The Smashing Machine

Lad os gå lige til stålet. Uncut Gems-instruktøren Benny Safdie tager her udgangspunkt i den sande historie om MMA-stjernen Mark Kerr, og året er 1999. Kerr var lige fyldt 30 her. Dwayne "The Rock" Johnson er altså 53 år, idet han forsøger at spille en ung Kerr, selvom de i virkeligheden er næsten lige gamle, og her ligger et gennemgående problem med filmen for mig som livslang MMA-fan. The Rock gør alt i sin magt (og lidt til) for at overbevise os om, at han ikke er muskelbjerget fra Fast 8, Jungle Cruise, Skyscraper, Jumanji eller Hercules. Her er han et andet muskelbjerg - med følelser - og han skal forestille at være 30. Ærligt talt fungerer det ikke særlig godt, og på trods af hyldestkoret og tårer ved Cannes-festivalen har jeg svært ved at sluge ideen om en 53-årig rigid filmstjerne, der spiller et 30-årigt wrestling-fænomen.

Der er altså et centralt troværdighedsproblem, der får det til at ligne at castingen af netop The Rock fremstår som et mediestunt. Men det slutter ikke her.

Udover dette, og trods disse ret overfladiske klager som en surmulende intro, er det svært at forstå, hvorfor Safdie valgte 1999-2000 som fokusår i Kerrs liv, og hvorfor det netop blev Kerr, der skulle være hovedperson. Hans UFC-periode var efter min mening langt mere underholdende end de tre Pride-galaer, der portrætteres her, og hvis man skal være ærlig, burde filmen have handlet om hans bedste ven og mentor Mark Coleman i stedet. Coleman, "The Hammer", havde hverken problemer med oxycontin-misbrug eller en råbende, skør kone - hvilket cirka 92% af filmen kredser omkring - og derfor bliver det utrolig trivielt. The Smashing Machine burde have handlet om Mark Coleman, og det kan alle MMA-fans nok enes om.

Safdie er dog en dygtig instruktør og manuskriptforfatter, og ligesom i Good Time og Uncut Gems er han rå og næsten dokumentarisk i sin måde at strukturere scener og krybe ind under huden på karaktererne med kameraet. Klipningen er hurtig uden at blive stresset, og det er tydeligt, at Benny har forsøgt at presse de små gram "rigtigt" skuespil ud af sin hovedrolle. I en scene (når Kerr indlægges på hospitalet for overdosering og konfronteres med Coleman) fungerer det nogenlunde. Resten af tiden er Dwaynes præstation for basic, hans register for smalt til virkelig at kunne udtrykke den smerte, som findes på siderne af et ellers hæderligt manuskript. Kerrs misbrug bliver hurtigt overfladisk, slagsmålene med hans kæreste bliver affyret som pistolskud og ender med at føles smattet og realistisk på en kedelig måde uden at have substans. Dybden mangler; det bliver et overfladisk drama om vrede, der får Kerr til at fremstå som historiens største klynker.

Kampscenerne, når Kerr og Coleman udfører deres hypede Pride-kampe, er forholdsvis godt lavet, men også her mangler tyngde og kraft. The Rock er stiv i ringen og holder sig tilbage, så han aldrig rammer modstanderen ordentligt, mens Ryan Bader, som tidligere UFC/Bellator-veteran, imponerer med realistiske slag og fungerer overraskende godt som Mark Coleman. Emily Blunt gør sit bedste for at fremprovokere Dwaynes raseri, men hendes karakter er stereotyp, tynd og provokerende.

Jeg forstår ikke, hvorfor Safdie valgte Kerr fremfor mere interessante historier om Coleman, Shamrock eller Couture. Jeg forstår heller ikke, hvorfor fokus ligger på ét enkelt Pride-år i stedet for at give historien et bredere udsyn, og jeg mener, at fokus på en kort periode med opiatmisbrug er plat og effektjagende. Udover det flotte produktionsdesign, kostumer og 80/90'er-fotografi er der ikke meget at hylde her. The Rock kan ikke bære et tungt drama på sine veltrænede skuldre, og det fungerer ikke med en 53-årig bodybuilder, der prøver at spille en ung MMA-stjerne. For mig fungerer det ganske enkelt ikke.