Loco Roco

Titelmelodien til Loco Roco er ufattelig irriterende - overgearet som en femårig på et sukkertrip, og naturligvis en gevaldig ørehænger. I det aspekt minder titelmelodien om selve spillet, for mens melodien spiller pingpong inde i hovedet, vokser ønsket om at spille Loco Roco mange gange, om og om igen.

Konceptet bag Loco Roco er forfriskende enkelt. Det handler om at guide en nuttet orange klat, en såkaldt Loco Roco, gennem en række baner. Undervejs skal der opsamles forskellige objekter. Én slags objekt har direkte indflydelse på Loco Rocoen, de andre fungerer øjensynligt kun som points. Styringen er så anderledes end hvad du normalt ville forvente. I stedet for at styre selve Loco Rocoen, kontrollerer du i stedet landskabet. De to skulderknapper styrer banernes hældning, 45 grader til hver side, og det fungerer fantastisk godt. Holdes de to skulderknapper nede på samme tid, hopper den orange klat. Sorte fjender med pigge skal undgås. Det er yderst minimalistisk og som alle enkle ting, utroligt vanedannende. Den kode jeg stiftede bekendtskab med, indeholdt kun en eneste bane, og alligevel spillede jeg den igennem talløse gange, kun fordi jeg ville få fat i alle ting. Alle der kom i nærheden af Loco Roco, skulle lige prøve det... og så skulle de lige prøve det igen. Som sagt, vanedannende og så nemt, at alle kan spille det uden nødvendigvis at have en overordentlig stor grad af finmotorik og fingerspitzgefühl.

Der er to slags frugter, nogle underlige svævende dimser og små blå mænd, der kan samles op. Der er tre mænd, og de er virkelig godt gemt. De små frugter og dimserne ender ’bare’ som points til sidst. De store frugter påvirker Loco Rocoen, for hver spiste frugt gør Loco Rocoen større. Fra tid til anden støder du på tunneller som klatten er for stor til at komme igennem. Her skal den dele. Et tryk på cirkel sender en tordenkile ned i det lille, nuttede dyr og deler den i mindre bidder. De suser let og elegant gennem tunnellerne for til sidst at kunne samles til den store klump ved et konstant tryk på cirkel-knappen.

Glæden ved Loco Roco kommer blandt andet ved banedesignet. Den ene bane jeg spillede, var fyldt med skjulte gange á la dem fra Sonic The Hedgehog, vilde glide- og luftture og kontakter, der kun kan aktiveres af en Loco Roco, der har spist et bestemt antal frugter. Desuden er grafikken ultranuttet. Loco Rocoen, med et lille ansigt, har en fin personlighed, selvom den ikke har dialog eller nogen handlinger udover hop og deling/samling af kroppen. Fjenderne ser også søde ud, selvom man bestemt aldrig er i tvivl om deres sindelag. Det hele er krydret med en farvepalet i alle regnbuens pangfarver. Muntert, flot og rendyrket nuttet. Det er Loco Roco. Lydsiden er, foruden titelmelodien, mere afdæmpet, selvom der er masser af ørehængerpotentiale.

Loco Roco har bestemt potentialet til at være det nye Katamari Damacy. Det er anderledes, farvestrålende, muntert og selvfølgelig utroligt sjovt. Det henvender sig til alle, i kraft af at være enkelt, og opfordrer samtidig til intenst spilleri med alle de ting der kan samles og alle hemmelighederne der skal findes. Dog skal Loco Roco også overkomme det samme problem som Katamari har tumlet med, nemlig om det også er sjovt i længere tid. Personligt kan jeg ikke vente med at få fingrene i den endelige version.