Ms. Marvel (Disney+)

Sjette og sidste afsnit af Ms. Marvel rullede for lidt over en uge side over skærmen, og vi kan nu, med en smule forsinkelse, fælde den endelige dom, over en serie, der startede godt, men desværre også mistede pusten gevaldigt undervejs.

Lad os starte med det positive. Ms. Marvel åbner morsomt og hjertevarmt med en overraskende jordnær handling centreret omkring en lille forstad i New Jersey. Vi følger den unge Kamala Khan, som nok er bedst kendt fra det skuffende actionspil {Marvel's Avengers}. Dengang var teenagepigen af pakistansk afstamning mest af alt en slags cheerleader for de mere etablerede helte som Captain America og Iron Man, men nu kommer vi for alvor ind under hunden på karakteren.

Iman Vellani bringer masser af energi til den unge Khan, men seriens sande superhelte er velsagtens hende forældre spillet af Zenobia Shroff og Mohan Kapur, som formår at bringe familiedramaet til live med den helt rette blanding af humor, varme og overdreven bekymring. Familiens pakistanske og muslimske baggrund fylder meget i hverdagen, men samtidig har de også omfavnet den amerikanske kultur i en sådan grad, at deres førstefødte søn hedder Aamir Khan - det kalder jeg dedikeret! Forældrene er dog knap så begejstrede for amerikanernes fascination af superhelte, og vil derfor ikke lade deres datter deltage i den hypede Avengercon. Det skal selvfølgelig være løgn, så med lidt hjælp fra sine venner, får Kamala alligevel sneget sig med til konferencen, hvor det viser sig, at hun rent faktisk har ægte superheltekræfter!

Hvad der lignede et drømmescenarie for Kamala, bliver i stedet starten på en større identitetskrise, der som et nedskudt bombefly lander lige oven i teenageårenes i forvejen forvirrende slagmark. Heldigvis bliver hun godt støttet af sin bedste ven Bruno (Matt Lintz), der altid kan levere en sjov bemærkning til at bløde stemningen op, ligesom han i øvrigt er lidt af et geni og hjælper med de tekniske udfordringer ved tilværelsen som superhelt in spe. Lintz spiller den charmerende nørd med stor overbevisning og får det maksimale ud af en ellers lidt træt arketype - mon ikke han er rykket et par pladser op i tronfølgerækken til at spille den næste Spider-Man? Også veninden Nakia (Yasmeen Fletcher) er med til at holde serien nede på jorden, da denne stærke karakter kombinerer overskud og charme med en stor indsats for det lokale miljø. Sammenspillet karaktererne i mellem fungerer glimrende, og selvom, der er lidt for meget stereotypisk teenagedrama, så er Ms. Marvel indledningsvist en ren fornøjelse.

Men hov! Dette er jo en superhelteserie. Det virker lidt som om, at producenterne har haft lyst til at fortælle en historie om en forstadspige med muslimsk baggrund, men godt har vidst, det aldrig ville slå igennem. Og så må der jo superhelte, multidimensioner og alverdens Hollywood-magi til. Kombinationen giver et par interessante tilføjelser til genren - for eksempel bliver Ms. Marvel upopulær, da hun tiltrækker ubehagelig opmærksomhed mod den lokale moske. Men det er primært superhelteelementerne, der giver hverdagsdramaet et interessant tvist, og ikke den anden vej rundt.

Ms. Marvels superheltekræfter er sådan set interessante nok. Hendes primære evne lader hende skyde med en eller anden hurtigt-stivende svævende masse, der kan bruges til lidt af hvert. Samtidig har hun elastiske legemer og kan strække sin arm flere meter. Desværre bliver evnerne aldrig rigtigt brugt til noget specielt interessant, og medmindre de elastiske legemer er en eller anden slags metafor over, hvordan kroppen ændrer sig i teenageårene, har de heller ikke nogen troværdige forbindelse til hendes karakter. Actionscenerne mangler som en konsekvens heraf nerve og gnist, ligesom de (som det alt for ofte er tilfældet nu om dage) virkelig trækker i langdrag. Samtidigt er skurkene en sløv bande. De vralter rundt, som om de har skidt i bukserne, og griner samtidigt fjoget, sikkert for at virke ekstra "skurkagtige." Det har selvfølgelig den fuldstændig modsatte effekt, og selvom serien er rettet mod et yngre publikum, kunne producenterne godt have gjort Kamalas modstandere en smule mere intimiderende.

Superhelteplottet, der ikke består af meget andet end interdimensionel mumbo jumbo, kommer løbende til at fylde mere og mere, og det klemmer langsomt alt det liv, der var i de første par episoder, ud af serien. Ms. Marvel føltes til at starte med næsten som en slags moderne magisk realisme, hvor hverdagsscener lå badet i et smukt, overeksponeret lys, og hvor overnaturlige fænomener fra præ-islamisk (jinn) og amerikansk (superhelte) folklore, spiller en subtil, men afgørende rolle i folks liv. Alt dette ryger desværre ud med badevandet til fordel for det sædvanlige CGI-cirkus, med klovnerier forklædt som akrobatik. Særligt slemt bliver det, da Kamala vender hjem til sine rødder for at finde roden til sine superkræfter - Det prisværdige forsøg på at fremvise Pakistan som andet end politisk ustabilitet og jordskælv, kører galt i den modsatte grøft og bliver ren Aladdin.

Når jeg i sidste ende er så hård ved Ms. Marvel, er det ikke fordi, serien som sådan er en skuffelse. Med solidt skuespil og mesterlig produktionsværdi (særligt i de første par afsnit), skal særligt de lidt yngre fans af Marvel nok blive solidt underholdt. Det er bare ærgerligt, at det ikke bliver til mere, når nu starten var så lovende.