The Lost Bus

Med et manuskript af Brad Ingelsby (Mare of Easttown, HBO's Task), instruktion af Paul Greengrass (Captain Phillips, Green Zone, The Bourne Supremacy) og en hovedrolle spillet af Oscar-vinder Matthew McConaughey (som tog Golden Globe for sin rolle i Dallas Buyers Club), føles det som om, at en thriller om en ekstremt dødelig og massiv skovbrand kunne blive intet mindre end fremragende med disse tre. Den ødelæggende brand i det nordlige Californien i 2018 kostede 85 liv og ødelagde næsten 13.000 (!) hjem. Midt i denne aggressive flammevæg, der bevægede sig historisk hurtigt fra Sacramento til Ridgewood, sad en skolebus fast, klemt mellem brandbiler og panikslagne bilister, der forsøgte at undslippe den sikre død fra Paradise, Californien. Ombord på bussen var en klasse på 24 skræmte børn, deres lærer Mary Ludwig (America Ferrera) og buschaufføren Kevin McKay (Matthew McConaughey).

Den er den sande historie om måske verdens vildeste buschauffør nogensinde, som gennem sin heroiske indsats blev den mest omtalte person under brandbekæmpelsen, der varede i mange lange uger i sommeren 2018. At Kevins indsats skulle filmes, stod klart for over seks år siden, men det er først nu, at Greengrass har formået at samle sit drømmeprojekt, som på mange måder minder om Captain Phillips (endnu en Greengrass-film baseret på ægte heltemod, der starter langsomt og gradvist øger tempoet mod en intens crescendo). Det er dog lidt trist, at filmen hverken blev særlig spændende, fængende eller mindeværdig.

Det største problem for mig er manglen på klarhed. Greengrass' patenterede super-rystede håndholdte kameraføring ødelægger ofte afgørende scener, hvor jeg som seer ikke kan gennemskue, hvad han prøver at vise. Ingelsbys manuskript mangler desuden den elegance i dialogen, som han normalt kombinerer med relaterbart, menneskeligt mørke (Out of the Furnace er et glimrende eksempel). Matthew McConaughey spiller en sammensat, endimensionel karakter, som er svær at holde af og heppe på, mens selv America Ferreras lærerkarakter ofte føles flad manuskriptmæssigt.

Der er et par rigtigt overdådige scener mod slutningen, hvor bussen, som et lyst gult, røgskadet missil, trænger gennem de enorme flammer, der ødelagde halvdelen af Paradise, men brandens størrelse, dødstallet og omfanget formidles aldrig rigtigt. Den lille skala dræber noget af spændingen, fordi vi som seere har brug for at forstå mere om de faktiske indsatser (udover børnene, som vi heller ikke lærer ordentligt at kende). Det er aldrig dårligt, men heller aldrig særligt godt. Et spildt potentiale fra et ægte filmdrømme-hold, vil jeg sige.