FIFA 07

Clarence Seedorf løber op af banen, dribler sig forbi et par hvide og sortstribede modspillere, hvorefter han iler ud på venstre fløj og gør klar til et indlæg. Inde i feltet er Filipo Inzaghi løbet fri og han vifter ivrigt med sine arme for at signalere, at han er klar til at støde bolden ind med hovedet. Der går ikke mange millisekunder, før end jeg holder min venstre skulderknap inde og trykker på den gule Y-knap. Det her bliver et genialt indlæg. Efter bolden er sendt af sted mod skyerne, skifter jeg til Inzaghi, der uden problemer nikker bolden i netmaskerne. Sådan skal det gøres!

Ovenstående er en af de små, dejlige features ved FIFA 07, der har gjort, at jeg er blevet aldeles tryllebundet over den forgangne uge. Mine medspillere føles mere levende end nogensinde, ikke blot som døde pixels på en fladskærm - og det er ikke kun på grund af viften med armene - nye og realistiske animationer spiller også en stor rolle, og så er der i øvrigt også muligheden for en mere end tilfredsstillende oplevelse i den nyopfundne manager-mode.

Jeg følte mig på intet tidspunkt begravet i papirarbejde, da jeg trak i jakkesættet som manager for Ajax. Ej heller følte jeg, at jeg skulle bruge for meget Ajax skyllemiddel til at vaske mit tøj. Get it? Godt så. Faktum er, at der er den helt rette balancegang mellem kontornusseriet og den action, der sker ude på grønsværen. Gider du ikke lige spille en kamp, kan du altid overvære den i stedet, eller få resultatet med det samme. Det er jo ikke sikkert, at kampen mod Vorbasse er så forbandet uforudsigelig. Så kan du jo bruge lidt ekstra tid på at tjekke dine ungdomsspillere ud, eller sågar justere billetpriserne til næste kamp. Akilleshælen ved managerdelen er, at de nationale turneringer ikke er helt komplette - der mangler muligheden for at dyste mod de lavere divisioner. Det samme gør sig gældende for de internationale turneringer, der ikke byder på alverdens hold, og som derfor gør de store licenserede turneringer til en by i Rusland.

Prøv lige at sige følgende til dig selv: Football Emotion. Det lyder godt, ikke sandt? Det ruller godt på tungen, og det lyder som noget helt nyt og revolutionerende. Virkeligheden er dog slående anderledes, og aldeles hype-betonet. Den såkaldte Football Emotion-feature er intet andet end en simpel afspilning af et par lydfiler, alt efter hvor godt ens hold klarer sig. Er man på hjemmebane foran 3-0, så råber tilskuerne "olé", når bolden spilles frem og tilbage mellem egne spillere. Er man imidlertid bagud, har det naturligvis omvendt effekt. Hvis afspilningen af et par lydfiler er en af de mest fremhævede features i FIFA 07, så kan spillet jo reelt set ikke byde på meget nyt. Faktisk skyder EA Sports sig selv i foden, for der er så mange nye, fede features, de hellere skulle snakke om.

Og det er så her, at jeg gerne vil have lov til at tude lidt. Ja, tude. For I tror sikkert det er åh så fantastisk, at få lov at spille spil før alle andre, ikke sandt? Nitten er, at der ikke er andre at dyste mod over Xbox Live, og at man derfor tit og ofte må æde en tudekiks i et hjørne, helt og aldeles alene. Har I ondt af mig? Godt så. Så kan I måske også tænke jer til, at det ikke var muligt for mig at teste onlinefunktionen, der ellers bød på en lovende onlineturnering, hvor jeg kunne spille mit favorithold mod andre spillere, i en virkelighedstro sæson. Så det blev ved vennerne foran fladskærmen.

Den kunstige intelligens har også tendens til at tage en slapper midt på grønsværen. Jeg blev irriteret af denne dårlige kampmorale adskillige gange, da jeg forsøgte at aflevere til mine medspillere. De stod måbende og pegede på deres armbåndsur, mens de råbte "pause" uden at bevæge sig. Det er da også fair nok, men det at spillerne står stille i vitale afleveringssituationer, ødelægger en del udmærkede angrebsmuligheder, og forærer for det meste modstanderen en direkte kontramulighed. Enten skal EA Sports inkludere en pisk á la Dungeon Keeper, eller også skal de bare rette på fejlen snarest.

Gæt hvem der er tilbage. Nej, ikke dem. Prøv igen. Klar? Ja, det er Clive og Andy, de to kommentatorer fra helvede. Den skotske kilt-fetichist møder atter engang den engelske muffin til en meningsudveksling, der krydser alle grænser af ligegyldighed. Disse to individer er nok de eneste, der er overbevist om, at bolden er tæt på at gå ind, når den rammer et hundrede meter forbi. De er også de eneste, der synes begge hold spiller godt, når det ene hold har haft et hundrede skud på mål og det andet ikke engang har rørt bolden. Og selvfølgelig, Clive og Andy, selvfølgelig har målmanden svært ved at holde på et skud, der blev sendt af sted fra den anden side af månen. Selvklart!

Jeg prøver stadig at abstrahere fra Clive og Andy. Det bliver jeg nødt til, også selvom de hjemsøger mig i mine drømme. For når alt kommer til alt, så kan jeg altid hoppe ud i menuen og slå dem fra. Men hver eneste gang jeg prøver, føler jeg mig efterfulgt af et par onde øjne, der... godt så!

Græsset er grønnere på den anden side. Vel at mærke der, hvor bolden gives op til en svedig dyst på grønsværen, og FIFA-serien er tilbage i topform. Det elendige FIFA 06 er gået direkte i glemmebogen, og de næste mange sensommerdage bliver for mit vedkommende tilbragt som manager for AC Milan - jeg er på anden sæson, efter at have vundet den første!