der holder igen med farverne, men øser på med smukke arkitektoniske detaljer, et fremragende figurdesign og et skræmmende design af fjender. Storhed og fald samles i et og samme spil, og vi er mere end normalt imponerede.

Årets Lyd

Tunge våben, bombastisk musik og en fremragende brug af lydchippen.

1. Gears of War
Hvordan kan et spil, der kun får 8 i lyd ende som årets største lydoplevelse? Svaret er enkelt. Vores chefredaktør lever i stenalderen; mens han har en lækker faldskærm, så maltrakteres lyden af bittesmå højttalere, noget, der slet ikke kan afsløre dybden eller spændevidden i Gears of Wars fabelagtige lydtapet. Derfor har vi væltet ham af pinden og taget styringen over denne kategori - og det er grunden til, at Gears of War vinder denne kategori. Stemmerne er fremragende, indtalt med stor forståelse for manuskriptet, lyden af en brummende motorsav, der flænser en intetanende Locust-soldat over, giver kuldegysninger hele vejen ned af rygsøjlen, mens militærmusikken får os til at skyde brystet frem og drømme om et liv som specialtrænet læderhals. Lydchippen i Xbox 360 kan bruges på mange måder, men ingen, heller ikke årets tredjeplads i denne kategori, er bare i nærheden af at bruge så mange facetter af lyden, som Gears of War gør. Fremragende.

2. {Company of Heroes}
Find et par gode hovedtelefoner, sæt dig til rette i kontorstolen og grib musen, så hører du hvorfor Company of Heroes indtager andenpladsen. Tag dem bagefter af, lad dit surround-anlæg levere baggrundstapetet og spil det igen. Kan du høre det? Relic har skabt et spil, der på alle niveauer leverer en toppoleret sonisk oplevelse, uanset dit udstyr. Lyden af en kanon der affyres, river godt i mellemgulvet, mens en rullende, dieseldrevet kampvogns brummen, kan få sveden til at pible frem på panden. Kæd det sammen med en helt fabelagtig lydmæssig stemning og du har grunden til, at vi giver det andenpladsen.

3. Call of Duty 3
Selvom Call of Duty 3 måske i de første minutter mest af alt minder om et lydmæssigt kaos, så går der ikke længe, før du finder hoved og hale på det hele, og begynder at nyde de små detaljer. Det ene øjeblik suser et projektil forbi dine ører, mens du det næste kan høre ekkoet fra en granat, der går af i en sønderskudt kirke. Selv fjendens våben, der har hver deres lyd, kan afkodes udelukkende ved at lytte til det brag, de giver. Sammen med et fabelagtigt soundtrack, der stiger i intensitet, som spillet skrider frem og gode, troværdige indtalte stemmer, er der ingen tvivl om, at Call of Duty 3 skal have tredjepladsen.

Årets Musik

Shadow of the Colossus fortryller dig med sine fabelagtige toner. Årets musik uden tvivl.

1. Shadow of the Colossus
Sjældent har et spil i den grad haft sit eget kunstneriske udtryk som Shadow of the Colossus. Det gælder også musiksiden, hvor lydsporet er særegent og fængende. Hvad der minder om en blanding af en harpe og en balalajka, bliver hurtigt akkompagneret af en panfløjte, da en kondor flyver hen over Wander og hans hest. Melodien ekkoer mellem bjergene, og man bliver straks klar over, hvor signifikant en rolle musikken har i denne historie. Fra det buldrende, når Wander har fundet en Colossi over det bombastiske under hans kamp med selv samme, og til det dramatisk forførende ved kæmpens dødsdans. Musikken i Shadow har følelserne og hjertet med, mere end noget andet spil, og det tjener til udviklernes ros, at de i den grad har sat betydningen af lydsporet på lige fod med det øvrige design. Hvis det ikke var for de evigt bevægelige kolosser, havde man ind imellem lyst til bare at stå toppen af denne, kigge ud over landskabet og lytte til musikken.

