The Drifter

Du befinder dig i en svagt oplyst katakombe. Et grotesk monster med grønne øjne, kolde og søgende som laserstråler, vralter imod dig, dets lange udstrakte legemer som levende samuraisværd. Du forsøger at stikke ud efter den med en sløv kniv. En fatal beslutning. Monsteret spidder dig. Smerte. Hvidt lys. Genfødsel.

Du prøver igen. Denne gang gemmer du dig i en lille afkrog. Monsteret trasker langsomt videre, mens dets tynde edderkoppeben kribler forbi, millimeter fra dit svedige ansigt. Du har overlevet. Men kun et par sekunder længere end sidst. I samme nu, som du forlader skyggen, dræbes du igen. Mere smerte. Hvidt lys. Genfødsel.

Ud fra denne beskrivelse skulle man næsten tro, at {The Drifter} var en svær Soulslike. Eller et survival horror-spil. Men, nej. Der er tale om noget så simpelt, som et godt gammeldags point & click-spil - og et helt igennem fremragende et af slagsen.

Det er store ord, men The Drifter viser også sit værd fra første sekund. Spillet begynder med, at vagabonden Mick Carter ankommer til sin hjemby i en godsvogn for at deltage i sin moders begravelse. Fremme ved havnefronten bliver vognen ud af det blå angrebet af Sam Fisher-lignende specialstyrker, og Carters medrejsende gennemhulles. Så er tonen ligesom sat.

The Drifter er ikke bange for at chokere, og det varer ikke længe, inden Carter selv lider en frygtelig skæbne. Hans fanges, bindes fast til et anker og smides i det kolde og beskidte havnebassin. Som spiller forsøger man desperat at finde en løsning, men uanset hvor meget man klikker, er der intet at gøre. Skærmen fader til sort. Carter dør.

Og så med et vækkes han til live i et smertefuldt lysglimt. Nu kan du få ham viklet fri, og spillet kan for alvor begynde.

De stemningsfulde skærme mellem hvert kapitel giver spillet en nærmest filmisk præsentation, trods den pixelerede grafik.

Det centrale mysterium om, hvordan du kunne overleve din egen død, kommer til at danne grundlag for spillet, men først er der mere presserende spørgsmål. Hvem vil dig til livs? Hvorfor forsvinder hjemløse på mystisk vis? Og hvad blev der af den journalist, som agenterne fangede samtidig med, at de nappede dig?

Spillets første halvdel minder lidt om 90'er klassikere som Gabriel Knight: Sins of the Father og Broken Sword: Shadows of the Templar. Ved hjælp af et kort kan du bevæge dig mellem en lille håndfuld adskilte lokationer - den forsvundne journalists kontor, din ekskones bolig, kirkegården og den føromtalte havnefront. Hver lokalitet indeholder typisk en enkelt eller to personer, som man skal forsøge at manipulere eller distrahere. Eksempelvis vil den gnavne graver ikke lukke Carter ind til moderens begravelse, mens receptionisten på den lokale avis negligerer alle sine arbejdsopgaver på nær én - at holde spørgelystne gæster ude.

Det er standard point & click-gameplay, men det gør intet, for gåderne er både sjove og ikke mindst logiske. Ja, du skal stadig tænke ud af boksen, men kun en lille smule. Som landstryger er Mick Carter vant til at klare sig med små midler, og ofte skal du anvende de samme værktøjer - det kan være en termokande, en kniv eller en skruetrækker - til flere forskellige puzzles. Det gør gåderne mere naturtro end i det typiske point & click-spil, hvor det ofte bliver lige lovligt MacGyver-agtigt.

Heller ikke præsentationen virker på overfladen revolutionerende. Pixelgrafik har siden start-10'erne domineret genren, men sjældent har det været så godt lavet som her. Det skyldes ikke mindst en god brug af lys og skygge. Scener er aldrig statiske, og flimrende lys, suppleret af effekter som regn og vind, skaber en stemningsfuld præsentation. The Drifter beviser om noget, at man ikke behøver ray tracing og fotorealisme for at skabe stemningsfuld og levende grafik.

Præsentationen i The Drifter er uovertruffen.

