Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Nothing Ear (Stick)

Nothing Ear (Stick)

Ny form, næsten samme pris, men der er altså et par ting der mangler...

Af en eller anden grund er det simpelthen blevet et modefænomen, og en form i sig selv, at der på in-ears er et stykke aflangt plast. Det er som regel af flere årsager, dels for at balancere den del der er i øret, og så for at undgå at selve delen der sidder i øret bliver kæmpestor som man kender det fra en del Jabra-, JBL- og B&W-modeller. Og så er der bare mange der foretrækker at trykke på denne lille pind, frem for at trykke direkte på in-ear delen der, ja, sidder inde i øret.

Derfor er der nu en Nothing Ear (Stick), der ligesom den forrige har har en lille pind, men nu ligner de meget mere Apples konkurrerende produkt, og det handler det nok mere om, for jeg har svært ved at se den store forskel ellers rent visuelt, altså udover at der ikke længere er silikonespidser.

De er lækkert lavet, med et hardcore deisgnetui hvor hele cylinderen med dem i drejes så der er adgang, en slags kombination af en insulinsprøjte og en pilleæske, men det er cool, og det ser super eksklusivt ud, så mangler bare lige den trådløse opladning. Ja, der er ingen trådløs opladning, selvom at Nothings introduktionsprodukt, Ear (1), havde det som centralt købsargument. Mærkeligt.

Selve enhederne fylder ikke meget, den lille 12.6mm enhed sidder i et hus på kun 4.4 gram, og pasformen er fantastisk god. Man har dog valgt ikke at have silikone rundt om som på standardmodellen, men bare en skal af hård plast. Det virker dog fint, og de sidder fantastisk. Der er små 30 timers batteritid i dem, og jeg har pendlet med dem, og har ladet dem cirka hver tredje uge.

Nothings hjemmeside er fyldt med ret meget nonsens, eksempelvis "tech gets in the way too often" efterfulgt af " Ear (stick) takes away those walls. This is tech you can't feel. So you can experience everything else." Her må jeg påpege, at trådløs opladning ikke er det eneste der mangler, for Nothing har også valgt at droppe aktiv støjreduktionen, og det er katastrofalt når man heller ikke har silikonedutter og tager små 1000 kroner for produktet.

For Ear (Stick) lyder faktisk ret fornuftige, og der medfølger en ret god app - dog indikerer Nothings egen markedsføring at jeg faktisk kunne få endnu flere features hvis jeg brugte netop deres mobiltelefon, og den slags "feature" finder jeg dum, det afholder mig som potentiel køber da jeg gerne vil have hvad jeg betaler for, jeg skal ikke tvinges til at skifte mobiltelefon for at få fuldt udbytte af et par in-ears. Rent praktisk ligner det at deres low-latency gaming mode kun understøttes hvis man bruger en Nothing Phone, og det kan være vigtigt for mange.

Nothing er til gengæld gode til at opgive specifikationer, jeg kan tydeligt se at der understøttes AAC og SBC og at enheden i sig selv er lavet af plast i den gode ende. Til gengæld undrer det mig at man har undladt AptX, og særligt Low Latency-udgaven, for så ville man kunne få en forsinkelse på cirka en fjerdedel af hvad Nothings Gaming Mode byder på - altså hvis man har en Nothing-mobiltelefon. SBC giver under en fjerdedel opløsning af en CD, og AAC er reelt værre, og så kan det godt være at man ikke kan få LDAC da det er en Sony-standard, men i det mindste kunne man forvente AptX HD i den her prisklasse.

Lyden er lidt bastung, men ellers fin og klar, men der mangler ikke overraskende noget opløsning, og så har det været svært ikke at ligge mærke til en del problemer med forbindelsen under opkald, her findes der altså bedre alternativer når det kommer til samtalekvalitet.

Til daglig musik- og podcastafspilning fungerer de acceptabelt, men jeg kan personligt ikke leve uden aktiv støjreduktion når man lever en pendlertilværelse, og har man børn eller bor i en meget lyt bolig er det nok endnu værre. Til 949 kroner er det en meget essentiel funktion at mangle, særligt når der ingen passiv støjreduktion ellers er, og det er synd, for design, etui, og batterilevetid er god.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10