2. Loco Roco
"Pocaratja am bernee, pocareef tjika darie tree..." synger de små stemmer, mens ekstrem funky guitar og et par klappende hænder ligger rytmesporet. Sådan startede vores anmeldelse af Loco Roco, og det er der en grund til. Musikken i Loco Roco er halvdelen af oplevelsen, en masse sludder sunget ind over noget af de mest smittende numre, du nogensinde har hørt. Musik så irriterende ligetil, at du nynner den adskillige timer efter maskinen er sat til opladning. Det ene øjeblik er lydsporet funky, upbeat og dansabelt, det næste uhyggeligt med klagende skrig og hånlig latter. Volapyk har aldrig været sunget smukkere.

3. The Elder Scrolls IV: Oblivion
Musikken i Oblivion er måske ikke overraskende anderledes. Et kæmpe strygerensemble leder vejen til smukke, storladne arrangementer, der lader dig drømme om rigdomme, for længst glemte ruiner og legendariske monstre. Men hvor hvert nyt sted du kommer og for hver gang du starter spillet op, finder du nye lag i musikken, små ændringer der underbygger det grafiske landskab på skærmen, et temposkift der lader dig vide, at der er fjender i nærheden og en række molakkorder til at sætte stemningen i en blæksort hule. Jeremy Soule ved hvad han gør, og han gør det fremragende.

Årets Overraskelse

Ud af ingenting kom de små, orange klatter og de vandt med det samme vores hjerte.

1. Loco Roco
Hvem skulle nogensinde have troet, at et dusin halvfede gelé-kugler kunne trække så meget på smilebåndet og levere en så unik og komplet oplevelse, der samtidig ville revolutionere platformsgenren. Sony’s engelske afdeling overraskede alle, da de små, søde LocoRoco’er trillede ind på skærmen og fik din PSP til at dreje rundt af bar glæde. Med en lang række udfordrende og ikke mindst skøre baner, der alle bød på masser af spilglæde, fik Loco Roco hurtigt plads i enhver platform-elskers hjerte, og spillets hyldest til mekanikkens smukke sammenhængskraft, ville have modtaget klapsalver fra selveste Storm P. LocoRoco er et af de originale og innovative spil, man som anmelder og spilelsker ofte skal lede alt for længe efter, og når det lykkes i en så fornem grad, så er det svært ikke at være begejstret. De skuffende salgstal skal endelig ikke afskrække Sony: Vi kan ikke få nok af de bløde, hoppende, syngende og dansende kugler.

2. {Dead Rising}
Det er et velkendt faktum, at overdreven hype kan dræbe et ellers udmærket spil, og det faktum forstod Inafune og Capcom med Dead Rising. Spillet var en komplet skuffelse på sidste års X05 og manglede retning, selvforståelse og ikke mindst en idé. Derfor har det været enormt befriende at se, hvordan Inafune på under et år har kunnet vende spillet 180 grader og gøre det til et mesterværk med innovative påfund, masser af humor og action, og ikke mindst rigtig mange timers sjov med zombier i et storcenter. Dead Rising har sandelig rejst sig fra de døde.

3. Brain Training: How Old Is Your Brain
Vi ved alle, hvor kedeligt det er at gå i skole. I årevis har man forsøgt at gøre undervisningen interessant, men forgæves, og alligevel gjorde Nintendo træning af hjernen til en yderst underholdende oplevelse med Brain Training. Som en perfekt match til Nintendo DS, er Brain Training din evige kompagnon på alle slags rejser og holder din hjerne i gang selv i de mest dræbende situationer, uden at du på noget tidspunkt keder dig. Hvis man gjorde Brain Training til udgangspunktet for fremtidig undervisning på de danske skoler, spår vi en stor fremtid for ungdommen.

Årets Online-spil

Revive og bleed out-elementet tilskynder samarbejde. De små baner gør det hæsblæsende.

