8bitdo SN30 Pro
8bitdo er tilbage, og med en controller der er perfekt til nostalgikere og dem med mindre hænder.
For nylig bragte vi vores første anmeldelse af et 8bitdo-produkt her på Gamereactor, og det var en sand fornøjelse. Længe har producenten været en favorit blandt både vores læsere og forbrugere takket være deres throwback design, der byder på moderne funktionalitet og en heftig dosis nostalgi.
Den nostalgi flipper over i warp drive med SN30 Pro, da den på det allerkraftigste ønsker at få dig til at holde et billede op af klassiske SNES-controllere for dit indre øje, og føle nostalgiens sus mens du bruger den. Netop det der med nostalgien er en ret central drivkraft, eftersom der ikke som sådan er mange andre grunde til at bruge SN 30 Pro, men det er faktisk ikke en kritik, overraskende nok.
Der er naturligvis et argument for at en række platforme generelt mangler mindre controllere for dem der synes det er mere behageligt, eller eksempelvis børn der finder en DualSense så massiv at de knap nok kan bruge den, men SN30 Pro fungerer faktisk hverken til PlayStation eller Xbox, ligesom mange af 8bitdo's produkter, og det er i grunden ret ærgerligt. Det betyder at der til PC, Android, SteamOS, MacOS og Switch (og Switch 2), hvoraf først- og sidstnævnte nok er de mest relevante brugsscenarier.

Den er ret flot konstrueret, selvom kvaliteten af plastikken til overfladen ikke synes helt lige så spidsfindig som på Ultimate 2, men for cirka 260 kroner får du altså en trådløs, funktionel og veldesignet controller, der sågar har Hall Effect på sine analogpinde, så du ikke behøver at frygte stick drift over tid.
Den vejer 114 gram, altså er den let, og passer desuden perfekt i hænderne på min femårige. Det skal dog siges at han faktisk også let kan bruge Switch 2's Joy-Cons, så SN30 Pro understøtter måske netop de platforme hvor der ikke ligefrem mangler i forvejen solide alternativer. Når det så er sagt, så er der Motion Controls til Switch, et batteri der cirka holder 15-18 timer på en opladning og en sans for detalje som er værd at sætte pris på.
Hvis du køber den til Switch eller Switch 2, så lader der til at være delte meninger om hvorvidt SN30 Pro pålideligt kan "vække" konsollen hvis den er i Sleep Mode. Den burde, og jeg har oplevet det, men for mig, selv med en firmware-opdatering, var funktionen lettere upålidelig. Jeg er sikker på at det er en begrænsning Nintendo bevidst har placeret, men det er altså lettere besværligt at skulle tænde sin Switch eller Switch 2 fysisk for at den så opdager at der er aktiv Bluetooth-forbindelse.

Når det så er sagt, så er der megen nostalgi at finde for de cirka 250 kroner du skal af med, og hvis du har brug for en billig sekundær Switch-controller, eller bare gerne vil have et velfungerende nostalgisk throwback til eksempelvis PC, så går du altså ikke galt i byen.
Gamereactor Danmark