Gamereactor

Gamereactor
Film
2012

2012

Mayaerne forudsagde i sin tid at jorden ville gå under i år 2012. Filmen af samme navn giver et bud på hvordan det hele kunne foregå.

Katastrofefilm er væltet ind over os de seneste år. De tekniske muligheder vi har i dag har virket som en undskyldning for at spytte den ene efter den anden på gaden. 2012 er endnu et eksempel herpå.

På mange måder ligner 2012 også forgængere som The Day after Tomorrow og lignende film. Ingen tvivl om at vi taler om en effektfilm hele vejen igennem, disse er også for en stor del fremragende lavet.
Men det er så mere eller mindre også det.

Historien er så tynd, at papiret den er skrevet på ville være bedre egnet som toiletpapir end manuskript.
På intet tidspunkt får vi mere end en venstrehåndsforklaring på, hvorfor jorden egentlig er ved at gå under. Alt virker for letkøbt og som en halvhjertet undskyldning for blot at smide os ud i et slaraffenland af eksplosioner og kollapsende skyskrabere. Hvilket ganske indrømmet også er et rent overflødighedshorn af effekter.

Vores rejse følger nogle af verdens overhoveder og deres vej mod nogle beskyttende fartøjer kaldet arker som skal sørge for civilisationens overlevelse. Ud over dem følger vi en ukendt forfatter og hans families kamp for overlevelse. Sidstnævnte er i bund og grund en lang biljagt i flugt fra naturens rasen. Dybt urealistisk og med konstant kvalm med en sukkersødme der er ulidelig. Klicheerne står i kø og konspirationsteorier og decideret naivitet i fortællingen vælter sammen i en pærevælling, der gør, især sidste del af filmen, ulidelig at se.

Som om ovenstående ikke var nok så er skuespillet også horribelt. Store skuespillere som John Cusack og Danny Glover falder frontalt igennem, men på den anden side er dialogerne også så ualmindeligt kitch at det er svært at se, hvordan de skulle gøre andet. Eneste lille lyspunkt er Woody Harrelson, der spiller en hippie radiovært som for længst har set det hele komme. Han formår at banke imponerende mængder sjæl i den rolle, til trods for at den virker umådeligt karikeret i sin rå form.

Men det er langt fra nok til at redde denne fortælling fra at ryge direkte i skraldespanden, som værende noget af det mest elendige skuespil og manuskript set i lang tid. Man kunne fristes til at mene at det lille twist, at det kun er verdens overhoveder der er sat til at reddes er en interessant vinkel, men nej! Selv denne del bliver i den grad udvandet. Især mod slutningen.

Var 2012 virkelig så rædsom en oplevelse? I store dele ja.

Det er dog en særdeles flot film og at se den i HD gav nogle ganske imponerende øjeblikke. Som det er med film som denne eller Transformers eller Avatar for den sags skyld, så imponerer de i HD og kan man slå hjernen fra i de godt 2 en halv time filmen varer, vil man uden tvivl også blive en smule underholdt. Nogen dybere mening eller gensynsværdi er dog komplet umulig at finde.

Hvordan kan det gå så galt? Svaret herpå skal nok findes hos instruktøren. Roland Emmerich har tidligere stået bag affald som The Day after Tommorow, 10.000 BC og Godzilla. Eneste nogenlunde seværdige film fra denne herre må være The Patriot med Mel Gibson i hovedrollen. Også denne var dog mange steder ren følelsesporno.

At en sådan mand formår at samle så store skuespillere som der er til stede i 2012 er mig et mysterium, da det virker som rent karriereselvmord, med det manuskript de har fået.

2012 er ikke seværdig af andre grunde end de imponerende effekter, og disse vil sikkert være nok for nogle. Men er det ikke det man søger i film, så bør man gå langt uden om den her. Effekterne alene er desværre ikke nok til at trække den op til en status af godkendt herfra.

Ekstramateriale:
Hvis bare filmen var så god som ekstramaterialet var jeg solgt en anelse mere på katastrofeprojektet.

Dette er en fin godtepose for effektelskende filmfolk, og det er her 2012 som BD-udgivelse imponerer.

Hele filmen kan ses både med kommentatorspor og med det nye movieIQ. MovieIQ er en lille database hvor man i hver scene kan få facts om skuespillere, scener og andet ved et simpelt tryk på fjernbetjeningen. Eneste krav er at din BluRay-afspiller er sluttet til internettet. Det er et super lækkert lille værktøj, som filmentusiaster verden over nok skal få megen glæde af.

Desuden kan man se en billede-i-billede udgave af filmen hvor man har storyboards, behind the scenes med mere integreret i filmen. Ganske interessant og glimrende formidlet.

En maya kalender er også at finde. Her kan både læses om mayaernes legender og man kan få sit eget mayastjernetegn at vide.

Derudover er der et punkt kaldet "Roland Emmerich: Nutidens bedste fortæller af episke historier". Da jeg læste overskriften, måtte jeg se mig selv sprutte af grin. Dokumentaren er da også en selvfed gang øregas mere end noget andet.

Som om den originale slutning ikke var sukkersød og klichefyldt nok så har man valgt at lægge en alternativ slutning på disken også. Og lad det være sagt med det samme, den er endnu værre end den der blev valgt i sidste ende.

En håndfuld slettede scener er der også blevet plads til. Dog et særdeles fornuftigt valg at skære dem fra. Filmen er lang nok som den er og de ville kun have trukket pinen ud.

To små dokumentarer om verdens undergang set fra videnskaben og set fra skuespillernes synspunkt er også tilstede. Disse to er også ganske underholdene og dybdegående. Det kan dog undre, hvorfor man ikke har lagt samme sjæl i selve filmen.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10