50 Cent: Bulletproof

Prøv lige at høre her engang mester, bare fordi du er blevet skudt ni gange, behøver du vel forhelvede ikke at udgive et spil, hvor du på nærmest fornærmende vis forsøger at malke alle de stakkels forbrugere for deres surt optjente julepenge? Ja, det kan sku’ godt være, at du laver noget super cool musik, bevares, der findes da nok dem, der ikke har noget imod at lytte til det. Men helt ærligt, vi har allerede set, at dine skuespillerpræstationer ikke engang matcher Katja Keens i Langt fra Las Vegas, så hvorfor pokker føler du nu, at du skal forgribe dig på den vidunderlige spilverden? Har vi ikke lidt nok?

Nogenlunde sådan, ville et vredt brev til rapperen, 50 Cent lyde, hvis jeg da ellers nogensinde kunne nosse mig sammen og få sendt et af sted. Sjældent har jeg været så vred over et spil, sjældent har et spil sat mit pis så meget i kog, at jeg rent faktisk føler mig direkte frihedsberøvet, sjældent har jeg skidt så højt og helligt på mit sprog i en anmeldelse, der snildt skal blive læst af tusindvis af gamere. De timer, jeg tilbragte i selskab med min Xbox og 50 Cent, vil jeg have tilbage. Hvert eneste minut og sekund af min dyrebare juleferie.

Hvis jeg dog blot kunne sige, at spillet starter lovende, så havde jeg i det mindste en smule positivt at berette. Men det gør det ikke. Efter en intro, hvor 50 Cents hjemmedrenge bliver præsenteret, kan man ikke lade være med at grine. Havde manden rent faktisk tænkt sig, at man skulle tage ham og hans såkaldte G-Unit alvorligt? En bunke rappere, der render rundt med pistoler og maskingeværer i jakkelommerne og leger gangstere? Det næste bliver vel, at Johnny Hansen donerer penge til en synagoge, og at Jønke tager ballettimer og går i kirke om søndagen.
Udviklerholdets tragi-komiske forsøg på at skabe en alvorlig historie omkring en rapper, der bliver skudt ni gange, og efterfølgende kommer ud i en masse rod, ender hurtigt som daggammelt biksemad. 50 Cent: Bulletproof er, uden sammenligning, et af de værste spil, der nogensinde har set dagens lys.

Når du kommer i gang med spillet, opdager du hurtigt, at det ikke blot er historien, der er store, dybe ridser i. Spillets kontrol er helt ude i hampen, og så hjælper det i øvrigt ikke, at det stort set er umuligt at ramme fjenderne. Kameravinklerne er helt til rotterne, og af en eller anden grund er man tvunget til at skulle kigge over 50 Cents skuldre. Når man går rundt på de kedelige baner, zoomer kameraet af og til så tæt på 50, at man hverken kan se venner eller fjender. Dette resulterer som oftest i, at den skudsikre rapper dør i et splitsekund. I øvrigt har hjemmedrengene fra G-Unit en dårlig vane med at træde ind foran en samt stå i vejen i smalle passager og dørkarme. Forbandet irriterende.

Spillets kontrol og kameravinkler gør, at man ligeså godt kan gemme sig bag en mur, mens ens holdkammerater tager sig af at udrydde fjenden. Alle baner er stort set de samme, med et væld af store, tykke afroamerikanske mænd, der bare vælter ud af døre og vinduer for at skyde dig. Udviklerholdet har forsøgt at krydre de røvkedelige ildkampe med muligheden for at søge dækning bag blandt andet containere, som man så kan trække med sig som en form for dynamisk dækning. Men det gør stadig ikke spillets kontrol bedre, og det gør det stadig ikke nemmere rent faktisk at ramme fjenden.

Mellem mange af missionerne kommer man hjem til 50 Cents nabolag, hvor man kan snakke med de lokale ludere, slå et smut forbi en skummel læge, eller købe piratkopierede plader, sjovt nok kun 50 Cent-plader, fra en beskidt gadehandler. Men disse mellemsekvenser tjener blot som ligegyldigt fyld, og imponerer på ingen måde. I stedet tog jeg mig selv i at skynde mig videre, så jeg kunne få overstået denne i forvejen skrækkelige oplevelse.

Jeg ved ærlig talt ikke om jeg tør anbefale 50 Cent: Bulletproof til nogen. Ikke engang fans af rapperen. Og det på trods af, at der er en gigantisk masse 50-Cent musik og videoer at låse op. Hvis man som dedikeret fan ikke har noget imod at spille igennem et af årtusindets værste spil, så bliver man sikkert også mere end tilfreds med det, der nu engang kan låses op. Dette forudsætter naturligvis, at man er tohundrede procent die hard fan af den skudsikdre rapper.

Kære Gud. Hvis jeg skyder mig selv ni gange, kan jeg så også få lov at udgive musik, film og spil? Må jeg ikke også nok få lov at tjene milliarder af kroner og være sammen med damer med store bryster? Jeg vil også gerne have mit eget tøjmærke og legetøj, og så vil jeg også gerne være bedste venner med Eminem. Nej vent, jeg har i det mindste så meget stolthed, at jeg aldrig nogensinde ville sælge ud på samme måde, som 50 Cent har gjort nu. 50 Cent: Bullletproof bør undgås, og selvom der står bag på spilæsken, at verdens bedste rapper nu optræder i verdens bedste spil, så skal man nok lige spise brød til først. Jeg giver et 2-tal til spillet, udelukkende på grund af det faktum, at der er så meget for fans at låse op.