The Running Man

Jeg har længe ment, at en del af årsagen til biografens gradvise forfald de seneste år skyldes manglen på store, uundgåelige blockbusters. Der mangler ganske enkelt de overdådige og episke film, der giver dig en grund til at forlade komforten i din egen sofa, sætte dig i en fyldt (eller oftere næsten tom) biografsal og mærke filmens magi igen. Det er ikke den eneste årsag til, at billetindtægterne falder, men det er uden tvivl en medvirkende faktor. Med det in mente er det derfor en fornøjelse at kunne sige, at du bør tage i biografen for at se Edgar Wrights The Running Man.

Hvis du i år har haft svært ved at finde en film, der virkelig fanger dig - eller bare en grund til ikke at vente fem uger på at se den derhjemme - så er denne eksplosive og bombastiske actionoplevelse en oplagt kandidat til et biografbesøg. Filmen er morsom, intens og fyldt med overdrevne præstationer - præcis som man håber det fra genren.

Baseret på fundamentet fra originalen med Arnold Schwarzenegger leverer Edgar Wrights moderne fortolkning alt, hvad man kunne ønske sig. Her er mindeværdige karakterer, fortryllende skuespil, skarp og vittig humor, der gør grin med forbrugersamfundet og leverer en satirisk kommentar til virksomhedskulturen, samt spektakulære og velkoreograferede actionscener, der får én til at hungre efter mere. Det er den klassiske actionopskrift, og her bliver den udført til perfektion - et hæsblæsende adrenalinkick, hvor man aldrig kigger væk.

Første akt af The Running Man byder på noget af det bedste, actiongenren har leveret i årevis. Her blandes intense følelser og hjerteskærende øjeblikke med voldsom action og humor, som både nye seere og fans af originalen kan nyde. Tempoet i filmens første halvdel er fremragende, uden et eneste øjeblik til at puste ud - meget takket være det stærke cast.

Glen Powell er en karismatisk og kraftfuld hovedrolleindehaver som "the running man", Ben Richards - en vred og frustreret mand, drevet til vanvid af verdens korruption og uretfærdighed. Hans raseri forstærkes af figurer som Josh Brolins Dan Killian, den kyniske leder af The Running Man-gameshowet, der kun lever for seertal. Hertil kommer en af Colman Domingos bedste præstationer til dato som den excentriske vært Bobby Thompson, Lee Pace som den ubarmhjertige jæger Evan McCone, og Emilia Jones som den unge kvinde, der uforvarende bliver viklet ind i spillets dødbringende verden. Kort sagt: Castet rammer plet hele vejen igennem.

Det er altså en solid actionoplevelse med imponerende visuelle effekter, mindeværdige skuespilpræstationer og flotte set pieces. Filmen er voldsom, overraskende, morsom og spændende - men den lider også lidt af samme svaghed som mange andre action-eposser: Den kan ganske enkelt ikke holde det ekstreme tempo hele vejen igennem. Den føles lidt som et fyrværkeri - du følger raketten, ser eksplosionen og bliver imponeret, før lyset til sidst toner ud. The Running Man er lidt på samme måde, men lige når du tror, at showet er forbi, hiver den et sidste trumfkort frem og leverer et brag af en finale. På den måde spejler filmens struktur faktisk selve gameshowet: et eksplosivt og vanvittigt åbningstræk, en roligere midte og en eksplosiv afslutning. Ujævnt, ja - men samtidig et resultat af filmens egne tårnhøje ambitioner.

Alt i alt er The Running Man dog en fantastisk action-blockbuster. Med en spilletid på lidt over to timer leverer den et uafbrudt, intens thrill ride, der konstant forsøger at overraske og holde dig på kanten af sædet. Den hylder originalen, men går samtidig sine egne veje - og castet leverer nogle af deres bedste præstationer til dato. Se den på det store lærred - helst i IMAX - for actionscenerne og set pieces er spektakulære, og du vil have det svært sjovt med at se, om Powells Richards kan gå hele vejen.