Family Guy

Humor i spil er lidt af en balancegang. Enten laver man subtile jokes, som folk sikkert overser, eller også hopper man med begge ben i komediens soppebassin. Ligegyldigt hvad risikerer man at fremmedgøre en gruppe spillere. Men når man bygger et spil over en i forvejen kendt TV-serie, så ved man, hvad der kommer. Hvis der bare var smidt noget kvalitet i blandingen havde det været godt.

Velkommen til Family Guy. I en lille flække kaldet Quahog bor patriarken Peter og hans familie. Familien er, ligesom ham selv, ikke helt normal. Babyen Stewie er et ondt geni, der henholdsvis prøver at dræbe sin mor og overtage verdensherredømmet, mens Peter selv er dum som et bræt. Han er skåret over samme læst som Homer Simpson, hvilket betyder at øl og fjernsyn er solen i Peters univers. Hunden Brian kan tale og er væsentlig mere intelligent end resten af familien.

Serien er ofte meget sjov, så hvorfor skulle samme humor ikke virke i et spil?
Humor er svært at diskutere, men en væsentlig del af spillet roder rundt i niveau med diverse kropsvæsker. Jeg savnede simpelthen vittigheder og jokes, der fremkaldte mere end et simpelt smil. Men fantastisk plathed kan accepteres under de rette omstædigheder. Dem leverer Family Guy bare ikke.

Fedladne Peter har set for meget tv og tror pludselig, at alle omkring ham er hans fjender. Resultatet er en omgang brawl, hvor Peter gennemtæver småbørn og gamle damer. Her kommer underholdningsværdien hovedsagligt fra selve idéen. Det er godt nok ikke tit man får mulighed for at give lille Sofus et par på hovedet. Peters kamp mod overmagten fungerer desværre slet ikke. Da spillet introducerer fjender, der kun kan nedlægges ved hjælp af en særlig kombination, reduceres gameplayet til en hektisk og tilfældig gang knaptamperi. Et ikke særlig positivt træk når styringen i forvejen føles ujævn i kanterne.

Stewie er begavet med spillets mest velfungerende og alsidige del. Han får lov til at levere spillets eneste platformselementer, han er udstyret med en strålepistol og en hjernekontrolhjelm. Det ene øjeblik hopper han rundt fra platform til platform, det andet tager han del i en gang shoot ’em up for til sidst at gå Crypto Sporidium i bedene og overtage hjerner for at gennemtrumfe sin plan.

Her forplumrer grafikken spillet. Cel-shadingen får spillet til at ligne serien forbløffende meget, men enhver form for dybde går tabt. Det er simpelthen svært at bedømme, hvor man befinder sig henne i miljøet, hvilket betyder at platforme er svære at ramme.

Den ultimativt svageste del af spillet tilhører Brian. Vovsen giver den som Sam Fisher og skal snige sig rundt. Dette virker så urimelig at man snildt begynder at skrige i raseri. Det er umuligt at sige hvor langt og hvor bredt fjendernes synsfelt er. Det eneste man kan gøre er at lære vagternes bevægelsesmønstre at kende og håbe på det bedste.

Smidt ind i dette potpourri er en række minispil, der er lige så tilfældige som de er svingende i kvalitet. "Så er afvekslingen sikret," kan man næsten høre udvikleren fnise henrykt. Men nej, det er den ikke. For med få undtagelser er et element dominerende, nemlig elendighed. En glødende fan af Family Guy vil sikkert græde små tårer og boble af glæde over alle referencerne til serien. Personlig så jeg gerne at spillets øvrige dele var gået op i en højere enhed, før humoren blev smækket ud over det hele som en tvivlsom finish.