Tourist Trophy
Polyphony skærer halvdelen af hjulsættet og sætter GT’s lillebror i verden. Henrik har testet de mange hestekræfter og fortæller alt om motorcykelspillet.
Vi er alle passionerede væsner. Vi har alle et eller andet, vi virkelig brænder for, hvilket ofte falder sammen med det, vi er gode til. Nogle af os finder ind til det, vi elsker at beskæftige os med, og de heldige får gjort det til deres levevej. Andre må nøjes med at have deres store interesseområde som hobby, mens andre igen aldrig får kigget tilstrækkelig meget indad og mærket efter for at finde det, der kunne give deres liv (mere) mening. Det er bestemt heller ikke nemt, for det kræver, at man lærer sig selv rigtig godt at kende og er stærk nok til ikke at lade omgivelserne slå en ud af kurs. Sidst kræver det naturligvis også et rimeligt udgangspunkt i livet samt en god portion held.
I mine øjne er Kazunori Yamauchi, Gran Turismos skaber, en af dem, der ikke bare har fundet ind til det, han brænder for, men også har evnet at gøre det til sit arbejde. Allerede som treårig sad han på passagersædet i sin fars Nissan Skyline og mærkede en spirende fascination af bilen både set som et æstetisk industriprodukt og som et transportmiddel. Æstetik er et ord, der går igen, når Yamauchi udtaler sig om bilkørsel. Mand og maskine er nødt til at forstå hinanden for at fungere optimalt. Bilen skal køres så ubesværet som muligt. Hvis man evner at køre en bil, som den gerne selv "vil" køres, har man fat i den lange ende ifølge Kazunori, og selvom det kan lyde lidt kuriøst, så føler jeg, at jeg forstår, hvad han mener.
Umiddelbart kunne konceptet i Tourist Trophy lyde som en simpel kommerciel fidus, et fikst spin-off-træk fra Yamauchis side, for Gran Turismo med motorcykler lyder til at være både nemt at udvikle og sælge. Man kunne tro, at succesen var steget den japanske bilentusiast til hovedet, men så enkelt er det ikke. For det første var det slet ikke Polyphony-chefens ide at reducere hjulantallet med 50 %, og for det andet er det ikke hans gebet. Takamasa Shichisawa, alias Nana, som har arbejdet på Gran Turismo 2 og alle efterfølgende titler i serien, er manden, der efter megen møje og besvær fik trumfet motorcykelkonceptet igennem hos Kazunori. Nana er selv inkarneret motorcykelkører og har stået i forgrunden for spiludviklingen.
Selvom vi ikke har hørt så meget til spillet, har det været under udvikling i 3-4 år. Faktisk lavede Polyphony de indledende manøvrer på et tidspunkt, hvor GT3 endnu ikke var færdigt. Måske har Sony brugt hele sit marketingbudget på Gran Turismo og ikke haft midler til at promovere Tourist Trophy, eller også har man ment, at spillets målgruppe var for smal til, at man gad køre de store marketingkanoner i stilling. Uanset årsagen er jeg forundret, for den previewudgave, jeg har testet, tegner et billede af et virkelig solidt produkt. Jeg har spillet MotoGP i flere afskygninger og har aldrig rigtigt været den store motorcykelidiot, men mit umiddelbare indtryk er, at Tourist Trophy bevæger sig på et højere plan end andre motorcykelspil til denne konsolgeneration.
Går du rundt i den tro, at Tourist Trophy bare er Gran Turismo med motorcykler, så har du så evigt ret. Alt ligner GT til forveksling. Introen, menuerne, interfacet, køreprøverne, banerne, ja selv lydene er så kendt territorium, at Polyphony tigger og beder om at blive slået i hartkorn med branchens øvrige "overproduktive" aktører. Men, og der er et stor "men" her: De velkendte baner føles ikke særlig velkendte, når de testes på to hjul.
En ting er, at jeg ikke kunne bruge så meget af min viden fra GT, men heller ikke Namcos ellers udmærkede, men dog mere arkadeprægede, MotoGP-serie havde givet mig et godt nok billede af, hvordan Suzuka bør tackles på to hjul og 61 heste. Jeg troede, jeg kendte hårnålesvinget, jeg troede, jeg vidste, hvordan jeg skulle manøvrere mig gennem det bløde sving efter crossover-langsiden. Men nej. Op over kerben og ud i sandet, og her kan en motorcykel ikke lide at være, skulle jeg hilse og sige. Du vælter ganske enkelt for et godt ord. Efter irritationen har lagt sig, opdager man, at der skal gås fundamentalt anderledes til værks. Hvis kørelinjen var vigtig i GT, så er den kun endnu vigtigere i Tourist Trophy. Du skal til at se banerne fra en anden vinkel og bruge deres bredde anderledes. Og det er ikke et råd. Det er et krav.
Det er et krav, fordi TT’s løbsopbygning betyder, at du ikke pr. definition kan tune kværnen, så den kan lægge enhver modstander 20 meter bag sig før indgangen til første sving. Spillets Race Events er kun åbne for bestemte mærker, modeller eller motorcykler op til et vist antal kubik - altså maskiner, der i et vist omfang matcher hinanden. At modstanderne så ikke altid kører med den fart og det mod, de burde, er så en anden historie. Man skal trods alt have en chance.
Måske er modstandernes hullede selvtillid kompensation for Challenge-modens kompromisløshed. Da TT ikke opererer med penge, kan du i stedet vinde motorcykler via challenges. Disse udfordringer går som regel ud på at indhente en modstander og holde ham bag sig i ti sekunder. Det er intet problem, hvis du er står og mangler en Suzuki Skywave 650, men du får ikke et ben til jorden, når du forsøger at få en racingmodificeret Honda NSR250R SE hjem til samlingen. Den grad af kompromisløshed kan jeg ikke huske at have oplevet i Gran Turismo, men det er jo netop for sikre, at du ikke kan svælge i kubikmonstre efter en times spil. Det holder spilleren på tæerne, hvilket klæder spillet.
Som motorcykelelsker har Nana set det som sin mærkesag at få spillets godt 100 motorcykler til at lyde som den ægte vare. Der er alt fra summen og brummen til skrig og brøl, når du slipper koblingen og drejer gashåndtaget af led. Godt lyder det, og mindst lige så flot ser motorcyklerne ud. Man kan klandre Gran Turismo for meget, men grafisk har det få konkurrenter på formatet. Ja, de screenshots, du har set er taget fra et replay, og måske er de pudset lidt af, men de overdriver ikke Tourist Trophys visuelle kvaliteter. Maskinerne er så måbende smukke, at jeg nemt kan tilgive, at grafikmotoren ikke kan opretholde denne grafiske kvalitet med mere end fire kværne på banen. Det virker godt nok halvtamt, at løbene kun køres mod én til tre modstandere, men så må du se banerne som din reelle modstander, og tro mig, de giver ikke op uden kamp.
Tourist Trophy ligner en skrabet udgave af Gran Turismo med motorcykler, men det fungerer efter min bedste overbevisning. Det synes at simulere motorcykelkørsel på en måde, der hverken skubber arkadefolket for langt væk eller holder simulationsentusiasterne for nar. Polyphonys første spin-off-udgivelse kan meget vel blive mc-genrens svar på Gran Turismo. Og det er vel ikke så overraskende, når det kommer til stykket.
