16 Blocks
Seksten boligkarreer kan være langt at gå, når politiet er på nakken af dig og du har et irriterende vidne på slæb. Tanggaard har set 16 Blocks...
Det er ikke underligt, at 16 Blocks fejlagtigt blev omtalt som værende den næste Die Hard-film på alverdens sites mens optagelserne foregik. En udbrændt, gammel betjent spillet af Bruce Willis, et vidne der skal fragtes gennem byen og masser af skueepisoder, lyder som noget for John McClane. Det er det dog ikke, det er i stedet Jack Mosley - om end forskellen er til at overse. Ud over at have anlagt en lille larve på overlæben og generelt at se ældre ud, så er Willis tilbage, i hans nok mest velkendte rolle som gnaven, hårdhudet politibetjent, med en hang til at få lidt inden for vesten.
I 16 Blocks bliver han bedt om at fragte et vidne, Eddie Bunker, til en retssal kun seksten boligkarreer væk. Det lyder som et forholdsvis ligetil job, hvis det ikke var fordi Mosley havde en fæl gang tømmermænd og Bunker er et kronvidne i en større retssag med seks korrupte betjente. Kollisionskursen er kort sagt lagt, og da Jack stopper undervejs for at forsyne sig selv med lidt spiritus, forsøges Eddie, der i øvrigt spilles solidt af rapperen Mos Def, snigmyrdet. Og så starter jagten for alvor. Gamle kolleger, der ikke har i sinde at lade vidnet komme frem, sætter stopklods efter stopklods ind, og pludselig kommer pistolerne frem.
Richard Donner har ikke lavet sin bedste film med 16 Blocks. Nok er ideen om et 16 gader langt drama en god idé, nej, det er faktisk en fremragende idé, men Donner får som instruktør, ikke det meste ud af det. Selvom filmen ret hurtigt gør det klart, at Mosley og Bunker er nødt til at være der inden kl. 10.00, så bruges tiden aldrig effektivt i 16 Blocks. Film som Nick of Time, Phonebooth og Die Hard 3 har et langt mere drevent tempo og virker pressede. Imens mister 16 Blocks hele tiden sit og til sidst også det faktum, at hovedpersonerne overhovedet er under et tidspres. Desuden er der slet ikke action nok i filmen til, at det reelt er en actionfilm, og når kemien mellem Willis og Mos Def ikke er til stede, så bliver det hele en smule ligegyldigt.
Samtidig er historien tilpas ligegyldig til, aldrig rigtig at have dig fanget. Bruce Willis leverer rygradsskuespil - en sjat Joe Hallenback fra Last Boy Scout og et par attituder fra John McClane, så har du Jack Mosley. De to der reelt løfter filmen op over det middelmådige er Mos Def, der i rollen som den snøvlende Eddie Bunker, der bare ønsker at starte et konditori og David Morse, en korrupt og slesk politibetjent, der ser, hvordan hele hans liv pludselig er på vej ned i lokummet. Begge slår gnister i de scener, hvor der er lidt mere plads, mens Willis mere og mere ligner en, der er træt af overhovedet at være med.
16 Blocks er ikke dårlig, men det er langt fra Richard Donners storhedstid med Dødbringende Våben. Der sker simpelthen ikke nok, og filmens personer har heller ikke nok dybde til, at den så kan redde fodfejlene der. En halvlummer film, der havde kimen til mere.
Gamereactor Danmark