Predator: Badlands

Predator: Badlands - den niende film i franchisen og den tredje instrueret af Dan Trachtenberg - beviser én ting: Der findes ikke kun én måde at lave en god Predator-film på. Alle tre af Trachtenbergs bidrag til serien (Prey fra 2022, den animerede Predator: Killer of Killers fra tidligere i år, og nu Badlands) adskiller sig markant fra hinanden - i hvert fald målt ud fra seriens sædvanlige standard, som ellers har haft for vane at gentage den samme formel igen og igen.

Badlands skiller sig mest ud, da den slet ikke har menneskelige karakterer. Elle Fanning spiller en android fra Weyland-Yutani - en lille hilsen til Alien-universet, men uden at det bliver til mere end det. Hovedpersonen er i stedet en Predator med navn - Dek - samt baggrund, personlighed og talte replikker, og han indtager for første gang rollen som "the good guy". Det kan i nogen grad virke fremmedgørende for seriens fans, da mange af de klassiske elementer - frygten og uhyggen ved ikke at vide, hvor monstret befinder sig, kampen for overlevelse under ekstreme forhold, de taktiske forsøg på at forsvare sig mod de dødelige rumvæsener - stadig er til stede, men her i en langt lettere og mere humoristisk form end normalt.

Plottet er simpelt: En ung Yautja (Predator-artens officielle betegnelse) tager til en fjendtlig planet - så ugæstfri, at selv græsset forsøger at slå dig ihjel - for at jage et af universets farligste væsener. Her møder han en halvt ødelagt, men stadig selvbevidst android spillet af Elle Fanning, og sammen danner de et umage makkerpar - den hårdføre, stille og kantede jæger og den livlige, snakkesalige og barnlige følgesvend, som forsøger at bløde hans kolde hjerte op. Sammen finder de en balance, hvor de begge lærer af hinanden. Dynamikken mellem de to - de taler forskellige sprog, og Predatoren har undertekster - giver anledning til masser af komik, og filmens tone er overraskende let og munter, i skarp kontrast til de tidligere films mere dystre og intense stemning.

Badlands føles faktisk tættere på en familievenlig eventyrfilm som The Mandalorian eller endda Guardians of the Galaxy. Det skyldes i høj grad Elle Fanning, der normalt spiller indadvendte og mystiske karakterer, men her får lov til at skeje ud som en lys og optimistisk android. Hun er en fornøjelse at se på, og hendes energi løfter filmen betydeligt - også selvom det, jeg må understrege, ikke er den slags oplevelse, man forventer af en Predator-film.

Det er heller ikke tilfældigt, at Badlands er den første film i serien med en PG-13-rating i stedet for R. Det hænger blandt andet sammen med, at alle kampscener udelukkende foregår mellem væsener og androider. Det betyder dog ikke, at filmen mangler brutalitet - mange, mange skabninger og androider bliver skåret i stykker og lemlæstet, og kameraet skjuler det ikke. Men når en android bliver flækket midt over, ser man ikke blod og tarme - kun hvide væsker og grønligt alien-blod - hvilket dæmper voldens visuelle slagkraft en smule.

Filmen byder på et væld af actionscener og er uden tvivl den mest actionfyldte i hele franchisen (på bekostning af gyset, som her er helt fraværende). Kampene er varierede, fyldt med forskellige væsener - store som små - og de imponerer med en sømløs blanding af CGI og praktiske effekter. Problemet er dog, at selvom de er spektakulære, er få af dem virkelig mindeværdige. Det forhindrer filmen i helt at hæve sig over mængden. En håndgemængsscene tidligt i filmen sætter barren højt, men resten når aldrig samme niveau. Selv klimakset føles en anelse for mørkt og uinspireret, trods en tydelig reference til en tidligere film i det... lad os sige... delte univers.

Den største udfordring for Predator: Badlands er publikums forventninger til, hvad en Predator-film "skal" være - og de elementer, som Badlands ikke leverer på samme måde som f.eks. Prey. Overgangen fra en overlevelsesgyser til en buddy movie mellem en Predator og en android på eventyr er et stort sats. Trachtenberg bryder formen inden for franchisens rammer, men han skaber ikke noget fundamentalt nyt, og det giver filmen en form for paradoks: Trods sin originalitet føles den ofte som den mest... generiske i serien.

Klichéfyldt og forudsigelig, ja - men stadig underholdende, sjov og energisk fra start til slut. Den er solidt instrueret og visuelt veludført, selvom actionen sjældent når op på et ikonisk niveau. Kvaliteten er dog på højde med Prey, og slutningen lægger op til flere spændende eventyr i Predator-universet - hvis publikum altså tager godt imod Disneys forsøg på at åbne serien op for et bredere og mere mainstream publikum.