Rogue Trooper

Jeg er helt sikker på, at drengene hos Rebellion Studios mener det godt. For nogle år siden var jeg selv en tur forbi dem i deres studie i Oxford, hvor de dengang sad og puslede med deres Judge Dredd-spil. Ligesom Dredd er Rogue Trooper også en del af det beskidte og futuristiske 2000 AD-univers, som har sit ophav i tegneseriernes verden. Universet og hele udgangspunktet er derfor ganske fornuftigt, men beklageligvis er der tale om ren deja vu fra min side, da Rogue Trooper er nede og soppe i sølet sammen med Judge Dredd, som i øvrigt var en pinlig affære.

Til trods for afsættet i det spændende univers, så betyder det egentlig meget lidt for selve spiloplevelsen. Rogue Trooper er rent faktisk den muskelsvulmende blå infanterist, som jeg hurtigt tog styringen af. Rogue er fremstillet via avanceret genteknologi, åbenbart deraf den blå farve, så han kan modstå de mange kemikalier, der hænger tungt i luften på Nu Earth. Med det i bagagen kastede jeg mig hurtigt ud i en omgang action set fra tredjeperson, hvor jeg lystigt tonsede rundt på banerne og skød fjender til højre og venstre.

Og tillad mig så lige at lege Rasmus Modsat for en stund, og derfor starte med at nævne Rogue Troopers små lyspunkter. Rebellion har forsøgt at gøre oplevelsen lidt mere interessant ved, at man hen ad vejen kan give sit udstyr personlighed. Ja, det lyder lidt sært, men hver eneste genetiske infanterist er udstyret med en biochip, som kan lagre deres personlighed og hukommelse, når de udånder. Der går derfor ikke længe, før jeg støder på soldaterkammerater, som ligger døende - så hvad er mere nærliggende end at overføre deres biochip til mit udstyr? Det resulterer sig i, at Helm, Gunnar og Bagman, som er henholdsvis min hjelm, pistol og rygsæk, bliver mine tro følgesvende undervejs, og giver mig gode råd og hints. Ideen kan umiddelbart virke god, men det er mere en gimmick end noget som helst andet. Faktisk blev jeg lidt træt af, at høre på mit plaprende udstyr, da de tre personligheder er lige kække nok.

I begyndelsen var min første tanke, at jeg sad med en middelmådig omgang action-hurlumhej, men niveauet er stille og roligt trukket nedad af et uinspirerende gameplay, halvtriste sanseindtryk, og ikke mindst en række grimme, grimme fodfejl. Ofte sidder granater fast på usynlige kanter i luften, din karakter peger mere end én gang i den forkerte retning af, hvor du styrer ham hen, de indtalte stemmer er for det meste pinlige, og sådan kan jeg blive ved...

Og så har Rebellion godt nok en ansat, der bare svælger i historiesekvenser, da du ikke skal rende rundt i mange øjeblikke, før der atter stimler en lille mellemsekvens frem, så selv ikke min lille nevø ville være i tvivl om, hvad man nu skulle i sin videre færd i banen. Det er egentlig også et kendetegn for sværhedsgraden, som ikke just er noget du kløjes i - og slet ikke, hvis du har erfaring fra andre spil af samme skuffe. Men igen, hvilken skuffe jeg taler om kan diskuteres, for Rogue Trooper er ikke blot action hele vejen igennem.

Rebellion har prøvet at give variation i gameplayet, ved pludselig at kaste stealth-elementer á la Splinter Cell ind i arenaen. Det foregår ved, at Rogue kan dolke nogle af fjenderne ned bagfra, men det er så åbenlyst tydeligt, at det kun er et fåtal af modstanderne, hvor den type angreb er muligt. Det er som om, at spillet sætter et stort neonskilt over udvalgte modstandere, som står helt stille og med ryggen til dig, så jeg aldrig var i tvivl om, hvornår jeg kunne snigmyrde. Igen, det er også en lille gimmick, som sjældent er særlig brugbar, og på de almindelige fjender er snigmord helt umuligt. Denne stilforvirring er ikke en velfungerende fusion af spilgenrer, tværtimod, så det ærgrer mig, at Rebellion ikke har brugt mere tid på at finpudse en rendyrket action-oplevelse, rettere end at mikse en omgang halvfabrikata sammen.

Jeg er desværre ikke helt færdig med at være sur i skallen, da spillets kunstige intelligens også er åndeligt smalsporet, i en klasse for sig. Jeg er efterhånden blevet vant til, at fjender i spil kan gå i dækning bag objekter og gøre mit liv sværere, men fjenderne i Rogue Trooper er ikke så taktisk begavede. Ganske vist kan de hoppe om bag kasser og lignende, men som oftest bliver de bare stående der og venter til man cirkler rundt og skyder dem. Og om de overhovedet opdager mig, er også lidt som vinden blæser, da de nogle gange spotter mig fra umenneskelige afstande, mens de andre gange står og småsover, indtil de får mit gevær stukket op i ansigtet.

Jeg har altid været glad for 2000 AD-tegnerserien, men den mudrede og grufulde verden fandt jeg slet ikke i Rogue Trooper. Den semisterile følelse, det lade gameplay og de mange bugs er i sandhed langt fra atmosfæren i de hæfter, som ligger bagerst i mit skab (ja, jeg taler altså stadig om 2000 AD). Og der er næsten tale om blasfemi for dem der er fans af serierne. Du kan i øvrigt spille både splitscreen (co-op) og fire spillere samtidig via Xbox Live, men efter at have terpet gennem singeplayerdelen, så tror jeg, at det er de færreste der vil føle sig motiverede. Rogue Trooper er en ekstrem skuffelse, der ikke kan gemme sig under de dovne "hvis du er en fan..." for ikke engang en fan gider finde sig i noget så skuffende som det her.