Pluribus

Selvom hun synes, at hendes kiksede kærlighedsromaner er sjælløs skrald, er den kyniske forfatter Carol Sturka rimeligt tilfreds med sit liv. Så længe hun har sin elskede bogmanager Helen og en flaske whiskey ved sin side, er der intet i verden, som Carol ikke kan klare. Men da verdens pludselige undergang indtræffer, falder hele hendes verden sammen. Når en ny verdensorden etableres, bliver hun ikke bare en af de få egentlige mennesker tilbage på jorden - hun bliver også viklet ind i en telepatisk kollektivt bevidsthed, hvor hendes gnavenhed kan afgøre hele menneskehedens fremtid.

Det forklares i et hurtigt tempo, hvad der er sket i verden gennem nogle ekspositionsscener, men det er egentlig ikke særlig vigtigt at vide præcis hvorfor apokalypsen sker i Vince Gilligans nye mærkelige science fiction-komedie. Det handler snarere om, hvordan man mentalt håndterer, at ens individualitet er truet. Twilight Zone møder her kommunistrædsel fra Invasion of the Body Snatchers, men her med langt mere syrlighed, humor og skarphed. Gilligans Arkiv X-rødder ses tydeligt i seriens afklarede enkelhed, der minder om Damon Lindelofs seneste tankevækkende shows. Det er både sparsomt og muntert i sin melankoli. Det er nemt at sætte sig i Carols sted, når hun desperat forsøger at holde fast i det lille, der er tilbage af menneskehedens identitet og intelligens, mens verden brænder op.

I modsætning til Breaking Bad og Better Call Saul glider hovedpersonen her aldrig over i antihelterollen, hvilket er forfriskende. Better Call Saul-stjernen Rhea Seehorn skaber en desillusioneret karakter, som normalt ville tynge en med sin mørke verdensopfattelse, men som i denne nye undergangskontekst bliver menneskehedens alkoholiserede svanesang. Seehorn leverer en sjældent tragisk figur med tydelige fejl, lag og mål. Hun vil gøre noget ved situationen, men hvad kan man egentlig gøre, når slutspillet allerede er afgjort? Ville det være så slemt at kapitulere over for hendes ulideligt empatiske og velmenende undertrykkere, som kun ønsker at give hende al kærlighed og alle privilegier i verden? Konflikten ses tydeligt i Seehorns tårefyldte øjne, hvor hun konstant svinger mellem at eksplodere og vise medfølelse. En strålende præstation!

Apple TV har kun frigivet et par episoder indtil videre, men jeg kan virkelig godt lide det, jeg ser. Serien er tilpas skør til, at man driver af sted i spekulative "hvad sker der mon næste gang"-tanker, men også jordnær nok til at holde fødderne solidt plantet som seer. Pluribus er indtil videre uforudsigelig, original og underholdende på en lidt urolig måde i sin småskøre dystopi. Jeg vil med stort fornøjelse fortsætte med at følge denne science fiction-komedie. For tænk, om verdens giftigt positive undergang ikke var så slem alligevel?