Presence

Få instruktører i Hollywood har så eklektisk en stil, og en så alsidig historik som Steven Soderbergh. Sig hvad du vil om hans film igennem de sidste tre årtier, men han har hverken stået stille eller stoppet med at udfordre sig selv, og de fleste kan pege på en film eller to, om det er et led af Oceans-trilogien, Traffic, Erin Brokovich eller den deprimerende Contagion, som de kan lide.

Det er derfor ret meget i spænd med Soderberghs modus operandi at pludselig lave en gyserfilm med NEON, som for nylig har haft uhyggeligt meget held i sprøjten med Longlegs og Cuckoo, men dette er ikke bare et markant genreskift, men også en slags dogmefilm i og med der er et slags indbygget benspænd, der spiller en ret central rolle for den måde du forstår filmen på. Og når ja, den hedder i øvrigt Presence.

Først og fremmest er hele filmen i bare ét hus, udelukkende. For det andet er hele filmen skudt i førstepersonssperspektiv, og det hvis perspektiv er det? Ja, det er, tilsyneladende om ikke andet, netop den "presence", der hjemsøger Payne-familien i New Jersey. Sig hvad du vil om eksekvering og effekt her, og det kommer vi naturligvis til, men i forhold til at skubbe lidt til grænserne for hvordan vi forstår kameraets rolle i filmkunsten, og særligt hvordan suspense kan opbygges hvis det du er bange for at se altid er "bag" dig - det kræver altså noget mod, og en villighed til at vende lidt op og ned på forventningerne - queue Soderbergh.

I Presence er der ingen "jump scares", der er kun den evige suspense, som kommer sig naturligt af følelsen af at der er noget galt. Noget ubestemmeligt, noget vagt og dystert, som altid, igennem hele filmens spilletid, er akkurat uden for kameraets, og dit synsfelts, rækkevidde. Det er lidt sådan det bliver nødt til at være, eftersom du er "gespenstet" her, du er spøgelset, det er dig der er til stede og lurer på familien Payne igennem en serie af long takes, der ofte trækker den lidt for længe, alt sammen med henblik på at skabe suspense ud af det faktum, at du kigger på en familie der ikke ved de bliver iagtaget.

Det er i sig selv en innovativ præmis, og al kameraføring, lyddesign og scenekoreografi er bygge op omkring denne ene præmis. Det er konceptuel filmmageri i yderste konsekvens, hvor al storytelling tjener en "gimmick". Det er lidt ligesom Hardcore Henry, samtidig med at det er noget helt andet, men analogien står et eller andet sted ved sin magt.

Det er også netop kameraføring, leg med lyssætning og den koreografi der bliver nødt til at sidde i skabet hvis kameraet er i førsteperson, der imponerer. Det er Lucy Lius tryllebindende præstation som Rebecca Payne, det er det tykke lydtapet der gør stilheden så utrolig larmende - det er som en teknisk øvelse af Soderbergh kommer godt fra start, og fastholder opmærksomheden hele vejen til slutteksterne.

Men samtidig, som en selverklæret gyserafficionado, så mangler der netop et gespenst, der mangler noget lidt mere håndgribeligt her, eller fremmaningen af noget vores karakterer kan blive reelt bange for. Den her vinkel benyttes også som slags voyeur, altså at fokus placeres på familiedynamikken, bedrag og kærlighed - men du kan faktisk til tider decideret glemme at du er... ja, spøgelset, og i stedet behandler du det bare som en mere jordnær kameravinkling, og det er jo ikke meningen.

Med andre ord; en gyserfilm må ikke overeksponere sit monster, det er klart, men i Presence ved du ret så akut at monsteret aldrig vil blive eksponeret overhovedet, og det fjerner noget af den suspense filmen ellers til tider mesterligt formår at opbygge.