Gamereactor

Gamereactor
Film
47 Ronin

47 Ronin

Keanu Reeves og en masse overnaturlige væsener indtager japansk feudal-historie. Det er en sær cocktail.

Historien om de syvogfyrre ronin fandt sted i Japan i starten af det 18. århundrede. Kort sagt skete der det, at feudalherren Asano Naganori måtte begå seppuku (du ved, rituelt selvmord), efter han havde forsøgt at dræbe en ceremonimester ved navn Kira Yoshinaka, der havde gået og fornærmet ham hele dagen.

Dermed blev alle hans samuraier ronin, udstødte. De brugte et år på at planlægge hævn, brød ind hos Kira og slog ham ihjel. Efterfølgende begik de alle sammen seppuku, fordi de jo havde begået mord. Historien har legendarisk status i Japan, som selve symbolet på bushido, samuraiernes æreskodeks.

47 Ronin er en film med Keanu "whoa" Reeves i hovedrollen, der tager udgangspunkt i førnævnte fortælling, men lige skruer 117 trin for Hollywoodificeringen ved at tilføje magi, heksekunst, massive monstre og dæmoner. Man skal ikke meget mere end to minutter ind i filmen, før der optræder et enormt, seksøjet kæmpebæst, der er som taget direkte ud af {Monster Hunter}. Det er lidt som at genfortælle historien om kongemordet i Finderup Lade, og så tilføje et par drager og nogle skovelvere.

"Inspireret af historiske begivenheder" er vist betegnelsen. Det skal vist forstås i den løseste forstand.

Keanu "I know kung fu" Reeves spiller Kai, en bastard af halvt japansk, halvt europæisk herkomst, der er vokset op blandt nogle forfærdelige typer ude i skoven. Han flygter fra dem, og bliver fundet næsten død af udmattelse i en lille bæk af nogle samuraier. De er på nippet til at hugge hovedet af ham, da arene på hans hoved stempler ham som dæmon, men deres mester, den vise og faderlige Asano, griber ind og tager drengen til sig.

Kai vokser op som kasteløs, hadet af samuraierne, men udviser alligevel komplet loyalitet over for både dem og Asano. Samtidigt udvikler han et tæt venskab med Asanos datter, Mika.

Alt går fint og fordrageligt, indtil den magtbegærlige Kira, der hersker over naboprovinsen, ser sit snit til at vælte Asano af tronen som regent over Ako-provinsen, så han selv kan overtage den. Med hjælp fra sin heks får han Asano forgiftet, så han ser syner og overfalder en ubevæbnet Kira. Asano bliver dømt til Seppuku, og Shogunen befaler, at Kira skal gifte sig med Mika, så der ikke vil være ondt blod mellem klanerne. Alle samuraierne bliver erklæret for Ronin, og chef-samuraien Oishi bliver smidt i fangehullet.

Et år senere bliver han lukket ud, og vil have hævn. Kira skal dø. Derfor samler han de øvrige Ronin, såvel som Kai, hvis evner til at spotte heksekunst, de har brug for, og så går den vilde heksejagt.
47 Ronin er ikke nogen god film. Når man nu ved, at det hele bygger på historiske begivenheder, så virker det ærlig talt fjollet med kæmpemonstre, hekse der kan forvandle sig til drager, dæmonmennesker og magiske sværd. Hovedrollen virker som skrevet til Keanu Reeves, forstået på den måde, at nogle Hollywood-execs insisterede på at der var en amerikaner i hovedrollen, så publikum havde noget at relatere til. Det smager af noget ganske uappetitligt.

Nuvel, der er nogle udmærkede actionscener undervejs, og Keanu "jeg håber det her bliver mit comeback til Matrix-stjernestatus" Reeves har for længst vist at han kan være udmærket i meget fysiske actionroller. Ligeledes er der nogle rigtig flotte billeder undervejs, og store dele af klimakset er fremragende koreograferet. Men manuskriptet halter, visse replikker er tåkrummende dårligt skrevet og lige så ringe leveret, og flere scener føles som om de bare er der for at fylde tiden ud, mens der også er et sideplot eller to, der ikke fører nogen vegne overhovedet.

Der findes værre måder at tilbringe to timer på, og med en stor skål popcorn kan den gå an, men jeg kan ikke rigtig komme over den sære blanding af japansk historie og fri fantasy-fantasi. Så vil jeg hellere se noget rigtig wushu (ja, jeg ved godt det er kinesisk...).

Ekstramateriale: Lidt slettede scener og nogle behind-the-scenes dokumentarer, der ikke er videre interessante (så skulle det da lige være fordi man vil studse over, at instruktøren ikke rigtig lyder som om han selv tror på det, han siger om filmen...)

05 Gamereactor Danmark
5 / 10