Netatmo Smart Indoor Camera
Et overvågningskamera til hjemmet, som passer bedst ind i Apples HomeKit.
Vi har efterhånden bevæget os igennem ret meget af det Netatmo kan tilbyde i skrivende stund, og særligt for dem med drømme om at opbygge et robust smarthjem med Apple som rygrad, så byder producenten på robuste produkter med en ret fin software suite, hvis altså man i skrivende stund er villig til at se igennem fingre med nogle af HomeKits fejl og mangler.
Du kan få monteret en smart dørklokke, tjekke vind og vejr med vejrstationer og dertilhørende regnmoduler, og du kan naturligvis også overvåge hjemmet. Smart Indoor Camera hedder det, ganske rammende, og ideen er ganske simpel.
Den har samme cylinderform som modtagerenheden til WIFI, og den virker både til HomeKit og Google Home (via Google Assistant) og er udført i en enkelt anodiseret aluminiumsmonoblok, der ser decideret smagfuld ud ved siden af tilsvarende plastikagtig Arlo-grej. Et overvågningskamera er stadig et overvågningskamera, men det er pænere end resten, det er helt sikkert.

Fordi den er cylinderformet er selve linsen monteret højt, og den skyder i en FOV på 130 grader, og i 1080p. Vi snakker bare 4 megapixels, men feedet er tilpas skarpt, og løftet om cirka fem meters meget tydelig sigtbarhed takket være Night Vision-sensorer har holdt stik under vores tests.
Der er dog ingen hardware med til montering, så hvis du vil hænge kameraet op, ja så skal du selv klare det. Det lader til at Netatmo forventer at du placerer det et gunstigt sted i stuen (på hjemmesiden siger de "overfor hoveddøren" - som ikke altid er den vej, ubudne gæster trænger ind fra). Vi havde heldigvis et højt skab op af den ene væg, der kunne give et godt udsyn, men du er måske ikke så heldig.
Appen er som tidligere beskrevet - den virker, og er decideret finpoleret i de fleste tilfælde. Bruger du hardwaren igennem Apples HomeKit software suite er det hele lidt mere på gyngende grund, men det er et valg du selv aktivt kan træffe. Der er alle de features du ønsker dig, såsom aktivitetszoner, tids- og lokationsbaseret aktivering og alt mulig andet. Der mangler i hvert fald ikke noget. Og det bedste af det hele? Det hele er gratis - for evigt. Der kommer ikke noget abonnement senere, det er ikke en "free trial" - det hele er tilgængeligt for altid, bare ved at du ejer produktet.

Det var dog, igen, det at sætte kameraet op, der viste sig at være mest frustrerende, eftersom vi gentagne løb ind i problemer under opsætning. Af en eller anden årsag benytter Netatmo sig af en unik opsætning her, hvor du skal vende kameraet på hovedet for at indikere at du er klar til at parre produktet med dit netværk. Dette virkede hverken første eller anden omgang.
Det er desværre også værd at nævne, at under brug bliver kameraet ret varmt. Altså ikke som i lunt, som i varmt. Det er ikke til at sige om hvorvidt dette påvirker pålideligheden, hvis kameraet gerne skulle være tændt i et eller anden omfang i mange år fremadrettet, men vi tænker lige at nævne det alligevel.
Netatmo er dog fortsat meget, meget let at anbefale til alle der bygger med HomeKit, og selvom at opsætningen er smertefuld, så er resultatet godt. Og ideen med at tilbyde livstidsgaranti på samtlige features er ligeledes fristende.
Gamereactor Danmark