1. Gears of War
Umiddelbart så lyder en traditionel otte-mod-otte deathmatch og et smalt udvalg af konfigurationsmuligheder, ikke ligefrem som den mest ophidsende oplevelse i verden. Alligevel har det ikke været svært for Gears of War også at løbe med førstepræmien i denne kategori. Revive-funktionen indgyder samspil i stedet for solorytteri, mens bleed out-elementet gør det muligt for dig at overleve i længere tid. Epic har desuden formået fuldstændig at fordreje den traditionelle deathmatch og gøre den til et hurtigt, men intimt og intenst sammenstød, hvor taktik og strategi er nøglen til succes. På nettet lader Gears of War dig aldrig hvile på laurbærrene: Man skal hurtigt kunne skifte mellem offensiv og defensiv taktik, lære at forstå modstanderens intentioner, kende alle banernes mindste afkroge og holde sig konstant orienteret om både sine med- og modspillere. Gears of War online er den virtuelle sofa i levende live, og vi fanger stadig os selv i at udstøde et "Oh YEAH BABY!", når vi lige har skåret modstanderen til hakkekød med motorsaven.

2. Ghost Recon Advanced Warfighter
Selvom Ghost Recon: Advanced Warfighter var mere end en komplet singleplayer-oplevelse, så leverede Red Storm hele den multiplayer-pakke, som man kunne håbe. Med et utal af konfigurationsmuligheder, kunne man enten drage på eventyr på nettet sammen med en ven i en lang række co-operative missioner, eller gøre den klaustrofobiske guerillakrig fuldendt med spændingsfyldte 16-personers kampe. Senere downloads har kun gjort oplevelsen bedre, og vi er stadig ikke blevet trætte af at konkurrere om, hvem der kan nå at plaffe flest terrorister over nettet, før tiden løber ud.

3. {Battlefield 2142}
Med et nyt fremtidstema, tog svenske Digital Illusions et stort skridt væk fra de tidligere realistiske temaer. Selvom Battlefield 2142 i høj grad stadig fungerer som de forrige spil i serien, så var det et dristigt skridt, som kun kan belønnes med stor ros. Den troværdige opsætning blandet med interessante koncepter som mechs og kæmpe luftskibe, har udviklet genren til en endnu mere mindeværdig oplevelse, og med de udbyggede statistikker og forbedrede klan-muligheder, har flere på redaktionen allerede meldt sig til tjeneste i fremtidens storslåede krige.

Årets håndholdte spil

Sjovt, flot og ligesom Mario altid har været. Vi elsker at starte vores Nintendo DS op.

1. {New Super Mario Bros.}
Det er svært ikke at blive smittet af New Super Mario Bros., der på fineste vis griber dybt i kisten, hvor klassikere som Super Mario Bros. 3, Super Mario 64 og Yoshis Island befinder sig. Det er et spil, der på en og samme tid bruger hele bagkataloget af erfaringer og fusionerer det med alt det, der gør Nintendo DS til en unik, håndholdt konsol. Lagene i New Super Mario Bros. er mange, og som du kommer længere og længere ind i spillet, går det op for dig, hvor veldesignet hele oplevelsen faktisk er. Et fremragende design, en god kontrol, der spænder over både stylus-pennen og styrekrydset, samt en del sjove opgraderinger, gør det enormt givende. Thomas Nielsen sagde følgende i sin anmeldelse: "Som fan har jeg digitale sommerfugle i maven, hver gang jeg styrer Mario ud i skæbnesvangre situationer, og som gameplay-fanatiker, smiler jeg, hver gang Nintendo legende demonstrerer deres overlegenhed i forhold til konkurrenterne."

2. Loco Roco
Loco Roco kunne have været et flash-spil på nettet, så enkel er ideen. Men designet, musikken, den pixelperfekte kontrol og de tematiske baner, gør det til en dyr og velproduceret fornøjelse, der kun hører hjemme på PSP - Loco Roco er absolut summen af sine dele og lidt mere. At tage styringen over en orange klat, mens en funky bass lægger lydsporet og skulderknapperne forsigtigt trykkes ind, kan nærmest ikke beskrives. Du forsvinder ind i de små, uformelige dyrs verden, vipper til højre og venstre, mens du leder efter de mange hemmelige rum og gaver. En af årets absolut bedste spiloplevelser.

