Gamereactor

Gamereactor
Film
Into the Blue

Into the Blue

Blåt vand, glimtende skatte og ikke et gram af skuespil. Tanggaard har smidt skiven i maskinen og sat sig tilrette i sofaen.

Okay, lad os få det slået fast med det samme: Into the Blue er ikke en reel film, men mere et bikini-katalog og en mulighed for at se en veltrimmet mandekrop. Plotmæssigt er det et decideret tyveri af 1977-filmen The Deep med bl.a. Nick Nolte, så dårligt camoufleret, at jeg ikke fatter, hvorfor manusforfatteren ikke bare kaldte det en remake. Skuespilsmæssigt er den hvad du kan forvente, når Paul "Dude" Walker og underskønne, men total hule Jessica Alba, indtager tv-skærmen som det ultimative trækplaster - men det vender vi tilbage til.

Der er varmt i Caribien. Det gyldne sand lægger ryg til et dybblåt hav, der igen gemmer på utallige skatte. Og det er disse skatte Jared (Paul Walker), en certificeret dykkerbums med verdens mest forstående kæreste Sam (Jessica Alba), forsøger at finde. Men hans båd er ødelagt, et arbejde hos konkurrenten trækker ikke ligefrem og han har ingen anelse om, hvor et evt. skibsvrag ligger begravet. En gammel ven, der nu er advokat for alverdens gangstere i New York kommer på besøg, og under en dykkertur støder de sammen på et ældgammelt skib. Det er også her de finder et nedstyrtet fly, fyldt til randen med narko. Herfra rodes hele holdet ind i et frygteligt spindelvæv af narkobaroner, skruppelløse skattejagere og korruption.

Tempomæssigt falder Into the Blue fra hinanden flere gange. Plottet indeholder simpelthen ikke nok facetter til de 105 minutter filmen varer, og da Jared tredje gang dykker ned til vraget for lige at overveje det ene og det andet, så faldt min interesse til det absolutte nulpunkt. Det bliver heller ikke bedre af skuespilsniveauet. Paul Walker er en decideret fadæse. Jo, han er drenget og givetvis charmerende, men spillet nøjagtig på samme måde som i The Fast and The Furious, helt ned til "dude"-udtrykket, der ustandseligt fyres af. Jessica Alba er underskøn, og jeg er helt sikker på, at der sælges et par ekstra bikinier alene på den konto, men hun har intet under overfladen. Hun er sød, nuttet og ekstrem fræk, men så stopper det også der.

Når Into the Blue er bedst, så er den kun moderat underholdende, og den virker mere som et udstillingsvindue for Paul Walker (der har trænet mavemuskler som en gal) og Jessica Alba (der har fået malet sin bikini på). Historien er super tynd, og inden den overhovedet når til rulleteksterne, vil du givetvis sidde og kede dig en smule.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10