+44 - When Your Heart Stops Beating

Selv de gladeste drengerøve, kan åbenbart komme så frygteligt meget på at skændes, at de ikke har anden mulighed end at gå hver sin vej. Det skete for Blink 182, og takket være det, har vi nu to forskellige bands, der på hver sin måde prøver at føre stafetten videre.

Det er tydeligt at Travis Barker og Mark Hoppus, der sammen udgør to fjerdedele af +44, har fået betydeligt mere på hjerte end de havde engang. Hvor Blink 182 mest bestod af forskellige prutte/bæ jokes tilsat elektriske guitarer, er When Your Heart Stops Beating en langt mere melankolsk affære. På sange som No it isn't langes der gevaldigt ud efter tidligere bandmedlem Tom Delonge, og selvom det måske ikke er hverken særlig rart eller sympatisk at høre på, er det da altid noget at de evindelige drengerøve endelig er vokset en lille smule op.

Det +44 dog mangler lidt, er den melodiske umiddelbarhed som Blink 182 alligevel besad. Åbningen af albummet har det lidt, men det varer ikke længe før helheden fortaber sig i pseudosørgelige langbaskere, hvor melodien må finde sig i en plads langt tilbage i bussen, til fordel for en drævende melankoli, der let bliver træg i længden. When Your Heart Stops Beating er på mange måder et stort skridt frem, og sikkert en nødvendig udrensning i forhold til en besværlig fortid. Desværre er det også bare tit sådan, at det at blive voksen er ensbetydende med en hvis form for afslibning af kanterne. Monotonien indtræffer. +44 er lyden af modenhed, men legesygen skal findes frem igen, hvis det også skal være interessant.