3. Daxter
Naughty Dog er teknikmestre, og det lader til at udbrydergruppen Ready at Dawn har fået det ind med modermælken, for deres første spilprojekt Daxter er en imponerende cocktail af strålende grafik, helt ustyrligt smukt stemmeskuespil og en velsmurt kontrol. At sende Daxter rundt i den formindskede udgave af Haven City, føles fremragende. Det samme gør de mange tematiske baner, fyldt til randen med aggressive bæster og faretruende hop. Det bedste er dog Daxters arsenal af opfindsomme våben, der har en stor spændevidde. Daxter er et fremragende spil, der på fornemste vis viser, hvad en PSP i virkeligheden kan.

Årets historie

Skævt, anderledes og helt igennem herligt spil med en fremragende historie.

1. Psychonauts
"Jeg har en god og dårlig nyhed. Den dårlige: jeg bliver nød til at fjerne din hjerne - den gode er at forsikringen dækker." Manden bag Psychonauts var ingen ringere end Tim Shaeffer, der havde {Grim Fandango} og Full Throttle bag sig. Psychonauts er en samling "hjerneagenter" under uddannelse på en sommerlejr. Såre mystisk skulle man mene, og det bliver bedre endnu. For ud over at tage på opdagelse i diverse hjerner og løse ’indre’ konflikter, skal vores helt, Raz også kæmpe med og mod sine læremestre, en tandlæge med hjernekirurg-drømme, en dedikeret mælkemand og mange flere. Faktisk kender persongalleriet vel ikke sit lige i noget som helst videospil til dato, og kommer måske heller ikke til det, da Hr. Shaeffer insisterer på ikke at lave opfølgere - hvilken skam. Karaktererne er så multi-facetterede, at de i sig selv ER historien. For det er de enkelte skæbner, der giver handlingen liv i en historie med et simpelt plot.

2. {Dreamfall: The Longest Journey}
Efter norske Funcoms roste The Longest Journey fra år 2000 vandt alle adventure-hjerter, blev opfølgeren Dreamfall imødeset med spænding. Med tre forskellige spilbare karakterer i hver deres futuristiske og spirituelle verden, var der lagt op til en stor oplevelse i et dybt univers. Og på trods af det lidt kiksede gameplay, var der ligesom i forgængeren meget at udforske i en eskapistisk verden. Masser af dialog og mangfoldige lokationer; ren adventure. Kun manglede en større forløsning mod slutningen af historien, hvilket er med til at trække Dreamfall ned på andenpladsen.

3. {Neverwinter Nights 2}
Selve historien er måske ikke radikalt anderledes, end hvad du kender fra andre rollespil; med galleriet af karakterer, du møder på din vej, hiver Neverwinter Nights 2 op over sine konkurrenter. Sindssyge, kamplystne dværge, storsnakkede tyve i stil med Lotte Heise og træelskende druider, er bare noget af det, du støder på i spillet. Hele vejen gennem eventyret balancerer Obsidian fint mellem det decideret absurde, stereotype og opfindsomme. Dialogen er fremragende skrevet, stænket til med en underliggende humor og drevet frem i et godt tempo. Tag du bare med på eventyr, du vil ikke fortryde det.

Årets Skuffelse

Selv med Tetsuya Mizuguchis indblanden var Ninety-Nine Nights skuffende.

1. Ninety Nine Nights
Med navnet Tetsuya Mizuguchi hæftet på projektet, forventes der straks noget specielt. Den tidligere producer hos Sega, der for nogle år siden stiftede Q Entertainment og straks ramte guldåren med {Lumines} og {Meteos}, har det med at tilføre spil et eller andet magisk. Men det var desværre ikke tilfældet med Ninety Nine Nights, der falder over sin egen rustning og fejlfremstammer sine formularer. Spillet kunne have været en sand grafisk opvisning, en slags Ringenes Herre i spilform, hvor massive hære mødes på slagmarken og du i rollen som general og umådelig kriger, viser vejen frem. I stedet fik vi et kedeligt, ekstrem ensformigt og tarveligt spil, hvor grafikken slet ikke levede op til forventningerne, den kunstige intelligens hos din hær og fjendens tropper var minimal, og vejen frem betød utallige tryk på samme knap. Det var en slags middelalderlig Dynasty Warriors, hæmmet af alt for langt mellem dine saves og en helt ustyrlig ringe historie. Skuffende.

