Gamereactor

Gamereactor
Hardware

Test: Sony Ericsson K320i

Står du og mangler en mobiltelefon men har ikke de store penge at bruge på projektet? Stiller du ikke de store krav til hvad telefonen skal kunne udover de mest nødvendige funktioner? Hvis du kan svare ja til begge dele, så er Sony Ericsson K320i måske noget for dig.

Sony Ericsson K320i er ifølge Sony Ericsson selv, en telefon til businessfolket med brug for at være "connected" til enhver tid. Telefonen indeholder funktioner som en forretningsmand vil finde nyttige; kalender, Bluetooth, e-mail og lignende, men hvor businessmanden nok stiller sig tilfreds, kræver gadgetklovnen i mig noget mere.

Mange af funktionerne i telefonen vil de fleste i dag nok betegne som standard, men selvom vi befinder os i den billige ende hvad mobiltelefoner angår, havde jeg alligevel troet at der var mere gods i de billige modeller.
Hvad angår størrelsen, så er telefonen ikke ret stor og ligger egentlig godt i hånden. Knapperne er nemme at trykke på, selvom de sidder lidt tæt, og jeg bryder mig ikke synderligt om joysticket; Det ligger for dybt, og er derfor svært at styre præcist. Tænd/sluk knappen er heller ikke alt for stor, og derved besværlig at trykke på.

Som navnet også antyder, har Sony Ericsson K320i selvfølgelig et indbygget kamera, men som med de andre features telefonen byder på, er der også her tale om en standardløsning. Vi får derfor et indbygget VGA-kamera, en standard jeg ellers troede vi havde lagt på hylden for længst.

Når man skal vurdere kvaliteten af en telefon, er det selvfølgelig også vigtigt. at kigge på hvem den er tiltænkt - hvem er målgruppen. Som udgangspunkt vil jeg derfor mene, at telefonen rammer nogenlunde. Den har nogle funktioner, som den målgruppe Sony Ericsson selv nævner, må være interesseret i, og kan foreslås som et alternativ til andre mærker i den billigere ende af skalaen. Det er en budget-mobil, på lige fod med Nokias 3310 var i sin tid, ganske vist med lidt flere ting tilføjet.

Der er tilføjet en del funktioner i årenes løb, farveskærmen og kameraet som de mest fremtrædende, og det taget i betragtning er K320i slet ikke så dumt endda. Jeg tror desværre bare, at mange, ligesom mig selv, allerede er blevet vant til bedre og derfor forventer og forlanger noget mere.

Hvorfor satse på gammel teknologi når den nye nu er tilgængelig?
Prisen, derfor.
Sony Ericsson K320i kommer i 3 farver og koster lige omkring 1000 kroner i butikkerne.