Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Meta Quest 3S

Meta Quest 3S

Du sparer lidt, og får stadig et fantastisk headset. Men burde du give mere for et almindeligt Quest 3?

I vores nylige anmeldelse af Meta Quest 3 lovpriste vi ambitionen, funktionaliteten og hvor langt VR, helt generelt, er kommet over særligt de seneste år. Helt ærligt; hvis du ikke har checket ind på teknologien siden det første Oculus, HTC Vive eller sågar PlayStation VR, og du bliver mødt med den behagelige, headset-løse AR/VR-oplevelse for første gang med et Quest 3 over øjnene, så er det en ret syret oplevelse på den bedst tænkelige måde.

Med det for øje (pun intended) synes den standardiserede Quest 3-prissætning på cirka 3200 kroner for 128GB-versionen at være ret aggressiv, og tillader ikke som sådan plads til noget mere budgetvenligt. Men det har Meta forsøgt alligevel, tilsyneladende fordi at netop pris fortsat er en ret markant "barrier-to-entry" for mange forbrugere, der finder VR og AR bare perifert interessant.

Så her er Meta Quest 3S, som skal stå dig i 2500 for 128GB-versionen. Det er en ret central besparelse, og ved første øjekast benytter 3S sig af samme materialer, samme Y-formede gummistrop og nærmest samme indpakning. Men der er en række centrale forskelle at være opmærksom på.

Den primære forskel er nemlig indvendig, hvor 3S bruger såkaldte "Fresnel" linser, hvorimod det bedre Quest 3 bruger "Pancake" linser. Ja, det er lidt fovirrende, men ideen er, hvis vi skal skære lidt ind til benet her, at Pancake-linser tillader langt klarere navigation via bevægelse med øjnene i stedet for hovedet, og derigennem får du en tydeligere, behageligere og generelt bare bedre spiloplevelse. Det er faktisk en ret massiv nedgradering hvis man tager det ene på lige efter det andet, som om at Fresnel-linserne på 3S har en mere begrænset FOV, og det har det i øvrigt også, altså 96 grader horisontalt og 90 grader vertikalt, i stedet for 110 grader horisontalt og 96 grader vertikalt.

Opløsningen er anderledes også, altså 1832x1920 i stedet for 2064x2208. Naturligvis kommer det an på den det spil, eller den app du bruger, men at lade som om det ikke har en indvirkning på spiloplevelsen ville være løgn. Grynetheden er mere til stede, men er så sandelig ikke nogen dealbreaker.

Men i brede træk er det som sådan også det. 3S har lidt længere batterilevetid i vores tests, selvom det har et mindre batteri rent teknisk, men de seks DoF-sensorer og de fire interererede kameraer giver lige så overbevisende AR-oplevelser, det er de samme Meta Quest Touch Plus controllere, det er de samme integrererede stereohøjtalere, det er det samme Qualcomm Snapdragon XR2 Gen 2-chipset med samme 8GB RAM og Adreno 740 GPU-enhed.

Dermed er det her slående tæt på at gengive præcis samme slags oplevelse som et Quest 3, men til en pris der er godt en fjerdedel mindre. Det er i sig selv ret imponerende, men vi vil fortsat mene at efter forlænget eksponering i begge VR-verdener, så er de bredere, bedre Pancake-linser bare det bedre.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10