Forbidden Siren 2

Hvem vil gerne prøve at være japaner for en dag (her!)? Og hvem vil gerne prøve at være zombie for en dag (her!)?. I Forbidden Siren-serien får du chancen for begge dele - og nu også med biler! Ja, okay, der er sikkert ikke så mange af jer der fatter hvad jeg fabler om, men måske har ovenstående i det mindste fanget jeres interesse?

Historiemæssigt er der ikke meget der har ændret sig; en lille japansk ø er blevet totalt afskåret fra al kommunikation og noget i vandet har gjort størstedelen af befolkningen til levende døde - shibitos. Kun et fåtal er gået fri af forbandelsen og disse kæmper nu henholdsvis på egen hånd og sammen for at slippe væk - hvis de kan.

Hvis du har prøvet det første Siren-spil kan du sikkert huske to ting: At det var møgsvært og død-frustrerende. Så det var med bange anelser, at jeg gik i gang med denne kode af opfølgeren. Ganske vist syntes jeg at preview-udgaven virkede lovende, men det forekom mig at der var stadig elementer af irritation til stede, noget som kunne holde tvivlende gamere fra at investere i spillet. Heldigvis er der rettet kraftigt op på dette.

Først og fremmest får du fra starten muligheden for at vælge mellem let og normal sværhedsgrad, og det gør en markant forskel. Hvor du i originalen var en skamfuld svækling (jeg har fået en økse i øjet og nu står der Game Over) er ens karakterer nu mindre sårbare overfor angreb, så længe du vælger laveste sværhedsgrad. Og det er særdeles formålstjenstligt at vælge dette, hvis du ikke har tålmodigheden til at gøre tingene om igen flere gange. Ganske vist er der lagt checkpoints ind på alle baner, og det er et stort fremskridt i forhold til originalen, men det kræver stadig tålmodighed at trække rundt med en blind ung mand eller en lille pige uden svovlstikker. Og her har vi en af spillets to tilbagevendende svagheder. For det sker stadig at ens følgesvend står og koger, mens bæsterne nærmer sig. Og har kammeraten et handicap eller er lille af statur, gør det ikke sagen nemmere.

Det andet problem er styringen af figurerne. Manden bag Forbidden Siren har ligeledes skabt den originale Silent Hill, og det kan sommetider undre. For selvom sidstnævnte spil aldrig har været kendt for sine smidige hovedpersoner, så forekommer de indimellem at være de rene balletdansere i forhold til karaktererne fra Siren. De løber som regel temmelig langsomt (og det er japanere altså ikke kendt for) og er sjældent i stand til at dreje rundt på en tallerken.

Når kritikken så er givet må det til gengæld konstateres, at der blandt andet på ’følgesvend’-missionerne er sket en klar forbedring. Det var med stor lettelse at se, hvordan en Elvis-lignende gut gav en fod med når en shibito angreb. Elvis-sans karatespark sad lige i kæbehulen - Dolph ville have syntes, at det var en dejlig dag. Det er med andre ord blevet nemmere at klare dig i kamp, hvilket får banerne til at tage sig mindre håbløse ud fra starten. Det var i sandhed også nødvendigt, hvis du skulle undgå at bruge reset- og ejectknappen alt for tit. Et andet nyt tiltag i Forbidden Siren 2 er brugen af biler. Det er nu muligt at benytte forskellige køretøjer til at bruge som rambuk overfor jerngitre, som rampe for at kunne gå ind i et hus på første sal, samt til at køre zombier over med. Du skal dog passe på med sidstnævnte, for rammer man dem ikke, er de i stand til at hive din karakter ud af bilen, og så er der optøjer i farvandet.

Nå ja, våben. Dette var et yderst sparsomt element i den første udgave, men ikke mere. I rollen som soldat er du naturligvis ved muffen i den henseende, men det er faktisk muligt for de fleste personer at samle våben fra faldne shibitos op. Og når du oven i købet kan bære to ad gangen, giver det en større følelse af sikkerhed mod de forskellige modstandere - især de altid skarptskydende af slagsen (gamle jægere, vel sagtens).

På lydsiden er der også sket en opdatering af de bedre. I foregående spil talte de alle perfekt Oxford-engelsk. Dette er nu ændret til japansk i filmsekvenserne efterfulgt af engelsk med japansk accent under gameplay. Med andre ord; farvel til Brideshead, og tak for det Sony. På grafiksiden er der ikke sket det store siden originalen, men det var nu heller ikke nødvendigt. Ansigterne er stadig fotorealistiske og landsbyen, færgen, fortet m.fl. er ligeså flotte og afskrækkende som lokaliteterne i etteren; jeg kan ikke sove efter at have spillet Forbidden Siren 2, så alt er som det skal være, også på den front.

Med hensyn til holdbarhed er det spørgsmålet, om du har lyst til prøve på Hard, når den er låst op. Eller rettere, om du tør. Der er til temmelig mange timer en første gang (ærligt talt, jeg glemte at holde regnskab fra starten og så...), og man kan nærmest beskrive FS-serien som en omvendt Hitman; det gælder ikke om at planlægge udførelsen af et mord. Tværtimod gælder det om at regne ud, hvordan du undgår at blive myrdet. Har du tålmodigheden til at se og gennemføre et spil fra den vinkel, er Forbidden Siren 2 et solidt alternativ til de eksisterende skrækindslag fra Konami, Capcom og Tecmo.