Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
The Outfit

The Outfit

Et lidt mere useriøst favntag med Anden Verdenskrig. Asmus har været en tur på slagmarken i Relics seneste spil.

Landskabet bærer præg af de mange kampe og bombardementer. Et regiment af tyske soldater ser en enlig allieret soldat komme sjoskende. Det her bliver ikke svært. Et sandt helvede af glødende projektiler og granater bliver sendt i retningen af den enlige soldat. Det ser unægtelig sort ud, selvom soldaten er væsentligt mere muskuløs end normalen. Han springer i dækning, og uden varsel kommer der allierede soldater og sågar en tank ned fra himlen. Situationen er vendt på en tallerken og de allierede styrker løber tyskerne over ende.

Temaet er ikke vildt originalt, og det er heller ikke meningen. The Outfit er allerede fra den første filmsekvens opsat på at levere action med Anden Verdenskrig som kulisse. De tre helte, hvis støvler du kan træde ned i, i løbet af spillet er da også meget actionsfilm-agtige. De er alle tre muskelsvulmende, de kan opsuge kugler som en svamp opsuger vand og deres attitude til det hele er som en lykkelig forening af alle Arnold Schwarzeneggers, Sylvester Stalones og Jean Claude van Dammes roller. De er rappe i replikken og skydegale. Altså, som så mange andre actionhelte i actionspil nu om stunder.

Overrasket bliver du heller ikke over gameplayet eller historien. En super ond Nazi-gut, der står i direkte forbindelse med Hitler i egen høje person, render omkring og er dumt svin, og det er op til dine tre helte at stoppe ham. Intet nyt under solen, altså.

Direkte kontrol har du over en af heltene. Du kan vælge en af dem fra start og lede ham gennem krydsilden. De tre helte har forskellige færdigheder, våben og svagheder, således at du kan vælge den helt, der passer til sit temperament. Rundt omkring på de omfangsrige baner er der placeret forskellige bygninger, der skal erobres. Det kan dreje sig om rent taktiske mål eller strategiske mål, der giver adgang til noget ekstra. Nogle af disse bygninger fungerer som en art checkpoints, hvor ens helt dukker op igen, hvis han lider en alt for tidlig død. Det gør missionerne overkommelige, for skulle du dø, kan du snart efter vende tilbage, eventuelt i en ny helts skikkelse og eliminere de resterende tyskere, der måtte være tilbage. Det gør det dog også relativt nemt at komme gennem spillet, hvilket er synd.

The Outfits bud på fornyelse hedder Destruction on Demand, DoD, og giver heltene mulighed for at tilkalde alt fra tanks til nye tropper, der så kommer dumpende ned fra himlen. Det er meget enkelt og gør det muligt at vende stort set enhver situation til ens egen favør. Hvert eneste stykke luftbårent materiel koster de såkaldte FUs. (Det står ikke for dét, men for Field Units). Har man råd til det, så kan det købes. Tag en jeep, et regiment soldater og fortificer en stilling med maskinkanoner, og du er parat til at give tyskerne en solid endefuld. FUs optjenes ved at dræbe tyskere, erobre strategiske punkter og løse opgaver, hvilket burde give en lind strøm af FUs. Det er nemt som kage at løbe omkring og skyde tyskere. Mere uldent er det når der skal køres rundt. Helt perfekt er den ikke, og på intet tidspunkt følte jeg at jeg var hundrede procent sikker på styringen.

Den destruktive kraft du har til rådighed er dog ikke til at spøge med, og næsten hver eneste menneskeskabte struktur på banerne kan ødelægges. Enten hurtigt ved hjælp af et luftangreb eller langsommere ved hjælp af tanks, granater eller lignende. Det er hamrende meningsløst, men jeg kan ikke undgå at føle mig tilfredsstillet og smile en smule fjoget, når endnu en bygning forsvinder i en bunke murbrokker. Destruktionen og de mange partikler der slynges omkring er nu det eneste, der vidner om at platformen er Xbox 360. Jovist, det ser da ganske nydeligt ud, men noget teknisk slag i solar plexus er der ikke i vente.

Dette gælder også for både lydside og gameplay. Heltenes machokommentarer bliver trættende i længden, og musikken med militær-inspireret marchmusik og andet i den dur er som du sikkert forventer det. Ikke vanvittigt originalt, men det passer sig. Gameplayet er åbenbart bygget op omkring Destruction of Demand og alt det der kan smadres, hvilket ikke danner grundlag for den dybeste oplevelse. Til spillets forsvar kan man så sige at der aldrig bliver lovet andet, og skulle man være tilfreds med det, er underholdningen sikret i The Outfit. Man skal bare ikke forvente andet end destruktion i en Anden Verdenskrigs-indpakning.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Rimelig grafik. Masser af action og eksplosioner. God Xbox Live-del.
-
Ensformige missioner. Lidt træg styring.