Tribes 2
Den nye 3D-action konge er her! Glæd dig til at blive suget langt ud i rummet, og sprøjtet direkte ned i en hi-tech armor på en fjern planet i Tribes 2's krigeriske online-univers.
Tribes 2 er ikke bare et spil, der foregår i en forunderligt troværdig fiktiv Sci-Fi verden, med fødderne solidt plantet i det teknologiske. Spillet er også et glimrende eksempel på hvordan en verden, missionerne, karaktererne og hele setup'et, der er i det hele taget er af filmiske proportioner, kan være mulige at beundre, men også deltage aktivt i. Sagde jeg rollespil? Måske... du er ihvertfald ikke "dit-navn-her".
Glæd dig til at blive suget langt ud i rummet, og sprøjtet direkte ned i en hi-tech armor på en fjern planet, der let kunne sammenlignes i handling og udseende med en fusion af Star Wars og StarCraft. Grafikken er flydende og lyden har en fedtprocent på 110. This is WAR, soldier! And we're in it together!
Mere af det samme - meget mere!
Tribes 2 er et af de spil, hvor de hyperkritiske med løftet øjenbryn måske ville sige, "men det er jo det samme som Tribes, bare med bedre grafik?!". Det er jo rigtigt nok, til en vis grad. Men de glemmer, at Tribes satte nye standarder for holdbaserede onlinespil, ved udgivelsen et par år tilbage. Populariteten har måske ikke nået højderne som Quake 2 og 3 eller Counter-Strike nåede, måske fordi netop disse spil har fået utrolig opbakning, ved at blive brugt som den officielle målestok for gameres "skills" i et 3D-actionspil. Her tænkes selvfølgelig på diverse store turneringer, blandt andet Cyberathletes Professional League. Tendensen kan også spores ud på de lokale netcaféer, hvor man typisk vil kunne boote op for en omgang internet- eller LAN-spil i et af førnævnte titler - mens det sjældent har været Tribes, der fik opmærksomhed. Tiderne vil dog ændre sig... Tribes 2 er landet. Og det er større, vildere og flottere end nogensinde.
Training Missions - Lær spillet fra bunden
Inden du kaster dig ud i det store multiplayerspil på nettet eller LAN, kan det stærkt anbefales at køre igennem de 5 træningsmissioner. Gradvist oplæres man her i de forskellige dele af spillet, lige fra brugens af ens personlige udstyr og våben, der faktisk kræver og kan lidt mere end man lige tror, til brugen af fartøjer, Command Circuit og landskabet til sin fordel. De første par missioner bærer måske lidt for meget præg af et solospil, men fornemmelsen af at være en del af et større hele, i kraft af guidens kommandoer, ulmer konstant i baggrunden - der skal dog ikke meget afvigelse eller Rambo-teknik til, før du ender som en svedig, lille klump antiplasma på jorden. Lær spillet fra bunden af, som Dynamix har lavet det, specielt for at undgå de typiske rutiner, som man ofte spiller 3D-shooters ud fra. Det er det hele værd!
Fokus på teamplay
Det er ikke så sjovt at spille traditionel Deathmatch i Tribes 2, som det er at spille Capture The Flag, Siege eller Capture And Hold spiltyperne. For det er i de specifikt holdkrævende spiltyper, at Tribes 2 skinner langt kraftigere end konkurrenterne. Capture The Flag kan for eksempel sagtens sammenlignes gameplaymæssigt med RTS-spil som Warcraft eller Command & Conquer - forstået på den måde, at et velfungerende hold nødvendigvis må bestå af lige mængder offensive og defensive tropper. Der skal simpelthen være nogen, der ikke kun kan tænke offensivt og rusher fjenden konstant. Der skal også sættes Turrets (kanontårne) og Motion Sensors op, der er Inventory Stations og Generators at vedligeholde, og en masse andre ting, der kræver folk hjemme i basen. Ikke alle kan være en Terminator, vel? Men der skal nu nok komme et par liter adrenalin ud i blodet, uanset hvilken rolle du har på holdet.
Hver spiller skal sørge for at holdet er i balance, og vælge en klasse der er effektiv på det tiltænkte område. Her nytter det for eksempel ikke, at en Offensive Juggernaut farer af sted i sin tonstunge armor i et soloangreb på fjendens base, da han er alt, alt for langsom til at gøre andet end at slynge missiler, mortérgranater og plasmakugler efter fjenderne (hvilket han til gengæld er mesterlig til!). Her kommer nødvendigheden af samarbejde ind i billedet. For hvis dit hold skal sejre, må i arbejde sammen, kommunikere ofte og præcist, og desuden tænke kollektivt. Der skal for eksempel 3 mand til at ydnytte et af de største fartøjer, Bomberen, effektivt. Det er bare om at lære det! Solospillere, som det alt for ofte ses i holdbaserede online-spil, er desværre stadig majoriteten. Dette kunne desværre også konstateres under online-testen af Tribes 2: folk er ikke helt ude af 'rush' mentaliteten endnu. Men det kommer. ´Teamplay´ er kodeordet - solokæmpere og statsryttere kan godt pakke sammen.
Cocktail of Death
Undervejs vil man finde ud af, at man i samarbejde med en anden spiller kan skabe exceptionelt dødelige makkerpar. For eksempel kan to snipers effektivt pille en hel del folk ned på lang afstand, hvis de enes om hvert mål, og skyder omtrent samtidigt. Hvert laserskud, der trækker sin kraft fra sniperens egen power supply, og derfor må deles med jetpack'en, bringer som regel modstanderen ned på omkring halv armor-styrke. To hurtigt efterfølgende skud vil derfor i de fleste tilfælde dræbe modstanderen, inden han når at reagere og få flyttet sit udsatte legeme i sikkerhed. En anden fordel ved Sniperens våben er også, at ammunitionen for så vidt er uendelig, da energiniveauet hele tiden genoplades. Derfor kan Snipere befinde sig i fjendens område i lang tid og skabe kaos - så længe de ikke bliver opdaget. Først her er der et problem...
En anden lækker cocktail er to spillere, hvoraf mindst en har en Missile Launcher. Den anden spiller vælger sin Targeting Laser ved tryk på 'L', og markerer et punkt i fjendens base, typisk et kanontårn, eller et vitalt område (må man sige efter hovedet?). Missile Launcher´en kan nemlig kun låse sig på fartøjer automatisk, og kræver laserguide på jordbundne mål. En Offensive Juggernaut med ekstra Ammo Pack kan med en ven skabe total kaos på virkeligt lange afstande. Der er ikke noget værre, end at høre alarm-lyden for et missil undervejs. Så er det bare med at trykke 'eject' eller komme i dækning - missilerne er trods alt på størrelse med en lille, tynd og agressiv mand med en spids isse.
Der er selvfølgelig mange flere muligheder for at sammensætte effektive dødspatruljer...
Gamereactor Danmark