Good Boy

Nogle gange kan man ikke lade være med at blive imponeret over, hvor opfindsomme nogle mennesker egentlig er - for der er noget vidunderligt vanvittigt over at beslutte sig for at lave en gyserfilm med en hund i hovedrollen. Det står i skarp kontrast til en ellers ofte stillestående genre, hvor gamle idéer bliver genbrugt og genfortalt igen og igen. En lind strøm af sjælløse, letfordøjelige historier, der oftest handler mere om at tjene hurtige penge end om at engagere og udfordre seeren.

For det er netop det, {Good Boy} formår at gøre. På papiret lyder det måske bare som en charmerende gimmick og ikke meget mere. Men skaberne, anført af Ben Leonberg, formår at levere så meget mere end det. I {Good Boy} finder vi en historie fyldt med melankoli og personlighed, krydret med enkelte gys og urovækkende øjeblikke - fortalt udelukkende fra hunden {Indy}s perspektiv og helt uden egentlig dialog. Med andre ord: her er ingen dårligt computeranimerede, talende hunde.

{Good Boy} prøver heller ikke at genopfinde den dybe tallerken. Filmen er i bund og grund en simpel fortælling om en mand, hans hund og et hjemsøgt hus ude på landet, hvor en mørk entitet holder til. Vi følger {Todd}, en ung mand med en kronisk lungesygdom, der har arvet sin bedstefars gamle hus - et sted, der rygtes at være hjemsøgt. {Todd}s søster minder ham konstant om det og ringer bekymret for at høre, hvordan det går med ham.

{Todd} selv affejer det hele som overtro, som de fleste nok ville gøre. Men efterhånden som hans sygdom forværres, bliver mørket i huset mere håndgribeligt og aktivt. {Indy} opfører sig som enhver anden trofast hund: han følger sin ejer overalt, piber bekymret over de dybe hosteanfald og ser hjælpeløst til, mens helbredet forværres. Men mere end noget andet sanser {Indy} den onde kraft, der lurer i huset - den, der bevæger sig mellem skyggerne, iagttager i stilheden og trænger ind i drømme.

Og allerede få minutter inde i filmen, når {Indy} begynder at høre og se ting, stirrende ud i den tomme luft, får man som dyreejer en ubehagelig fornemmelse i maven. Det er et fænomen, som alle hunde- eller katteejere nok har oplevet - når ens firbenede ven pludselig stirrer mod et hjørne eller en tom døråbning, og man tænker: hvad er det egentlig, de ser? Dette udnyttes ekstremt effektivt her af filmskaberne, som skaber ægte ubehag, der kryber ind under huden.

Det hele kombineres med enkel, men effektiv kameraføring, et stramt og afdæmpet manuskript og et sparsomt, men stemningsfuldt soundtrack, der løfter scenerne med få, velvalgte toner. Filmskaberne gør et imponerende stykke arbejde i at filtrere så mange mennesker som muligt væk og konstant vise verden fra {Indy}s synspunkt - hvor meget er ude af fokus, eller hvor man kun får glimt af helheden, aldrig det fulde billede.

{Indy}, spillet af Nova Scotia Duck Tolling Retrieveren af samme navn, er naturligvis filmens store højdepunkt og leverer (måske) det bedste hundeskuespil nogensinde - hvis man altså kan tale om sådan noget. Alle reaktionerne føles naturlige, og det faktum, at der ikke er brugt et eneste gram CGI til hunden, er dybt imponerende. Hans tilstedeværelse løfter og tilfører et særligt twist til, hvad der ellers kunne have været en ganske almindelig "hjemsøgt hus"-film, og gør den til noget helt unikt. Historien bærer desuden tydelige paralleller mellem husets overnaturlige elementer og uundgåeligheden i {Todd}s sygdom - som bliver et slags billede på at kæmpe mod noget, man ikke kan kontrollere.

Set fra {Indy}s perspektiv bliver det hele endnu mere hjerteskærende, når han magtesløst må se sin elskede ejer blive dårligere og dårligere. Især mod slutningen er der scener, der rammer hårdt - især for dyreejere - og som spiller direkte på følelserne og den smertefulde erkendelse af at skulle give slip. Det er et gennemført stykke håndværk, med en spilletid på blot 75 minutter, der fokuserer på det vigtigste og ikke meget andet. En del står åbent hen, men for de opmærksomme er der små detaljer i baggrunden, der udfylder nogle af hullerne - dog langt fra alle.

Om det er en styrke eller en svaghed afhænger helt af seeren. Hvis du foretrækker en historie, der bliver serveret på et sølvfad, er {Good Boy} ikke noget for dig. Filmen kan også føles langsom til tider, trods den korte spilletid, fordi den i så høj grad bygger på visuel og lydløs historiefortælling. Men i sidste ende viser Leonberg med {Good Boy}, at han har sans for både detaljer og fortælling - og en klar forkærlighed for det eksperimenterende. Man kan kun håbe, at han fortsætter ad samme vej, for {Good Boy} er uden tvivl en af de mest originale og hjerteskærende gyserfilm i lang tid. Den er stram, intelligent og ufatteligt charmerende.