Ironheart

Kan I huske det originale koncept bag MCU-baserede tv-serier på Disney+? Secret Invasion, Falcon and the Winter Soldier, WandaVision - ideen var at vi skulle udforske de helte og karakterer vi i forvejen kendte, men under anderledes forudsætninger, og vi samtidig fik mulighed for at se karakterer der ikke var plads til i de store tentpole-film blive introduceret via ambitiøse, omfattende og kontinuitetsbaserede fortællinger.

Sådan blev det virkelig ikke. Om det er netop fordi at serier som Secret Invasion og Falcon and the Winter Soldier snublede på målstregen, eller hele konceptet blev mudret som der langsomt blev for mange kokke i køkkenet, så endte Marvels seriesatsning med ikke bare at være en fiasko på egen hånd, men måske har de også bidraget til biograffilmenes lavkonjuktur blandt selv de mest dedikerede fans.

Ironheart er både en del af denne sørgelige tendens, samtidig med at Dominique Thorne, der portrætterer den ihærdige, arbejdsomme og helt igennem charmerende Riri Williams, febrilsk forsøger at bryde fri for formatets ramme, og præsterer gedigen MCU-akrobatik, bare på det lille lærred.

Ironheart er nemlig generelt velspillet, den byder på en relativt spændende ramme og førnævnte Thorne er oprigtigt solidt castet, og giver serien netop det hjerte der pulserer inde under rustningen i alle de scener hvori hun medvirker.

Det er dog ikke alle, der præsterer lige tilfredsstillende, og desværre lader det igen til at det at skabe en innovativ, relaterbar men samtidig spændende skurk er en næsten umulig opgave for Marvel og kompagni. Parker Robbins, eller The Hood, spilles af Anthony Ramos, og det er alt sammen tilforladeligt, men hans lille bande af techno-røvere, der der kaster shaka-tegn og himler op omkring hvor uretfærdig verden er, er ikke ligefrem konge underholdning. Tværtimod. De scener der involverer den her brogede skare af tilsyneladende kompetente individer bliver lynhurtigt selvparodierende, og det forbliver sådan.

Når det så er sagt, fungerer Ironheart bedre på sceneniveau end mange andre Marvel-serier det seneste lange stykke tid. Den er naturligvis uhyre jordnær, og efter et mildest talt hav af serier der fjerner al det overnaturlige, effekt tunge og... ja, dyre, under påskud at fortælle mere relaterbare historier, så fremstår dette mere som en dårlig undskyldning end et kreativt mission statement. Der er dog et solidt hjerte i form af Riris forhold til veninden Natalie, som pulserer igennem serien, og her fungerer udvekslinger og pacing bedre.Der er sågar også en håndfuld scener for Riri får lov til at give den gas som pseudo-Iron Man, og der er sågar en scene eller to hvor Marvel lader til at have investeret lidt i markant bedre CGI-effekter end tidligere.

Det er heldigt at Thorne er så elskværdig som Riri Williams, for ellers ville Ironheart virkelig kæmpe med at have noget på hjerte, men karakterens unægtelige behov for at leve op til sit udsete potentiale er en spændende rejse. Det er en skam at resten af Ironheart ikke blomstrer sammen med hende, men i det mindste er dette en introduktion til en helt som jeg virkelig, </strong>virkelig</strong> håber bliver skudt ind på den større scene.