Tourist Trophy

Lad os få det på plads med det samme: Tourist Trophy er lavet af Gran Turismo-veteranen Polyphony Digital, og er reelt en klon af den storsælgende simulationsserie. Fratræk biler og "driving", og tilføj motorcykler og "riding", så har du omregningsmodellen for, hvordan GT bliver til TT. Selv titlernes initialer minder skræmmende meget om hinanden. En diskussion om, hvorvidt Sony forsøger at score kassen på et letkøbt koncept, ville dø efter 30 sekunder, om den så blev ført på baggrund af de mest banebrydende, akademiske analysemodeller, der elsker at komplicere noget så simpelt som sammenhængen mellem medarbejdertilfredshed og produktivitet. Jeg er pragmatiker og har aldrig haft den store fidus til modeller.

Tourist Trophy har Gran Turismos baner, menuer, interface, køreprøver, lyde m.m. Det er det mindst unikke spil i lange tider, og mange vil sikkert have svært ved at betale fuld pris for et spil, der ikke gør noget som helst for at skjule, at det er en udvidelse, mere end et selvstændigt spil. Du skal dog ikke have slidt mange millimeter af gummiringene for at se, at TT ikke bare ligner GT, men også har sin firhjulede storebrors kvalitet. Bag den slet skjulte selvplagiering hviler en solid kørefysik, der i modsætning til de andre mc-spil, jeg gennem årene har spillet, gør køreoplevelsen mere sammenhængende og organisk. Væk er stivheden og staccato-kørslen, som træder så tydeligt frem i Namcos licenserede MotoGP-serie, når den sammenlignes med Tourist Trophy.

Væk er også de mange modstandere, for Polyphony har ikke kunnet presse grafikmotoren til at trække mere end højst fire kørere, hvilket ikke undrer synderligt set i lyset af den høje grafiske kvalitet, men alligevel tapper asfaltopgørene for den intensitet, de kunne have haft. Men intet er så slemt, at det ikke er godt for noget. Hvis de øvrige modstandere havde tacklet banerne lige så kørelinjedisciplineret og fantasiløst, som dem du møder på spillets 37 baner - og der er ingen grobund for at tro andet - ville det være endt i kaos og alligevel have føltes ensomt. Den eneste reelle modstander er banerne, som skal gribes an på en ganske anden facon end i GT. Idet du hamrer ned ad langsiden på Suzuka, tager det bløde venstresving og den sidste chikane, og på egen krop mærker, at en motorcykel under ingen omstændigheder vil slås i hartkorn med en bil, kan du pludselig tilgive noget af Polyphonys designmæssige dovenskab. Hvis ikke kørefysikken var realistisk, burde jeg ikke have haft så store vanskeligheder ved at gå fra bil til motorcykel.

Tourist Trophy er i højere grad end GT, et spil, der er så smukt, når man er i godt humør, koncentreret og kører intuitivt, og samtidigt så irriterende, når man af den ene eller anden grund, ikke kan få maskine og bane til at spille sammen. Jeg har kørt mange omgange, hvor alt føltes naturligt. Motorcyklen svævede hen over asfalten, jeg ramte de rigtige bremsepunkter, kom godt ind i svingene, og når jeg ved et uheld drønede ud over kerben, fik jeg mingeleret maskinen tilbage på banen uden at miste mere end højst et sekund. Jeg og motorcykel gik i ét. Andre gange gik alt galt. Du kender det sikkert selv; man sakker bagud, tager for store chancer, bliver dybt frustreret og må mane sine følelser til ro for ikke at blive en kontroller fattigere.

En af mine anker ved GT4 var den manglende nytænkning. Serien træder vande, og derfor er det svært at blive tændt på endnu flere køreprøver. Ligesom at Photo Mode er vendt tilbage, kan jeg ikke undgå at få tanken, at køreprøverne bare fulgte med som det tynde øl. Misforstå mig ikke: Jeg ved, at køreprøverne står Kazunoris hjerte nær og at de gør spilleren til en bedre kører, men i Tourist Trophy er de fleste af dem så nemme, at du ikke lærer noget. En kort tutorial havde været mere end rigeligt. At bruge energi på at lave køreprøver til fire kørekort, synes underligt, når de ressourcer kunne have været brugt så meget bedre. Hvorfor ikke lave flere race events, så størstedelen af de omkring 100 motorcykler kunne bruges til noget? Og hvorfor have motocrossmaskiner og ingen grusbaner? Alt for mange motorcykler er der bare, uden at de tjener et formål. Alle andre end mc-entusiaster vil næppe gide testkøre alle maskinerne bare for sjov. Der bliver nødt til at være et incitament. Flere producentspecifikke eller modelbegrænsede løb ville være ønskeligt. Dem har Gran Turismo heller ikke nok af.

I og med at du i Tourist Trophy ikke tjener valutapoint og af samme årsag ikke kan købe motorcykler, skal du i stedet vinde dem. Hvor end simpelt det kan være at vinde nogle motorcykler, og hvor vanskeligt det kan være at vinde andre, er Challenge Mode spillets eneste unikke tiltag. Indhent en modstander - to, hvis du forsøger at score en muskelstærk kværn - og hold ham bag dig i ti sekunder. Se, det er til at forholde sig til, og det gør, at du ad nødvendighedens vej lærer at køre en bane optimalt. Ellers vinder du ikke maskinen. De svære udfordringer lærer dig mere om ræs end køreprøverne.

Tourist Trophy er ikke kun en klon - det er en forenklet klon. Der er langt mindre indhold end i Gran Turismo, både hvad angår motorcykler, løbstyper og race events. Spillet har ikke GT’s universelle tiltrækningskraft og appellerer ikke nødvendigvis til samme publikum, men det har fået mine øjne op for motorcykelsporten - en opgave andre spil i genren, ikke har kunnet løfte. Hvis du ligesom jeg tænder på kørelinjer, æstetisk asfaltballet og afhøvling af omgangstider, er Tourist Trophy en god indgangsvinkel til motorcykelkørsel, og et lærerigt og givende alternativ til bilsimulatorerne. Men det kræver nok også, at de forhold er opfyldt, da motorcykler også i den virtuelle verden stiller større krav til førerens kørefærdigheder end biler.