Hvad, der gør præsentationen endnu mere imponerende, er, at den aldrig spænder ben for spillets gameplay. The Drifter dropper mange af de støttefunktioner, som nyere point & click-spil benytter sig af, såsom muligheden for at fremhæve objekter eller et indbygget hint system. Alligevel sad jeg på intet tidspunkt for alvor fast, da vigtig genstande og interagerbare objekter altid står tydeligt frem. Her hjælper interfacet også. Har du allerede undersøgt et objekt, og er det ikke relevant for din videre færd, kan du ikke længere klikke på det. I stedet bliver din markør til et X, og man får en observation på skrift frem for en indtalt linje - en kløgtig måde at indkredse spillerens handlingsrum.

Ellers er al dialog og alle observationer indtalt, og det med stor præcision og indlevelse. The Drifter foregår i Australien, og den lidt rå australske dialekt passer perfekt til spillets tone. Særligt Adrian Vaughan som vores hårdt prøvede hovedperson er helt igennem fremragende - hans mange vrisne observationer, blødes op ad en reel varme, hvilket gør Carter til en ganske troværdig og sympatisk karakter, trods hans mange mangler. Alle stemmeskuespillerne gør dog et godt stykke arbejde, og jeg blev meget overrasket, da jeg i rulleteksterne så, at det blot var en 5-6 personer, der havde stemmelagt hele karaktergalleriet. Spillets synth-soundtrack fortjener også stor ros, da det går hånd i hånd med spillets plot og atmosfære.

Selv det bedste stemmeskuespil kan ikke løfte et manuskript med ringe dialog og dårlig sammenhæng, men heldigvis er historien blot endnu et parameter, hvorpå The Drifter skinner. Det starter som nævnt som en thriller, men langsomt muterer plottet og bliver mere sci-fi-agtigt - lidt som i The X-files. Ja, til sidst stikker plottet faktisk helt af, men alligevel holder spillets forfatter styr på alle trådene - og det er imponerende, for der er nok at holde styr på. Skulle jeg hårdt presset finde noget at brokke mig over, så mangler visse karakterer måske en smule dybde, og historien flirter til tider med det melodramatiske og klicheprægede. Men i det store og hele er dette en meget lille kritik.

Centralt for spillets plot er Mick Carters mystiske genopstandelse ved spillets begyndelse. Det viser sig hurtigt ikke at være noget billigt engangsmirakel - nej, Carter genopstår igen og igen. Denne meget brugbare evne integreres på kløgtig vis i spillets gameplay, særligt i de mange "bosscenarier," der er ekstremt pressede situationer, hvor den mindste fejl kan lede til din død - og øjeblikkelige genopstandelse.

Med ganske få mulige handlinger har du til opgave at interagere med de forskellige hot spots i den rigtige rækkefølge. Nej, det lyder ikke videre medrivende sådan abstrakt beskrevet, men i praksis fungerer det utrolig godt, og forhåbentlig gav anmeldelsens åbning en lille smagsprøve på, hvad du kan stå over for. Dialogen er kort, desperat og understøtter den vilde action, når du eksempelvis kaster dig ud af et vindue, hængende i et strømkabel med et mystisk monster i hælene. Du kommer til at dø mange gange - men det er også meningen, for herigennem lærer du af dine fejl og kan til sidst lave en helt perfekt eksekveret flugt. Selvom det er en helt anden gimmick, der lader en opnå perfektion, så mindede det mig lidt om Superhot.

Du har ofte ryggen mod muren i The Drifter.

Det er her svært ikke at drage en parallel til spillets udvikling, for The Drifter virker som et spil, der netop har lært af peg & click-genrens mange fejl og derigennem har formået at levere en noget nær perfekt oplevelse. De Sierra-lignende dødsfald spænder ikke ben for spillet, men løfter det til nye højder, og de fjollede gåder, der ofte har punkteret indlevelsen i seriøse point & click-spil, er her afløst af polerede og logiske hovedbrud.

En sjælden gang imellem udkommer der et spil, der virker banebrydende uden nødvendigvis at introducere noget nyt. I stedet tager spillet elementer fra andre lignende titler og blander dem sammen med en sådan dygtighed, at genren som helhed tager et skridt frem. Vi kender det fra open world-spil med Grand Theft Auto III eller FPS-genren med Half Life 2. Nu har point & click-genren også fået sådan et spil. At finde fejl ved The Drifter er lige så svært som pixel-hunt i klassiske point & click-spil, og derfor fortjener det selvfølgelig den højest mulige karakter.