Metal Gear Solid 3: Subsistence

I mit reolsystem står række efter række af spil, som jeg aldrig har gennemført. De fleste har ikke været det værd, mens andre pludselig er blevet for svære eller for krævende til, at jeg syntes, det var besværet værd at hænge på. Jeg skal have en virkelig god grund til at kæmpe mig gennem en opslidende bosskamp. Kald det manglende ihærdighed eller sund fornuft, begge dele er fint med mig. Som anmelder har man også altid et nyt spil, der kræver ens opmærksomhed.

{Tomb Raider}, {Silent Hill} og {Metal Gear Solid} er spilserier, jeg har gennemført, endda gentagne gange. Okay, Angel of Darkness opgav jeg definitivt at komme igennem for nogle måneder tilbage, da den ynkelige styring og det rædselsfulde kamera fik mit temperament til at koge over alt for mange gange. Nu jeg tænker efter, var Tomb Raider 3 også en rodet affære, men pointen er, at visse spil aldrig får lov at samle støv på mine hylder.

For blot fem måneder siden stod jeg i et hvidt blomsterhav og stirrede The Boss i øjnene, så egentlig havde jeg mere brug for at stikke til søs sammen med Raiden i Metal Gear Solid 2 end tage tilbage til junglen. Når Kojima imidlertid lokker med et nyt kamera, en debuterende multiplayermode og en skive med cutscenes, kan jeg godt udskyde min tur til olieboringsplatformen en uges tid.

"Nyt" kamera. Jeg vil hellere kalde det "alternativt", da det kun er nyt i MGS-sammenhæng. I 90 % af alle andre actionspil i tredje person har det i årevis været standard at kunne manipulere kameraet frit, men selv samme 90 % belyser indirekte en anden definitiv sandhed: at MGS’s grafiske niveau er langt, langt fra standarden. Når du med et tryk på R3 slipper kameraet fri og drejer det rundt med en kildrende fornemmelse i maven, går det op for dig, hvor rigt junglens dyre- og planteliv i virkeligheden er. Det såkaldt nye kamera forstærker følelsen af at være fanget i en gudsforladt afkrog af det forhenværende zarrige mod øst. Du kan næsten lugte løvet og mærke sommerfuglenes vinger kærtegne dine kinder. Spil er færdigpakkede charterrejser til imaginære verdener, og MGS 3: Subsistence formår - som de øvrige Metal Gear Solid-spil - at bedrage syns- og høresansen i den bedst tænkelige forstand.

Det nye kamera har selvfølgelig også flere praktiske anvendelsesmuligheder. Det er unægtelig nemmere at uskadeliggøre fjender, man er i øjenhøjde med, og flere bosskampe er som skræddersyet til det frie kamera. The Fear er en både mere værdig og mere udfordrende modstander uden det fastlåste kamera. Jeg vil gå så langt som til at påstå, at det nye kamera i sig selv er værd at købe Subsistence for.

Tidligere på dagen sendte jeg The End - Cobra-enhedens 100-årige snigskytte, der lever i uforstyrret symbiose med skoven - til paradiset, hvor der flyder ren vodka i bækkene. Jeg bestemte mig for at kæmpe på hans præmisser - riffel mod riffel. Jeg lagde mig i græsset, aktiverede førstepersonsperspektivet, trykkede let på skydetasten (uden at trykke den i bund og dermed udløse projektilet for tidligt), holdt sigtetasten inde, tog sigte og... fik et skud i hovedet og kunne starte forfra. Her slog det mig, hvor trægt og umedgørligt sigtesystemet kan være.

Det var måske en ambitiøs fremgangsmåde, og kampen mod The End kan, som de fleste andre bosskampe i serien, gribes an på mange måder. Men online er der ingen pardon. Hvis du forsøger dig med samme finskyttemanøvre i cyberspace, kan modstanderen nå at skyde, balsamere og begrave dig, inden du får udløst dit første skud - og skal du have en faraobegravelse, er der også masser af tid til at bygge en pyramide op fra bunden. Selvfølgelig er det et spørgsmål om tilvænning, men skydesystemet har ikke samme berettigelse online som i single player.

Dermed ikke sagt, at systemet ikke kan levere nogle hektiske onlinekampe, for det kan det. Jeg har haft 4-5 overvejende gode timer på nettet, selvom der er mere {Syphon Filter} end SOCOM at spore i multiplayerdelen. Deathmatch og Team Deathmatch gør sig ikke særlig godt i Subsistence, mens rescue og capture, hvor to hold á maksimum fire spillere henholdsvis skal beskytte/stjæle en lille gummiand eller finde og bære en legetøjsfrø til et nærmere angivet mål, fungerer bedre.

Til gengæld stråler den sidste onlinemode "sneaking mission". Her tager én spiller kontrollen over Snake, som i stealth camouflage-antræk skal finde en mikrofilm og fragte den til et af to afleveringspunkter, mens alle andre skal arbejde sammen for at sikre, at han aldrig kommer i nærheden af hverken film eller mål. Navnlig de spil, der kun tillader brug af close quarters combat, er fremragende, fordi der netop fokuseres på stealth og nærkamp og ikke krudtslam ad libitum.

Ud over flere Snake vs. Monkey-løjer indeholder pakken også de originale MSX-versioner af Metal Gear og Metal Gear 2: Solid Snake. Der banker ikke noget stort retrohjerte bag mine ribben, og mens det har været interesseret at opleve ophavet til en af de serier, der har betydet mest for mig gennem tiden, er disse gamle versioner mest af alt samlergenstande i lighed med genudgivelsen af de første {Final Fantasy}-afsnit på Psone. Subsistence rundes af med en skive indeholdende samtlige cutscenes fra Snake Eater i lettere omredigeret form samt "indspillede" bosskamp-scener. Scenerne afspilles som CG-udgaver og mangler derfor både den interaktivitet og skarphed, som gjorde real time-scenerne fra spillet så indbydende.

Subsistence er en flot udvidelse af et i forvejen fabelagtigt spil. Det nye kamera gør meget for spillet, og i stedet for at lade sig irritere over, at dette kamera ikke allerede var rygraden i originalen, bør fans gøre sig selv den tjeneste at få fat i udvidelsen. Selvom multiplayerdelen forsøger at udfordre Counter Strike og SOCOM, hvor den set med mine øjne burde have fokuseret mere på stealth og eksempelvis skævet til, hvordan Ubisoft bibeholdt stealth-elementet i Splinter Cells onlinetiltag, er der masser af tempofyldt MGS-underholdning at hente i cyberspace, i hvert fald når du har fået det komplicerede sigtesystem helt ind i rygmarvscellerne. Jeg har virkelig nydt gensynet med junglen, fugleedderkopperne, slangerne, gederne, fiskene, Sokolov, Ocelot og alle de andre virtuelle dyr, planter og personager, fordi jeg har set dem med et nyt sæt øjne, et nyt kamera. Subsistence har ophøjet ordet "udvidelse" til superlativ.