LG C3 42"
LG leverer igen - og igen (og).
Vi anmelder det nyeste LG C-serie fjernsyn hvert eneste år, og når man checker ind årligt, så begynder man at forstå at der ikke på den måde eksisterer kvantespring på så kort bane. Det er måske også fint, eftersom de fleste forbrugsmønstre sjældent involverer en opgradering af ens kæmpe 77" fladskærm på årlig basis.
Det er dog alligevel en fornøjelse hver eneste gang, eftersom LG, særligt de sidste fem-seks år, har høvlet de sidste knaster af hvad der i forvejen var en noget nær perfekt brugeroplevelse, og vi står nu tilbage med en skarpslebet diamant, der leverer fantastiske resultater tværs over gaming, streaming - ja, det hele.
Tag det nyeste C3, der nu er tilgængeligt på det danske marked. Vi fik tilsendt den mindre 42" model denne gang, muligvis grundet vores uhyre positive anmeldelse af den lille C2'er, som vi primært testede som en slags glorificeret PC-monitor. Sådan har vi også gjort det denne gang, men vi har desuden udsat den for alt fra Diablo IV afviklet gennem en Xbox Series-konsol til The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom på Switch, vi har brugt den som centralt værktøj til det daglige kontorarbejde, og har set film og serier igennem den også.
Og det her er altså, igen, noget der ligner en perfekt oplevelse. Jo, designet står stort set uberørt, men det betyder bare igen at du får en relativt let konstruktion med et solidt udvalg af porte. Du har fire HDMI 2.1-porte, inklusiv eARC, ethernet, tre USB-porte - der er nok her. Profilen er bare 45 millimeter, de simple L-formede ben er tilbage i den lille mode, og ligeledes er den "buk"-stander du får til de større varianter. Det er stort set samme fjernbetjening også, som er fiks uden at være prangende, og som giver dig de nødvendige adgange til smartassistenter og streamingtjenester.

Det er desuden samme panelteknologi, altså et OLED Evo-panel i 4K/120HZ med VRR og ALLM. Der understøttes Dolby Vision Gaming via Alpha 9 Gen 6-processoren, samt AMD FreeSync Premium og G-Sync. LG har forbedret deres Tone Mapping, som bryder billedet op i 20.000 zoner, som giver et langt bedre og lyskalibreret HDR-resultat, og det er uden at forsinkelsen bliver mere end 10ms. Kombineret med et solidt udvalg af modes, inklusiv en glimrende Game Mode og favoritten Filmmaker, samt HDR10 Pro og HLG, så er det svært at finde noget at brokke sig over, udover at OLED-teknologi fortsat ikke gør sig lige så kort hvis der er skarpt naturligt lysindfald i dagstimerne.
Men dybden, farvekalibreringen, attituden, den er her stadig, og selv det her lille C3 leverer resultater som ingen andre - det er efterhånden ret tydeligt at når HDR'en blomstrer, sortniveauerne giver overvældende kontrast og Dolby Vision Cinema (og Game) virkelig brillerer. LG har bare raffineret deres billede igennem årene, og det bliver kun tydeligere for hver generation, selvom at der ikke er nogen central, ny gimmick.
Nej, de indbyggede 2.2 40W højtalere er ikke synderligt imponerende, og det er stort set tilfældet på samtlige fjernsyn, og vi er der hvor LG godt kunne give os en enkelt HDMI 2.1-port mere. Men udover det er C3 et fantastisk tv, som let kan agere monitor i sin 42" form, og desuden spille en central, afgørende rolle i hjemmet i 55", 65" eller endnu større formater.
Den her anmeldelse er kort, for meget af det her har du læst før, og du kan i princippet også forstå det her som en anbefaling af det nu udgående C2. Lige meget hvad laver LG bare fantastiske fjernsyn, så meget kan vi sige.

Gamereactor Danmark