Wolf Creek

Det er sommer og vennerne Ben, Liz og Kristy er klar til at tage på opdagelse i den australske ødemark. Efter en speciel våd aften med vennerne og lidt roden frem og tilbage med en billig, gammel bil, pakker de deres grej og drager mod Wolf Creek National Park, en velkendt australsk seværdighed, der reelt er et meteorkrater. Der er også amoriner i luften. Igennem længere tid har Liz og Ben sværmet omkring hinanden, men det er aldrig blevet til noget, så det er først da vennerne når til Wolf Creek-krateret, at to de forsigtigt sniger sig til et kys. Som regnen trækker ind over det enorme landskab, går de tilbage til bilen for at køre videre, og så er det at Wolf Creek går fra at være en road movie og til at blive en overordentlig helstøbt gyser.

Bilen vil ikke starte og som natten kryber nærmere, vænner vennerne sig til tanken om at skulle overnatte, men ud af ingenting kommer Mick Taylor, en ægte Crocodile Dundee-kliche, og giver dem en hjælpende hånd. Han trækker bilen til hans nedlagte værksted midt i ingenting og lover dem, at de snart er på vejen igen - men det kommer de aldrig. De havner i stedet i hænderne på vaskeægte morder. En morder, der tilsyneladende har dræbt mange gange før.

Wolf Creek er produceret for meget få penge i forhold til den hastighed, der brændes dollar af i Hollywood, og det er absolut et plus, for den er støvsuget for de typiske stereotype, amerikanske drenge og storbarmede piger, der generelt præger den slags film. At skuespillet også kravler direkte ind under huden på mig, er kun endnu en indikation af, at instruktør Greg McLean kan sit kram. Med en historie bygget på virkelighedens Wolf Creek-dræber, bedre kendt som Ivan Milat og med tre, i hvert fald for mig, fuldstændig ukendte skuespillere, formår han at skabe en ubehagelig, nærmest dokumentar-agtig film, hvor de tre unge, nådesløst jagtes af den usædvanligt ubehagelige Mick, spillet fremragende af John Jarratt. Jeg kunne nærmest mærke håbløsheden, når Liz og Kristy prøvede at flygte i en gammel jeep og når Ben vågnede op, korsfæstet i en kold og klam hule ikke langt fra værkstedet - og nej, jeg har intet afsløret af handlingen, tro mig.

At den australske independent-film samtidig svælger i brutalitet og blod, gør det naturligvis kun bedre. I en tid, hvor Scream og I Know What You Did Last Summer, går for at være en gyser- eller splatter-film, sætter denne lille perle dem til vægs. Wolf Creek er ædende ondskabsfuld, og det er helt tydeligt, at de mange referencer til den originale Texas Chainsaw Massacre, ikke bare er et udtryk for at ville presse den ned i en smal genre-kasse, men rent faktisk er et udtryk for respekt, en respekt, denne lille australske film fortjener.