Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Denon Perl Pro

Denon Perl Pro

Denon gør lyden højopløst og individuelt tilpasset - men lyder det overhovedet godt?


Her på Gamereactor brokker vi os tit over at ikke mange in-ears, ikke engang de dyre understøtter AptX HD - eller jeg gør i hvert fald. Men en gang imellem kommer der er en positiv overraskelse. For efter at det blev annonceret for to år siden står vi endelig med lidt af et gennembrud.

Denon Perl Pro kommer nemlig ikke bare med AptX HD - men faktisk med AptX Lossless, der er dobbelt så godt, 1.2Mbps bitrate, og signifikant mere end LDAC's 990Kbps. Dermed er vi næsten oppe på samme bit-rate som CD-kvalitet, altså 16-bit/44.1kHz. Du får ligesom med AptX HD-understøttelse af afspilning af 24-bit musik, der ved 192kHz sample-rate kræver 9.2Mbps. Der er altså noget vej endnu, men vi er stadig nået enormt langt - husk at almindelige aptX, AAC og SBC ligger omkring 350Kbps eller under. Altså næsten 30 gange højere bit-rate, og det kan høres.

Selve enheden er relativt standard, bortset fra at ydersiden er beklædt med en massiv rund plade med Denon-logo, og trods at jeg har forståelse for at det skal huse DSP, så kan det virke lidt voldsomt.

Men hvad Denon nok hellere vi have at vi skriver om er deres personlige lyd, Denon Sound Master Tuning, tidligere Masimo Adaptive Acoustic Technology (AAT), tidligere Nura. Det skyldes ganske enkelt at Nura opfandt teknologien, blev opkøbt af koncernen der ejer Denon, der så igen besluttede at det nok var bedst at holde Denon-navnet i fokus - af hvad jeg lige kan stykke sammen. Denon Perl ligner da også de oprindelige Nura Truebuds ret meget. Teknologien fungerer ved at der sendes lydbølger ind på din trommehinde, og ud fra den reflekterede lyd kan den så regne ud hvordan at du hører, og tilpasser lyden igennem kompensering. Mit resultat var at jeg var ekstremt følsom i bassen, og med en let følsomhed i diskanten. Jeg er kun tidligere blevet frekvensmålt, her kunne jeg stadig hører langt over 20kHz hvilket er godt gået med min alder og glæde for hård rock in mente.

Og her kommer så en ridse i lakken, for appen afkræver oprettelse af endnu en konto med fuldt login og det hele. Og jeg forstår det ikke, for skal man bruge det igen en anden gang, så skal det hele alligevel sikkert rekalibreres, og jeg må indrømme at jeg bare ikke gider flere apps, og særligt ikke dem der kræver login. Stop det. Der er ingen saglig begrundelse for at endnu et firma skal modtaget og gemme mine oplysninger til evig tid. Til gengæld er appen ret god, den er intuitiv, og der har åbenlyst været en brugerflade-designer inde over.

Det er naturligvis krævende, og de holder da også "kun" otte timer, men der er så yderligere 32 timers batterilevetid at hente i etuiet - og det er mere end rigeligt til mig. Der er også rummelig lyd, Spatial Audio - i form af Diracs Virtuo. Nogle vil måske hellere have Dolby Atmos, men da jeg lytter til en del live-optaget lyd, så kører jeg aldrig med nogle former for virtuel surround, det er en feature jeg har meget svært ved at tro er en reel efterspurgt egenskab hos flertallet af forbrugere.

Selve enheden er IPX4-certificeret, vejer 8.6 gram per styk, har tre mikrofoner i hver del, plus en "bone conductor sensor" og den bevægelige del, svarende til en højttalerenhed, er i tredobbelt titaniumslag. Der hvor den til gengæld skiller sig ud er pasformen, der følger fire størrelser med, samt en skumspids og "vinger". Normalt, med 99% af alle in-ears vi tester, der passer medium størrelse der følger med fint, men her måtte jeg prøve mig lidt frem, for selvom at de umiddelbart sad fint, så oplevede jeg meget mikrofoni, altså når jeg trådte ned, så forplantede rystelserne fra benet sig hele vejen til kraniet og ind i enhederne, hvilket gav en stærkt ubehagelig "plop" lyd, på samme måde som når man på brutal vis flår et stik ud af en forstærker. Så af en eller anden grund er spidserne lige her altså enten anderledes i størrelsen eller i materialet, og der skal eksperimenteres. Herudover er de relativt store, med en slags paraply bagud der stikker ud af øret. Det er en fordel at man nemt kan se hvad der er højre og venstre da Denon logoet kun kan vende en vej, men omvendt foretrækker jeg ikke at skilte med hvad mærke jeg benytter mig af. Til gengæld er etuiet med trådløs opladning - ja tak!

Det hele koster 2.600 kroner. Det er en del, men så får du på papiret også markedets bedste lydoverførsel, og en virkelig god støjreduktion. Virker det så? Ja, det synes jeg. Jeg kan ikke undgå at bemærke at lyden, når den "personlige lyd" er slukket, er komprimeret og grovere, men den er faktisk også dårligere end andre in-ears i samme prisklasse. Når det er slået til er lyden til gengæld fantastisk, men jeg sidder lidt og føler at man, med fuldt overlæg, kunstigt har øget forskellen imellem almindelige og "personlig lyd".

Støjreduktionen virker, og den næsten-tabsfrie overførsel gør at man med et high-res streaming abonnement rent faktisk får noget for pengene. Lyden er svagt lys, men med stort holografisk lydbillede, dybde, stæk og præcis bas, og en virkeligt god opløsning. Vi er ikke på IEM-niveau, men det nærmer sig.

Så kan du leve med den lidt sjove pasform og paddehatten der stikker ud, så er der en trådløs oplevelse af de absolut bedste. Men drop nu registreringskravet til appen....


09 Gamereactor Danmark
9 / 10