Silent Hill

En hvæsende radio, underlige øjne der iagttager dig, en spøgelsesby, væsner der slæber sig af sted og aske der daler ned fra himlen. Christophe Gans har fat i den lange ende af det visuelle, når Konamis gyserserie filmatiseres. Serien er også ekstrem medgørlig; spillene oser af atmosfære, designet af vandskabningerne er drevent og lyden ender helt inde under huden på dig. Selv kameravinklerne får instruktøren foræret, hvis bare han sætter sig ned og spiller et par af spillene. Alligevel har Gans, der tidligere har lavet bl.a. Brotherhood of the Wolf, ramt plet. Den lille soveby {Silent Hill} er nøjagtig, som jeg husker den fra de digitale kredse. Historien er til gengæld et sammenrend af forskellige ideer - nogle bedre end andre og det er her filmen falder fra hinanden.

Silent Hill åbner med Rose’ desperate jagt. Hun leder efter sin adopterede datter, der har det med at gå i søvne og som tit skriger Silent Hill i sine drømme. Hun finder hende ved toppen af et vandfald, og når naturligvis lige at redde hende. Som den gode mor hun er og med den forstand på teknik, hun har, finder hun Silent Hill via Google, og så kidnapper hun ellers hendes egen datter (faren er jo ikke med på ideen, må du forstå), for at konfrontere datteren med hendes mareridt. Ret forventet ender Rose i Silent Hill, men ikke før hun har kørt en kvindelig betjent af vejen (en betjent der har valgt at have stripper-udgaven af en politiuniform på) Her vågner hun så, alene, i bilen og så begynder jagten på ny. For hvor er datteren, og hvem er hun?

Hvor spillene lader dig tolke Silent Hill og byens budskaber, så er Silent Hill i filmform lavet til det lettere bøvede, amerikanske publikum, der bare ikke kan med uforløste historier. Mens filmen godt nok er fræk nok til at holde dig hen i uvisheden et stykke tid, så kan Gans ikke nære sig for på et tidspunkt at gennemgå hele forløbet, så vi ikke hægtes helt af - og det klæder ikke filmen. Silent Hill er et mystisk grænseland mellem virkelighed og forestilling, vi behøver ikke få en afslutning eller forklaring serveret. At skuespillet oven i dette er borderline dårligt, gør ikke oplevelsen bedre. Gyserfilm handler sjældent om andet end gyset, hvilket efterlader skuespillerne med få men vigtige krav: Se bange ud og skrig, når det er påtalt. Sean Bean, der spiller faderen, kan maksimalt fremtrylle en grinmasse af en mand der er konstuperet, mens Laurie Holden, der spiller den kvindelige betjent Cybill, er irriterende ud over det normale.

Heldigvis er der et par klamme scener i filmen, og mange af spillenes forvredne figurer og væsner er også listet ind diverse steder, heriblandt Pyramid Head og de storbrystede, men ekstrem ækle sygeplejersker. Sammen med de legende kameravinkler og flotte effekter, gør det Silent Hill væsentlig bedre end andre spil-til-film produktioner, der har været forsøgt de seneste år, men det er ligesom ikke nok. Fans af spilserien vil måske være en smule mere overbærende, fordi deres yndlingssted endelig får liv og bred anerkendelse, men jeg havde håbet på lidt mere.