The Descent

Det står ingen steder i The Descent, hverken i rulleteksterne eller bag på coveret, men Neil Marshall, manden bag Dog Soldier, må have ladet sig inspirere af Jeff Longs bog af samme navn, for der er simpelthen for mange ligheder mellem historien i The Descent om en gruppe piger, der tager på en weekend af ekstrem hulekravleri og støder hovedkulds ind i mørkets allerværste rædsler, og Longs bog om en hel verden under jorden i et sindrigt system af huler med tilhørende væsner. Ikke at det nødvendigvis er dårligt. Jeg elskede Jeff Longs bog og Marshalls film er, modsat The Cave, som vi også anmelder i denne måned, faktisk fyldt til randen med atmosfære, gys og gode øjeblikke.

The Descent handler om en gruppe piger, der gennem skoletiden tager på ekstremsportsture for at prøve sig selv af. Efter en specielt spændende riverrafting-tur går det dog galt for Sarah (Shauna MacDonald) Hun mister, i en bilulykke på vej hjem fra turen, både sin mand og datter og overlever kun med nød og næppe selv. Tiden går og da gruppens amerikanske klatrer inviterer dem alle til USA for at udforske et ældgammelt hulesystem, tager hun af sted i et forsøg på igen at finde sig selv. Men turen er alt andet end bare en hyggevandring mellem stalakitter og stalagmitter. Vejen ud bliver hurtigt blokeret af et massivt stenskred og et eller andet sted i mørket lurer ukendte farer. Fra det ene øjeblik til det næste bliver en simpel venindetur til et vaskeægte mareridt.

Reelt er der intet nyt i plottet i The Descent, men udførelsen og skuespillet gør den til noget specielt. For det første er det forfriskende, at se Marshall læne sig 100% op ad udelukkende kvindelige skuespillere. Der er ingen macho-soldater viftende med geværer og ingen muskuløse helte mænd, der ofrer sig. Pigerne, der som filmen skrider frem, bliver færre og færre i antal, har kun hinanden at stole på og så naturligvis lyset fra lommelygten. Det er også lykkes Marshall at holde uhyggen i højsædet, og det er selvom væsnerne som tøserne støder på, afsløres tidligt i filmen. Klaustrofobi, mørke, inhumane brøl og glimt af hugtænder gør sit til at holde The Descent fast forankret i gysergenren. Der spilles på vores, og især min, frygt for trange rum, hvilket gøres kvælende realistisk. Desuden er det rart at få en slutning, nej, jeg afslører ikke noget her, der ikke har den typiske amerikanske forløsning, men mere giver seeren mulighed for selv at fortolke slutningen.

The Descent er en typisk engelsk film, der dropper tonsvis af computerskabte effekter til fordel for et snigende gys og nogle ret basale virkemidler. Det er en gyser, der rent faktisk fik mig til at sidde lidt på kanten af sofaen og sluge det hele til mig, og som ikke ender som et rabalder af tynde klicheer. Hvis du kunne lide Dog Soldiers og er ved at være mere end en smule træt af Hollywoods glamouriserede gys, så er The Descent en dejlig beskidt film at sætte dig ned med.