Trauma Center: Under the Knife

Det er nemt. Leveren er fyldt med små urenheder, der skal fjernes, og jeg er manden, der opererer. Hver urenhed der slipper væk skader patienten, så jeg skal passe på. Ved hjælp af ultralyd får jeg lokaliseret en urenhed, mens jeg med en tang stopper urenheden i sin flugt. Jeg snitter leveren op og suger urenheden ud. Det ser fint ud, indtil en hær af urenheder myldrer frem. Selvfølgelig går jeg i panik. Jeg skærer forkert, får ikke stabiliseret patienten og inden jeg ved af det hyler pulsmåleren. Patienten er død og jeg hamrer mig irriteret i det ene lår.

Trauma Center er noget så uhyre sjældent som et operationsspil og idéen til det er formentlig poppet ind i hovedet på udviklerne, mens de kiggede på DS’s muligheder. Maskinens trykfølsomme skærm bliver i hvert fald udnyttet. Som den unge læge Stiles bliver du kastet ud i en række operationer. Nemt som kage, tænkte jeg selvsikkert. Virkeligheden ser helt anderledes ud. Trauma Center er svært. Virkelig svært. Hver operation skal klares i løbet af et fastsat tidsrum, hvilket er nok til at få pulsen op. Desuden skal du hele tiden holde et vågent øje på patientens livstegn. Pulsen skal stabiliseres ved hjælp af indsprøjtninger for ellers kreperer vedkommende mens du fedter i det.

Er du med så langt? Godt, for det bliver værre. Som i eksemplet med urenhederne i leveren, så skal visse trin af operationen udføres meget hurtigt, da pulsen ellers vil lide under det. Forkerte valg koster også tid, mens sjuskethed virkelig skal undgås. En forkert bevægelse med en skalpel giver gerne et blødende sår du skal sy, alt imens store svulster truer med at spy materie og andre sager ud i patientens blottede bughule. Som sagt, ikke helt nemt.

Lidt hjælp får du dog i form af "The Healing Touch", der hensætter spillet i en tilstand af slowmotion, hvor dårligdommene kan kureres i et mere mageligt tempo. Det kan du kun benytte dig af en gang per operation, men det er ikke desto mindre en hjælp, når flammerne står direkte op af lokummet.

Lad dig ikke afskrække af de ulækre beskrivelser. Du behøver ikke en mave af stål for at kunne spille Trauma Center og beskrivelserne er værre end selve spillet. Javist er der lidt blod, men det er langt fra ulækkert. Desuden er der slet ikke tid til at blive grøn af lidt blod, for maskinens to skærme vil afkræve absolut al din opmærksomhed. Der er en lang række instrumenter til rådighed, som nål og tråd, skalpel, laser, tang og sprøjte. Sammen giver de masser af variation. Det ene øjeblik fjerner du knopper på et stemmebånd og det næste bekæmper du en underlig og meget aggressiv virus. Kort sagt, der er meget at tage sig til. Det eneste negative er at en "mission" gerne gentager det samme scenario et par gange. Man fjerner et par svulster og netop som man er færdig, udbryder sygeplejersken: "What’s that!?" og en horde nye svulster dukker op.

Hver operation afsluttes med en bedømmelse af indsatsen. Den bedste rang er S og kræver i den grad at du er oppe på tæerne, hvilket er en god måde at forlænge spillets levetid på. Det hjælper, idet spillet ellers er relativt kort. Det ændrer dog ikke på at Trauma Center er hamrende udfordrende og ret så underholdende.