Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Logitech Wave Keys

Logitech Wave Keys

Tasterne er i hvert fald ikke mekaniske, men hvis det er komfort du går efter, så findes der intet bedre.

Der skal nok findes en størstedel af Gamereactors faste publikum, som ikke kunne drømme om at købe andet end et mekanisk tastatur. Det er som sådan også fair nok, og jeg selv har testet i et væk på mit sæt MX Mechanical Mini fra Logitech i lang, lang tid, og har nydt den taktile feedback der kommer fra et sæt mekaniske taster.

Så måske er det bare mig, der alligevel ender med at vende tilbage til det blødere, til det ergonomiske, til det behagelige. Logitech har netop lanceret Wave Keys, et tastatur der mere end noget andet ønsker at behage, og selvom at tasterne er de blødeste membrantaster du overhovedet kan forestille dig, så er det svært for mig at stoppe med at bruge det.

Først og fremmest er Wave Keys... ja, "wave"-formet. Det er rigtig at tastaturets form slår en slags kurve i midten, og at denne form er beviseligt mere ergonomisk, men det der gør forskellen er den indbyggede håndledsstøtte. Den er både fast, men også blød, både dyb men aldrig irriterende. Den har totalt transformeret min skrivekomfort, og ingen andre håndledsstøtter fra hverken Razer til Logitech selv har nogensinde gjort det bedre i min bog.

Måske er det også derfor at Wave Keys er blevet officielt testet i Logitechs eget Ergo Lab, og er godkendt af United States Ergonomics. Derudover er der naturligvis et hav af funktionstaster i toppen, der fungerer både til Mac og Windows. Der er er multipoint-forbindelse til både Bluetooth eller 2.4GHz via Logitech Bolt. Der er op til tre års batterilevetid på Bluetooth, og den kan både oplade via USB-C, eller via to AAA-batterier. Der er sågar de samme Easy Switch-taster, der gør at du kan skifte forbindelse hurtigt, som du finder på de dyrere tastaturer Logitech producerer.

Det er desuden lavet med genanvendt plastik, er bekræftet til at "carbon neutral", og er pakket ind i pap fra FSC-certificeret træ, som også hjælper med at overbevise om at der er en bevidsthed bag Wave Keys, en progressiv tankegang.

Men vigtigst af alt? Wave Keys er det mest behagelige tastatur jeg har brugt i lang tid, og det vil være meget svært for mig at bruge noget andet indtil jeg har slidt det her helt ned, noget der sker ret hurtigt ligegyldig producenten. Og så tror jeg jeg køber et nyt bagefter.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10