Herdling

Har du nogensinde haft lyst til at skifte storbyens larm og forurening ud med et liv i pagt med naturen? Så kan Herdling fra schweiziske Okomotive måske agere prøvekanin. Godt nok er dit udgangspunkt som hjemløs ikke et, jeg formoder de fleste af jer læsere kan nikke genkendende til, men det kald om et mere meningsfyldt liv spillet præsenterer, er til gengæld universelt. Her er det muligheden for at hjælpe nogle legesyge, uldne væsener kaldet calicorns, der nok bedst kan beskrives som en krydsning mellem en moskusokse og en vædder. De kære, hornede kræ har forvildet sig ind i storbyen, og deres ubehjælpsomme natur gør, at de har brug for en hyrde til at føre dem ud af byen, over et gigantisk bjerg og ned i dalen, hvor det søde calicorn-liv venter.

Nej, De Tre Bukkebruse har ikke levet forgæves, og ligesom tilfældet var for dem, er jeres vej til sæteren ligeledes belagt med farer af forskellig karakter. Indlæringskurven er dog rolig, og sværhedsgraden overkommelig. Okomotive - som efter Far: Lone Sails og Changing Tides i 2D tager springet ind i den tredje dimension - har valgt en afslappet tilgang til hyrdegerningen, hvor du blot skal positionere dig bag din flok og holde R2 inde for at drive dyrene frem uden at bekymre dig om deres samarbejdsvillighed. Du styrer din flok ved at rykke fra venstre til højre og kan sænke dens fart for en mere præcis styring, ligesom du med gentagne tryk på R2 kan igangsætte et stormløb - såfremt dine dyr har energi til det.

Det er et ganske simpelt og velfungerende system, som giver dig kontrol og agens uden, at det bliver så krævende, at du ikke kan nyde de ofte smukke omgivelser. Til gengæld kæmper Okomotive med at gøre de mere farefulde sektioner engagerende. De har ellers skabt et fantastisk udgangspunkt for svedige håndflader ved at lade dig navngive hver enkelt calicorn. Mine blev opkaldt efter Frodo, Sam og resten af følgeskabet, og da Frodo (som i øvrigt var min første Calicorn) måtte lade livet få hundrede meter fra toppen af bjerget, var fortvivlelsen til at tage at føle på. Spillet lykkes altså med at indgyde frygten for at miste. Der er dog kun to ting, du skal undgå for at holde flokken intakt. Den ene er styrt ud over klippesider og pludseligt opståede gletsjerspalter. Den anden er angreb fra nogle fuglelignende væsener, som kun opdager dig, hvis du braser ind i nogle klodset opsatte bunker af grene.

Jeg mistede én calicorn til det ene og én til det andet. Mest fordi jeg var uopmærksom som følge af kedsomhed. Det føles som om Okomotive har fået en god idé til et hyrdespil inspireret af Journey og så kommet i tanke om, at der også skulle udfordringer af en eller anden karakter til for at holde spilleren engageret. Det handler dog stadig bare om at holde dig bag flokken og styre til højre eller venstre - bare med lidt mere præcision end i de rolige sektioner.

Så fungerer Herdling bedre, når du stormer ned ad brede bakker, mens du driver flokken frem med din svingende stav og musikken stiger lige så højt til vejrs som bjergtinderne forude. Her føles Herdling som noget særligt. Noget glædesfyldt og frigjort. Her bliver hyrdedrømmen - jeg ikke anede, jeg havde - udlevet.

Herdlings problem er, at Okomotive godt ved, at den type sekvenser skal bruges sparsomt for at være effektfulde, men ikke har svaret på, hvad resten af spillet skal fyldes ud med for at blive rigtig engagerende. Det er hyggeligt nok at nusse de søde calicorns, give dem udsmykninger og lægge sig til ro ved bålet med dem, men heller ikke mere end det. Der er rudimentære, navigationsbaserede hovedbrud, som mest af alt udstiller den lidt stive styring. Og så er der førnævnte undvigelsessekvenser, som slet ikke formår at skabe den spænding, de burde.

Havde Herdling haft et visuelt udtryk så betagende som Sword of the Sea, kunne det have løftet hele oplevelsen, men den gråmelerede, udvaskede stil, som går igen fra Far-spillene, giver skiftende resultater. Til tider er det betagende, som når du krydser en enorm flod ved foden af bjerget, men andre gange bliver udtrykket lidt trist. For eksempel i et tidligt kapitel i en gråbrun skov, som hverken fremstår hjemsøgende eller indbydende. Bare lidt leverpostejs novemberagtig.

Jeg ville så gerne kunne give Herdling en uforbeholden anbefaling, for jeg elsker konceptet om at samle min egen pelsede flok af charmerende kræ og lede dem til hovdyrenes nirvana. Det er en sympatisk fejring af det stille liv i pagt med naturen, hvor empatien til hver en tid sejrer. Lidt utopisk, ja. Men det har vi også brug for en gang imellem. Desværre mangler Okomotive ofte greb om, hvordan de gør deres hyrdesimulator til et engagerende spil. Det resulterer i et ujævnt loop, hvor kedsomheden og trivialiteten ofte kommer snigende. På en måde er det jo meget passende. Jeg forestiller mig i hvert fald, at livet som hyrde til tider må være netop sådan. Men i en Journey-like på 3-4 timer skal bundniveauet altså være højere, hvis man vil skille sig ud for alvor.