Bloodrayne

Mens andre instruktører svinger i deres valg af film og nogle gange i deres evner til at hive visionen op på det store lærred, så er Uwe Boll i det mindste til at regne med. Hans film, der inkluderer alt fra den ekstrem pinlige House of the Dead til den vanvittig ringe Alone in the Dark, er bare dårlige - altid. De er dårligt instruerede, skuespillerne virker ligeglade og uoplagte, manuskriptet er rædselsfuldt og dialogen træg og unaturlig. Desuden er de klippet uden sans for tempo eller æstetik. Det er også tilfældet for BloodRayne, Majescos femme fatale, der i spilkredse solgte rigtig godt, men som film brager igennem selv den hårdeste cementgulv. BloodRayne er som film helt absurd ringe, og det siger ikke så lidt, når jeg på det seneste har trukket mig gennem fanskabte zombiefilm og tarvelige gysere.

Drejebogen er til at overse og der går ikke længe, før historien om BloodRayne (Kristanna Loken), der søger hævn over vampyrens konge, kedede mig ustyrligt. Samtidig er de kampscener, filmen har helt unødig dårligt koreograferede og skuespillet er, til trods for et par store navne og semi-store navne, helt ude i skoven. Men okay, hvad kan en ensom Ben Kingsley stille op, når han er på lærredet med Meat Loaf, Udo Kier og den, tilsyneladende i glemmekassen fundne Michael Paré? Selv Billy Zane, der fra tid til anden har været tålelig, er til at klukke over. Filmens holdepunkt bliver i stedet den omtalte sexscene mellem Kristanna Loken (du ved, tøsen fra Terminator 3) og den mandlige hovedrolle, men selv den er ikke i nærheden af at kunne løfte filmen bare en smule. Bryster har vi nok alle sammen set før, og sikkert også bedre. Desuden er scenen, igen, ligeså unødvendig som stort set alt andet, der er proppet ind i BloodRayne. Og det undrer mig, når nu det er Guinevere Turner, kvinden bag manuset til bl.a. American Psycho og Go Fish. Hun har vist, at hun kan skrive og adaptere, men med dette projekt knækker hun nakken.

Har du det, ligesom jeg har det med Uwe Boll, så er du nødt til enten at se filmen, bare for lige at kunne grine hysterisk i halvanden time, eller løbe skrigende bort bagefter. Der er masser af guld i den til utallige samtaleemner og den burde være obligatorisk på enhver skole, hvor man uddanner nye instruktører, skuespillere og manuskriptet forfattere under kursusnavnet: "Sådan kan det også ende, hvis du ikke hører bare en smule efter". Jeg kan kun frygte for hans næste projekt, Dungeon Siege.