2. {Chrome Hounds}
Mech-spil har aldrig haft en høj stjerne i Europa og de får det endnu sværere i kølvandet på Chrome Hounds, et spil der udkom til Xbox 360 tidligere på året, men som mest af alt føles som noget, der burde have været på gaden for fem-seks år siden. Grafisk er det brunt, tomt og uinspireret, gameplaymæssigt langsomt og animationerne af den tonstunge kæmper virker slet ikke efter hensigten. Dedikerede fans fandt trøst på nettet, men som tiden er gået er der nærmest ikke længere nogle online - og det er til at forstå. Sega har lavet en kæmpe brøler i Chrome Hounds, og vi er ekstrem skuffede.

3. Broken Sword 4
Det kan godt være at Revolution Studios har lukket og slukket, men det forhindrer ikke Charles Cecil i at fortsætte historien om George Stobbard. Desværre viser Broken Sword 4 med al tydelighed, at genren har brug for en forårsrengøring. Manuskriptet føles trægt og set mange gange før, turene frem og tilbage mellem spillets personer for at få den udløsende adgang til løsningen føles gammeldags, og interfacet synger på sidste vers. Vi er alle fans af point ’n click-genren og håber inderligt på at den igen får kronede dage, men at forcere det igennem uden omtanke, giver kun skuffelse på skuffelse.

Årets dårligste spil

Det var aldrig et spil og det var aldrig tilnærmelsesvis godt. Årets dårligste spil...der.

1. {50 Cent: Bulletproof}
Ja, hvad skal man sige? Det er længe siden, at et spil er blevet bygget op om så tåbeligt et koncept, som det Bulletproof bygger på, og når det kombineres med et forfærdeligt kamera, kedelige baner og ensformig, tynd action, kan det give enhver anmelder et unaturligt udtryk i ansigtet. Der er næsten ikke den ting, der ikke er i vejen med Bulletproof, der fra start til slut er meget svært at tage seriøst. Fra de latterlige mellemsekvenser i dit hood, til de utallige fejl og mangler, spillet byder på, er der ikke meget positivt at komme efter. Dertil føles det hele som én stor, interaktiv reklame for rapperen i hovedrollen, og det er næsten det værste. Lyt til hans musik, prøv hans tøjkollektioner, se hans musikvideoer og fat, at han er den ultimative gangster - det er, hvad spillet handler om. 50 Cent: Bulletproof blev med rette sablet ned af spilpressen verden rundt og det er derfor det ender på en ubestridt førsteplads.

2. {Rumble Roses XX}
Hvis du synes, at ideen om et wrestlingspil med storbarmede piger i bittesmå bikinier lyder god, så tag et iskoldt bad og tro om igen, for det er det ikke. Styringen er træg og tempoløs, og der er ingen progression eller dybde, det er sexfikseret pladder fra start til slut. Der er et engelsk udtryk, der hedder "beauty is only skin-deep" - det er vist meget passende for det her spil. Rumble Roses XX er et spil, der i sin tid fik en silikoneindsprøjtning, hvor det i stedet havde brug for en saltvandsindsprøjtning. Skidt hele vejen igennem.

3. {El Matador}
Her på redaktionen fortæller vi gang på gang om, at god grafik ikke er det samme som et godt spil, og er der et spil, der virkelig beviser dette, så må det være El Matador. På overfladen ser det indbydende ud, men der er absolut intet andet at komme efter. Der er større chancer for at dine med-betjente får dig slået ihjel, end der er for at de beskytter dig. Interessen for historien rammer lynhurtigt nulpunktet, og du kommer til at bruge længere tid på at loade spillets baner end på at spille dem, så går der ikke længe, før skiven bliver hivet ud af computeren.