Project I.G.I.

Action spillet Project I.G.I. fra norske Innerloop er en intens oplevelse, som til tider får en til at tænke på Delta Force, men desværre bliver det skæmmet af en utrolig dum AI, til tider dårlig grafik samt den katastrofale mangel på at kunne spille mod andre. Det kunne have været alle tiders single/multiplayer oplevelse ß la Counter Strike med et stænk Delta Force. I stedet ender det som et spil lidt over middel.

Norden har ellers været godt med på spilfronten på det seneste. Ground Control fra svenske Massive Entertainment samt Hitman fra danske IO Interactive. Derfor glædede jeg mig også vildt meget til at gå i gang med denne First Person Shooter (FPS), hvor der lægges op til, at man skal tænke taktisk og ikke bare rushe frem og skyde alt og alle.

Historien handler om en ex-SAS officer, David Jones, der er sendt af sted af den amerikanske efterretningstjeneste, for at finde Josef Priboi, som ligger inde med vigtige oplysninger om et stjålent atomvåben. En dejlig ting er den tynde manual. Har du spillet et FPS før, vil du hurtigt føle dig hjemme med hensyn til styringen. Ingen slinger i valsen her.

Realistiske våben
Du har et helt arsenal af våben til din rådighed, lige fra AK-47 til en bazooka til at udrydde tanks med. Og man må sige, at Innerloop har lavet et stykke grundigt arbejde m.h.t. de forskellige våbens realisme. En AK-47 rykker kraftigt opad mod højre, når den affyres, så der er ikke noget med at holde aftrækkeren konstant inde, hvis man vil ramme plet. Det våben, jeg er mest imponeret over, er snigskytteriflen Dragunov. Den har så kraftigt et zoom, at det er lige før, man kan zoome ud gennem en fjendtlig soldats baghoved! Ethvert våben har sin egen funktion, så man kan ikke bare forlade sig på et eller 2 våben. På et tidspunkt løber man nemlig tør for ammo til det enkelte våben (på nær AK-47, som man hele tiden erobrer fra fjenden).

Der skal lidt hjerne til...
Spillet lægger op til, at man skal bruge sin hjerne og planlægge, hvordan man vil rykke frem. Man kan let blive opdaget og aktivere fjendens alarmsystem. Fjenden benytter sig nemlig bl.a. af overvågningskameraer og snigskytter placeret højt oppe i vagttårne. Men efterhånden som man tygger sig igennem missionerne, finder man ud af at skyde kameraerne i stykker. Til at hjælpe med planlægningen, disponerer man over et uplink til en satellit, så man kan danne sig et overblik over basen, som man skal trænge ind i. Desuden har man en kikkert, som også kan zoome meget kraftigt ind. Den benyttede jeg meget, før jeg rykkede frem.

...Men det har fjenden ikke
Men hvor er de fjendtlige soldater dog dumme! De kan gå lige forbi en, og hvis man undlader at gøre noget, fortsætter de bare deres patruljering. Desuden patruljerer de på nøjagtigt de samme ruter efter nøjagtigt samme mønster, så det er nemt at lære deres ruter udenad. Bliver man opdaget af soldater, er det egentlig heller ikke noget problem. Utroligt mange gange løber de faktisk på en lige linie, så ét skud fra en Dragunov kan fælde eksempelvis 4 soldater med det samme.

En anden ting; hvis to soldater står lige ved siden af hinanden, og man sniper den ene, reagerer den anden simpelthen ikke. De kunne ligeså godt bare have sat måltavler op. Til gengæld er dødsanimationerne godt lavet. Skyd fjenden i maven, og han vil krampagtigt tage sig til maven, før han falder om. Spillet havde været suverænt, hvis fjenden i en ildkamp ville søge dækning i stedet for bare at blive stående.

Superb ballistik
En rigtig god og gennemarbejdet ting ved spillet, er det ballistiske. Har du brug for at søge dækning efter at være blevet opdaget, er det ikke nogen god ide at finde en trævæg at gemme dig bag. Kuglerne pisker lige igennem træ. Der er beton bedre. Bare pas på, at kuglerne ikke richotterer tilbage på dig. Det kan de nemlig også!.

Gigant landskaber - uden formål
Selve banedesignet i de enkelte missioner er nogenlunde. Dog ligner de enkelte baser, man skal trænge ind i, efter min mening hinanden lidt for meget. Det ser godt ud, også når man bevæger sig i de enorme landskaber, som strækker sig lige så vidt, øjet rækker. Man kan vade derudaf i en uendelighed, hvis man har lyst til det. Der er bare ikke så meget at se på, og det er altså lidt træls at have trasket af sted i 15 minutter bare for at konstatere dette, og derpå skulle vade i 15 minutter igen, før man er tilbage til kampens hede.

Man kan ikke gemme spillet midt i en mission, men det gør heller ikke så meget. Det gør det bare mere intenst og tvinger en til at tænke sig lidt mere om. I de fleste missioner skal man bl.a. hacke computere, låse døre op, kravle på stiger eller glide afsted på kabler. I disse tilfælde skifter kameravinklen til 3. person, så man hele tiden kan observere omgivelserne og vurdere, om man er nødt til at afbryde sit forehavende.

Konklusion
Spillet emmer af agentaction, og hele tiden skal man være på vagt. Gameplayet er generelt fedt, men den elendige AI og den til tider middelmådige grafik trækker nedad. Desuden er det mig en gåde, at man ikke har lavet en multiplayerfunktion. Spillet havde været rigtigt cool at spille imod andre, men sådan skulle det ikke være. Det begrænser desværre spillets levetid. Men vil man gerne have oplevelsen af at være hemmelig agent, kan jeg varmt anbefale Project I.G.I.